Julie hulkede, rystede og hyperventilerede. Nu vil hun have et opgør med det, vi tilbyder familier

– Jeg hulkede, rystede og hyperventilerede, imens mit hjerte var ved at springe ud af brystet på mig.

Efter 27-årige Julie Norling vendte tilbage fra sin barsel med sin datter, Sommer, var det, der stod allerhøjest på hendes ønskeliste, en deltidsstilling.

Det skulle dog vise sig at være noget nær umuligt at få.

Derfor endte hun modvilligt i en traditionel 37-timers stilling.

Men at drive familieliv med et lille barn og samtidig passe et fuldtidsjob, var en svær ligning at få til at gå op for hende.

Meget svær.

Ved siden af job og familielivet var Julie og hendes kæreste, Christoffer, desuden i gang med at renovere deres lejlighed, og Julie var i gang med en deltidsuddannelse.

Det hele endte derfor med at blive for meget og resulterede – efter lang tids undertrykkelse af stresssymptomer – i hendes første angstanfald nogensinde.

Et anfald, der indtraf tre timer før Julie skulle på en tiltrængt tre ugers ferie, hvor hun brød fuldstændig sammen.

– Min krop skreg på en pause. Så det endte med tre måneders sygemelding fra mit arbejde.

Den oplevelse satte en masse tanker i gang hos Julie, som i dag mener, at samfundet simpelthen ikke er indrettet til småbørnsfamilier. Det har hun nu mærket på egen krop.

– Der er grundlæggende noget, der ikke fungerer, når jeg er ved at knække over, fordi jeg forsøger at få alle ender til at mødes.

Det er Julie ikke alene om at opleve. Og hun er heller ikke alene om at få stress.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed viser, at 31,4 procent af kvinder i alderen 24-34 år føler sig stressede.

Desuden har 430.000 danskere symptomer på alvorlig stress hver dag. Det svarer cirka til 12 procent af befolkningen. Det viser en undersøgelse foretaget af AS3.

I øvrigt kan psykolog og parterapeut, Frej Prahl, skrive under på, at Julies oplevelser ikke er enestående.

Han møder nemlig ofte forældre, der ligesom Julie har svært ved at få det hele til at gå op, og som er meget pressede. En af årsagerne er, tror han, er, at vi ikke har et samfund, der tager hensyn til de forskellige livsfaser.

– Det er som om at samfundet endnu ikke har erkendt, hvor vild en omvæltning det er at etablere sig som småbørnsfamilie, som ofte forventes at fortsætte på samme måde, som før der var børn.

Dernæst peger han også på den stærke norm, der gør det svært for familier at indrette sig anderledes for at få en hverdag, de kan trække vejret i.

– Mange oplever, at nu er der altså det her lille barn, som har meget brug for omsorg. Samtidig er der en norm om, at nu skal man tilbage til arbejdsmarkedet. Det skaber en ambivalens hos mange. De mærker, der er noget, som ikke rigtigt spiller. Desuden er der mange, der i øvrigt oplever, at der ikke er nogen mulighed for at indrette sig anderledes, selv om nogle muligvis godt kunne, hvis de ville. Netop fordi det kan være rigtig svært at forsvare en beslutning, der går imod, ja, normen.

Frej Prahl mener dog, at man trods stærke normer netop bør gøre det, som føles instinktivt rigtigt. For ellers – som han siger – så lever vi i uoverensstemmelse med os selv og vores værdier, som også gør os stressede.

Det er Julie enig i.

Derfor vil hun nu slå et slag for et opgør. Et paradigmeskift. En revolution om man vil, fordi:

– Når der tilsyneladende er så mange familier, der virkelig kæmper for at holde hovedet over vandet, og vi er flere, der ender med at drukne, så bliver man altså nødt til at gå ind og kigge på, hvad det er, der er gået galt på samfundsplan.

Skærer i hjertet

Det som Frej Prahl beskriver ovenfor, er noget af det, der er kommet meget bag på Julie.

Efter hun er blevet mor, oplever hun nemlig også, at man allerhelst skal tilbage til et fuldtidsjob, når barslen slutter, så man igen kan bidrage til statskassen – hurtigst muligt.

Samtidig skal man nu sørge for at opfostre et velfungerende barn, som skal vokse op og kunne bidrage. Men man skal helst ikke bruge for meget tid sammen med barnet, selv om det jo er det, som det kræver at opfostre børn.

Det mener Julie både er paradoksalt og en forkert tilgang til forældre, for som hun siger:

– Jeg har jo ikke fået børn for ikke at være sammen med dem.

Når det nu også er i så få år, at børnene er små, kan hun faktisk heller ikke rigtigt forstå, hvorfor der ikke er bedre rammer for og en bredere forståelse af for eksempel et deltidsarbejde i samfundet.

Netop fordi hun mener, det ville resultere i gladere børn – og forældre, der ikke går ned med stress.

At hun – på grund af et fuldtidsjob – desuden skal overlade sin datter til andre i så mange af døgnets timer strider også imod hendes instinkter, selv om hun ellers er meget glad for sin datters dagplejer. Det er ikke det.

Men der er noget indeni hende, der alligevel stritter imod.

