Mens lægen scannede mig, så jeg det fineste bevis på, at min krop gør det, den skal. Resten af dagen græd jeg

Kathrine Hinge er redaktionschef på Ally og vært på podcasten "Stadig single". Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Jeg sidder i et undersøgelseslokale på fertilitetsklinikken på Herlev Hospital. Lægen, der sidder overfor mig, har lige undersøgt mine æggestokke og bedt mig udfylde et skema med spørgsmål som, hvor gammel var din mor, da hun gik i overgangsalderen, har du nogensinde haft underlivsbetændelse, og har du regelmæssig menstruation.

Hendes konklusion er klar - men jeg er alligevel én af dem, der er svære at rådgive, siger hun.

For jeg har en moderat nedsat ægreserve, og selv om jeg ikke behøver at drøne ud af døren og få et barn med den første, jeg ser, så skal jeg på den anden side heller ikke vente, til jeg er 40 år - for så vil det formentlig være for sent.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg besluttede mig for at få foretaget et tjek af min fertilitet. Det er halvandet år siden nu, og jeg var 32 år gammel på det tidspunkt.

Jeg havde - og har stadig ikke - fundet den mand, jeg gerne vil have børn med. Derfor havde jeg længe tænkt, at jeg ville tage stilling til min reproduktion, når jeg blev 35 år, hvis jeg stadig var single til den tid.

Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor det lige var 35, men jeg har hørt flere andre kvinder nævne lige netop dét tal som pejlemærket for, hvornår de ville tage stilling - måske fordi vi alle har set dén kurve, der viser, hvor meget en kvindes fertilitet styrter mod nul, når vi rammer 35.

Ikke desto mindre kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne vente længere, så jeg bookede en tid til et gratis fertilitetstjek på Herlev Hospital i efteråret 2022. Jeg var virkelig nervøs, da jeg ringede ind, for jeg havde hørt historier om nogen, der forgæves havde forsøgt at komme igennem til klinikken et utal af gange.

Man kunne på det tidspunkt kun ringe én gang om måneden i én time, så jeg sad med helt høj puls og lyttede til ventemusikken. Men røret blev taget, og jeg fik en virkelig venlig sygeplejerske i øret, der gav mig en tid en måned senere.

Da jeg cyklede afsted mod hospitalet, var jeg glad - jeg glædede mig til at få afklaring på det spørgsmål, som havde naget mig på daglig basis i i hvert fald to år. Hvordan så min ægbeholdning ud? Var der nogen tilbage? Mange? Få?

Jeg var kun 11 år, da jeg fik menstruation, så jeg havde en fornemmelse af, at jeg nok ikke havde 10 år tilbage at få børn i. Måske heller ikke otte. Men jeg var alligevel ikke forberedt på de følelser, der ramte mig, da lægen scannede mig.

For ret hurtigt konkluderede hun dét, som min blodprøve også havde vist - jeg burde have flere æg i forhold til min alder. Der var omkring tre ved hver æggestok, men der burde være det dobbelte.

Jeg forsøgte at synke dén klump, jeg pludselig havde fået i halsen, men det virkede som om, den havde taget permanent ophold. Lægen kunne også se, at jeg havde ægløsning. Det fineste lille æg lå lige dér på skærmen og var klar til at blive befrugtet, og nu havde jeg ikke længere blot en klump i halsen.

En følelse af svigt skyllede også ind over mig. For hvad fanden havde jeg egentlig gang i med mit liv?

Lige dér på skærmen kunne jeg jo se beviset på, at min krop gør lige præcis dét, den skal. Den var og er klar til at give mig det, jeg drømmer allermest om i livet - et barn - men jeg har ingen kæreste, jeg kan gå hjem og lave ét med, så i stedet skulle det fine, lille æg nu gå til grunde.

Et fint, dyrebart lille æg, som jeg åbenbart ikke har særligt mange tilbage af. Jeg følte, at jeg svigtede min krop og mine egne drømme, fordi jeg ikke var nået lige så langt i mit kærlighedsliv, som min krop var nået i reproduktionen.

Jeg græd nonstop resten af dagen. Græd og googlede. Ægreserve. Nedfrysning af æg. Ægdonation. Solomor. Donorbarn. Regnbuefamilie.

Først efter et par dage indfandt lettelsen sig. Lettelsen over, at jeg havde fået den vished, jeg havde ønsket mig.

Selvom jeg stadig var ekstremt ked af det og konstant stirrede på det stykke papir, jeg havde fået af lægen med resultatet af min undersøgelse, så havde jeg nu rent faktisk mulighed for at lægge en plan, inden det ville være for sent. Jeg kunne begynde at se fremad, give kærligheden et ekstra forsøg og samtidig begynde at åbne for andre alternativer.

Jeg føler stadig, at jeg har svigtet min krop, men jeg er også nået frem til, at jeg også føler mig svigtet af samfundet. For hvorfor taler vi ikke mere om fertilitet? Hvorfor er jeg blevet undervist så grundigt i at undgå at blive gravid, men ikke i ægreserver og infertilitet?

Jeg møder stadig mænd, der ikke engang ved, at en kvinde kun kan blive gravid omkring ægløsningstidspunktet - veluddannede mænd, der tror, at vi kan blive gravide året rundt - eller som ikke ved, at 15 procent af danske mænd har så dårlig sædkvalitet, at de får svært ved at gøre en kvinde gravid.

Og hvorfor forventer samfundet af mig, at jeg både skal tage en uddannelse, skynde mig ud på arbejdsmarkedet, tjene en masse penge og få en kæreste - i præcis samme tidsrum, som jeg er allermest fertil?

Måske har både jeg og mine jævnaldrende venner og veninder befundet os i en osteklokke, men jeg ved, at vi er flere, der savner oplysning - og at vi som samfund tager fertiliteten seriøst, for den er altafgørende for det velfærdssamfund, vi har bygget op.

I dag kommer op mod 12 procent af alle nyfødte i Danmark til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Sidste år erklærede to professorer, at vi står midt i en fertilitetskrise. Det kan vi ikke kun lade være op til den enkelte at ændre på.

Men indtil samfundet kommer op i gear, vil jeg anbefale alle at tage ansvar for deres egen fertilitet. Få foretaget et fertilitetstjek - selvom jeg græd nonstop, da jeg fik mit resultat, har jeg ikke fortrudt det et sekund.

For nu ved jeg besked - i hvert fald om en del af min fertilitet - og det giver mig en følelse af kontrol over noget, som ingen ellers kan kontrollere. Så kom afsted - hellere i dag, end i morgen. Og i god tid, inden du fylder 40.