Hendes roman blev kaldt “den smukkeste roman i verden” - og det ændrede hendes liv radikalt

Der findes bøger, som vi misser, som vi går lige forbi, ligesom med folk på gaden. Historier og mennesker, der kunne have ændret vores liv. Og alt sammen på grund af en misforståelse eller forside, en kedelig bagsidetekst eller vores forudfattede meninger. Gudskelov, at livet ikke altid tager et nej for et nej.

Linjerne stammer fra den franske romanforfatter Valérie Perrins nyeste roman “Tre”. En roman om de mennesker, der krydser vores vej – og som ender med at påvirke vores liv på et dybt plan, positivt såvel som negativt.

Valérie Perrin er netop trådt ned fra Bogforums store scene, hvor hun er blevet interviewet om “Tre”. Nu sidder hun ved et lille bord og smiler, mens hun skriver hilsner i alle de bøger, der bliver rakt frem mod hende.

Køen til signering slanger sig gennem Bella Center, og de danske læsere har ikke svært ved at sætte ord på, hvad det er, der gør Valérie Perrin til noget helt særligt: “Hun laver musik med sit sprog”. “Hendes bøger er som et edderkoppespind.” “Hun skriver smukt om alle facetter af livet”, lyder det fra fans i den lange autografkø.

Fra strømpesokker til stjernestatus

Valérie Perrin fik sit store gennembrud med romanen “Vand til blomster”, som Italiens største avis, Corriere della Sera, udråbte som “den smukkeste roman i verden”, og som blev en sensation under coronaepidemien, hvor folk anbefalede historien om Violette med den tragisk-poetiske historie til hinanden.

Romanen er blevet solgt i over én million eksemplarer alene i Frankrig og er oversat til 45 sprog.

– “Vand til blomster” er blevet et fænomen, og det har ændret mit liv radikalt. I forgårs var jeg i Oslo for at møde mine læsere, og inden da var jeg i Polen og i Sverige.

– Der går sjældent en uge, uden at jeg har fat i min kuffert, smiler Valérie Perrin, da vi mødes til interview i mere rolige rammer dagen efter hendes optræden på Bogforum.

Det er tidlig morgen, og vi er på Den Franske Ambassade i København, hvor hun er blevet indlogeret under sit besøg i Danmark.

– Det er som at være i et palads, siger Valérie Perrin og slår ud med armene, da vi træder ind i et højloftet rum med velourgardiner, guldindfattede malerier og antikke møbler.

Vi sætter os i en sofa, og efter en lille kop stærk kaffe er Valérie Perrin klar. Franske gloser flyver gennem det majestætiske rum, mens hun stryger det mørke pandehår lidt væk fra øjnene.

– At skrive en roman er for mig en proces, hvor man er meget isoleret – for det meste sidder jeg derhjemme og skriver, iført pyjamas og strømpesokker. Og når bogen så rammer verden, er det helt modsat: Pludselig er jeg omgivet af mennesker, og det kan godt være lidt overvældende.

Hvad tænker De om den modtagelse, De fik på Bogforum?

– Jeg bliver glad indeni, siger Valérie Perrin – og hendes smil når helt op i de mørkebrune øjne.

– Af en eller anden grund er det især kvinder, der gerne vil have deres bøger signeret. Og når jeg kigger mine kvindelige læsere i øjnene, mærker jeg en anerkendelse i deres blik.

– Det er formidabelt, at mine romaner lever i bevidstheden hos læsere i Danmark, Japan, Korea og alle mulige andre steder i verden, for når man sidder derhjemme og skriver, kan man slet ikke forestille sig, at det vil ende med at blive så stort.

På det lille sofabord foran os ligger Valérie Perrins nyeste roman, “Tre”. En ordentlig moppedreng af en bog på 670 sider og med et billede af tre glade teenagere på vej i vandet på forsiden.

– Jeg elsker det forsidebillede, for det indrammer det venskab, jeg beskriver i bogen, siger Valérie Perrin.

“Tre” er en roman om et dybt venskab, der rodfæster sig i teenagetiden, men senere sprænges i stykker. Vi møder de tre hovedpersoner, Nina, Adrien og Etienne, i 1986. De er 10 år og lige begyndt i 5. klasse i den lille provinsby La Comelle, hvor de vokser op. I 2017 møder vi dem igen – 30 år er gået, og de tre venner er ikke længere på talefod.

– “Tre” er en roman om livet: Dit liv, mit liv, alles liv – med de store valg, sorger, illusioner og alt det, man er lykkedes med, og dér, hvor man har fejlet. Jeg skriver om de tre venners liv over en periode på 30 år, så man følger også den udvikling, de hver især går igennem, i forhold til de valg, de træffer – og i forhold til de mennesker, de møder på deres vej, forklarer Valérie Perrin.