– At der er en anden omsorgsperson for min datter, der er mere sammen med hende, end jeg er, skærer i mit hjerte.

Derfor forsøger hun også at hente sin datter, Sommer, tidligt på hendes hjemmearbejdsdage. Men det oplever Julie også som splittende. For det er svært at være to steder på samme tid, som hun siger.

– Det bliver jo halvhjertet på begge fronter. Så skriver jeg lidt mails, imens jeg ikke er helt til stede overfor min datter.

Generelt er det netop forventningerne fra de to sider, der river Julie i to.

– På den ene side er der min familie og min datter, som jo i bund og grund er det vigtigste. Men på den anden side er der et arbejde og et samfund, der trækker på en anden måde og som har bestemte forventninger til mig.

De udtalelser kan Maria Ørskov Akselvoll, som er sociolog, ph.d. og forfatter til bogen 'Det grænseløse forældreskab', genkende.

Da hun lavede en spørgeundersøgelse i forbindelse med hendes bog, var det nemlig det paradoks, som gik igen.

– Der var mange – mødre især – der oplevede en splittelse mellem både at skulle præstere og levere på arbejdsmarkedet og så derhjemme. De efterlyste derfor flere muligheder for at indrette sig anderledes i de år børnene er små. Herunder også en bedre familiepolitik og strukturer, der støtter op om livet i børnefamilien.

At forældre også går ned med stress i dag er ikke tilfældigt, mener Maria Ørskov Akselvoll. Vi befinder os nemlig i en tid, hvor kravene til den gode forælder er tårnhøje - hvor man hele tiden kan gøre mere, vide mere og købe mere.

Det er udmattende, siger hun - og faktisk er det en tendens i mange vestlige lande, hvorfor vi nu kan tale om en decideret 'forældreudbrændthed'.

– Det er et begreb, der dækker over en ny udmattelsestilstand, hvor man simpelthen går ned med flaget i forældrerollen. Netop fordi forældreskabet er blevet mere intensivt og krævende, samtidig med at vi også oplever at have mere travlt i arbejdslivet, at livstempoet generelt er sat op og vi skal præstere godt på mange fronter.

At der netop er høje idealer for forældreskabet, kan Julie også tydeligt mærke.

For det første mærker hun det på de sociale medier, hvor det, Julie kalder det perfekte forældreskab, udstilles og som derved skaber en forestilling om, hvordan man bør være – ja – forældre.

Det mener hun ikke er sundt.

For det andet peger hun på alle de krav, der ellers er til forældre i dag.

– Du skal gerne være på overfor dit barn, når du kommer hjem efter en lang arbejdsdag og helst ikke tilbyde dit barn for meget skærm. Du skal også servere andet end pasta med kødsovs seks dage i ugen, fordi der er nogle kostråd, du skal følge. Dernæst er der også det rundtom. Så skal parforholdet plejes, du skal ses med dine veninder og i øvrigt passe på dig selv imens.

Der er med andre ord en del at leve op til, som Julie synes er svært – og næsten umuligt.

Kontrakten er brudt

Julie oplever desuden at samfundskontrakten er brudt.

For selv om hun gør sin del, altså arbejder, betaler skat og bidrager, så oplever hun ikke, at der kommer meget igen fra regeringens side. For eksempel hvad angår omsorgsarbejdet i samfundet. Herunder institutionerne, hvor normeringerne ikke er gode nok.

Danmarks Evalueringsinstituts nyeste rapport viser desuden, at 38 procent af daginstitutionerne og 46 procent af dagplejerne leverer en utilstrækkelig kvalitet. Ingen institutioner falder kan kategoriseres som “fremragende”.

Det betyder, at der mange steder er et pædagogisk læringsmiljø, som kun til en vis grad kan understøtte de yngste børns udvikling og trivsel.

Det skræmmer Julie, ligesom hun – på grund af dårlige normeringer – er bange for at hendes datter, Sommer, ikke vil blive hørt eller set nok, når hun engang skal starte i børnehave.

I dag er Julie vendt tilbage fra sin sygemelding og arbejder på nedsat tid. Men hun frygter den dag, hun skal tilbage til de 37 timer. Netop fordi hun ikke kan se en velfungerende hverdag for sig i de rammer, imens hun har små børn.

Derfor er Julies inderligste ønske stadig en deltidsstilling. Og som hun siger, vil hun jo ikke arbejde deltid hele livet. Det er bare det, der i hendes optik kan gøre hverdagen nemmere for alle parter, imens familien er en småbørnsfamilie.

Hun forstår dog godt, at alle ikke bare kan arbejde deltid set fra et samfundsperspektiv. Alligevel håber hun på, at man kan få skabt nogle bedre rammer for at være småbørnsforældre, så færre går ned med for eksempel stress, fordi de forsøger at få alt til at gå op i en højere enhed.

Julie peger på en særlig svensk model, hun drømmer om. Det samme gør psykolog og parterapeut Frej Prahl.

I Sverige har forældre til børn i alderen 0-8 år nemlig ret til at gå på deltid.

– På den måde ville vi nemlig som samfund kunne facilitere nogle bedre rammer for og i højere grad en ro omkring hele familiedannelsen, ligesom der med stor sandsynlighed ville være færre, som gik ned med stress.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: