Jeg var så naiv at tro, at når mine døtre blev rigtigt voksne, ordnede det hele sig. Men de er så vrede

Kære Anna Mejlhede

Først TAK for de dejlige, relevante og kærlige svar, du giver!

Jeg er en kvinde på 81 år, men man bliver ved med at være søgende og ønske svar på alt det, der tumler rundt i hovedet på en og stadig giver uro og søvnløshed!

Jeg var sygeplejerske i 40 år og har altid været glad for mit fag. For år tilbage var jeg syg af kræft, bl.a. brystkræft, og blev i coronatiden indlagt med kræft i livmoderen, men jeg er relativ frisk nu.

Jeg har to døtre på 51 og 56 år. Jeg blev skilt fra deres far efter sølvbryllupsalderen, skulle have været skilt 20 år før, men dengang gik man ikke bare, og de sidste ni år af ægteskabet visnede jeg væk.

Min mand drak og var ofte deprimeret, og jeg troede dengang, at det handlede om mig! Stemningen i hjemmet var tit dårlig, og pigerne har selvfølgelig manglet tryghed i deres opvækst.

Jeg flyttede væk og fik et meget bedre liv og har været alene i cirka 37 år. Tre år efter begik min eksmand selvmord, og jeg ville ikke spørge pigerne, især ikke den yngste, der gik i gymnasiet dengang, om at flytte med mig. Men vi havde kontakt, og da hun flyttede til den by, jeg boede i, gjorde jeg alt for at hjælpe hende med værelse og job.

På et tidspunkt var hun i Israel og plukkede frugt. Da hun kom hjem igen, tog jeg til Kastrup for at hente hende, og på vej hjem i toget sagde hun, at hun havde drømt, at hun skulle væk fra mig.

Siden har jeg prøvet alt muligt, men de er bare så vrede, mine to døtre. Jeg var så naiv at tro, at når mine døtre blev rigtigt voksne, ordnede det hele sig. Men det gør det bare ikke.

Kan du give mig noget af din erfaring, da jeg har været utrolig ked af det, siden jeg blev 70?

Mange venlige hilsener L.

Kære L.

Hvor har du dog lagt liv til meget! Men midt i dine sorgfulde ord, fornemmer jeg omridset af en reflekteret og stærk kvinde, der har handlet, som du følte var nødvendigt.

At dine døtre straffer dig med vrede og afstand, også efter så mange år, er ikke noget særsyn. Alt imens de ikke kan rette deres anklager mod den far, som begik selvmord, så har de stadigvæk dig. Eftersom de afdøde ikke kan tage imod vores beskyldninger, bliver det ofte hos de levende, den slags lander.

Tid kan være en vigtig medspiller, når vi skal lære at bære det i livet, der er smertefuldt og tungt. Men som du selv har erfaret, kan tiden i sig selv ikke hele vores relationer. Måske skal især din yngste have mulighed for at høre dig sige, at du fortryder, du ikke tog hende hjem til dig efter deres fars død?

Det er ikke nemt at skulle lægge sig fladt og tage imod følelsesmæssige tæsk fra de mennesker, vi elsker allermest. Især ikke når det er svært at se, hvordan vi kunne have handlet anderledes. Men jeg tror, du sætter dine døtre fri ved at påtage dig ansvaret for det svigt, de har oplevet. Også selv om alting ikke er din skyld.

Selv om det kan virke omsonst at fortryde noget, vi ikke kan lave om på, så går fortrydelse og tilgivelse ofte hånd i hånd. Det er ikke så passivt og tilbageskuende, som vi måske tror, men også en platform, hvor vi kan møde hinanden på ny.

”Jeg tog fejl” er ord, der kan bane vejen for, at kærligheden kan komme til igen. Du har så meget at give dine døtre, og jeg håber af hele mit hjerte, at de vil vende sig om, lytte til dig – og tage imod.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.