Et visuelt blik på romanerne

Ud over at være romanforfatter er Valérie Perrin manuskriptforfatter og fotograf, og hun danner par med den 30 år ældre franske filminstruktør Claude Lelouch, som hun blev gift med i sommeren 2023.

– Claude og jeg mødte hinanden i 2007, og vi har et liv, hvor vi bevæger os meget rundt fra sted til sted. Vi har en lejlighed i Paris, men opholder os også rigtig meget i Bourgogne og i Normandiet.

– Vores liv er i bevægelse, og jeg har ledsaget Claude på mange filmfestivaler, og vi har også skrevet filmmanuskripter sammen, fortæller Valérie Perrin.

– Jeg kommer fra filmverdenen og har været fotograf på flere filmset, så jeg har et meget visuelt blik. Når jeg skriver mine romaner, tænker jeg på scenerne i en film. I mine romaner skal der være poesi, liv, indtagende karakterer, men der skal også være et krimimysterium. En gåde, som får læseren til at stille sig selv en masse spørgsmål – og læse videre.

Ja, jeg læste bogen på fem dage ...

– Ja, og det er netop, hvad jeg hører fra mange læsere – at de læser bogen meget hurtigt, fordi de er nødt til at få svarene på, hvorfor venskabet mellem de tre er gået i stykker, siger Valérie Perrin.

I “Tre” er der også en fjerde person, den mystiske fortæller Virginie, som er på alder med de tre hovedpersoner. Hun arbejder som journalist på den lokale avis og har kendt Adrien, Etienne og Nina siden barndommen.

Vi møder Virginie i 2017, hvor hun får ansvaret for at dække historien, da en bil bliver fundet i den sø, de tre venner badede i som børn. I bilen er et lig, og da bilen trækkes op af søen, hvirvles der op i fortiden.

– Bilen har ligget i søen i 17 år, og da den hives op af vandet, bliver vi bragt tilbage til alt det, der skete, da de tre venner var unge, forklarer Valérie Perrin.

En stor del af romanen foregår, mens de tre venner står på tærsklen til puberteten.

– Jeg har en særlig passion for teenagetiden, siger Valérie Perrin med begejstring i stemmen.

– Det er en kompliceret tid, hvor man er lykkelig det ene øjeblik og trist det næste – og hvor man længes efter at blive voksen, men samtidig er skræmt ved tanken om at blive voksen.

– Alle følelser er ganget med tusind, og der er så mange modsætninger. Man sprøjter alt for meget parfume på for at virke forførende, men samtidig er man en stor baby, der stadig bliver passet af sine forældre, siger Valérie Perrin.

Hun holder en lille pause og siger så:

– Men hvad er det, vi ender med at tage med fra puberteten, hvordan bærer vi den teenager, vi var engang, med os som voksne? Det synes jeg er så spændende at dykke ned i.

Hvordan var De selv som teenager?

– Jeg var et meget seriøst barn. Jeg voksede op i en lille by i Bourgogne, og jeg var ikke særlig sjov – allerede som 10-årig stillede jeg mig selv mange alvorlige spørgsmål. Så jeg havde ikke den lethed, man forbinder med ungdommen, fortæller Valérie Perrin.

– Men samtidig kan jeg huske, at min veninde og jeg klædte os ud og stillede os op på gaden og sang. Så måske var jeg ikke så alvorlig, som jeg husker det. Måske er det mig, der tænker på mig selv som lidt trist som ung, funderer hun.

– Sikkert er, at jeg føler mig lettere i den alder, jeg har nu, end jeg gjorde som ung – og det handler om, at jeg laver det, jeg virkelig elsker.

– Jeg kan leve af min passion for at skrive, men samtidig er der meget i verden, der er ekstremt kompliceret, og som bekymrer og ryster mig: Alt det, der sker i Gaza og Israel, krigen i Ukraine, situationen i Iran, i Afghanistan. Klimakrisen og den globale opvarmning – alt det gør, at jeg ikke bare kan sige: Det hele er fantastisk. Men jeg elsker virkelig livet, og jeg synes, at livet kan være meget smukt.

Noget af alt det smukke, livet er fuldt af, reflekteres på poetisk vis i Valérie Perrins romaner. Som hun skriver et sted i “Tre”:

Sommeren tilhører alle minder. Den er tidløs. Dens duft er den mest hårdnakkede. Som klistrer sig til tøjet. Som man søger hele livet. Overmodne frugter, vinden fra havet, pain au chocolat, sort kaffe, Ambre Solaire-solcreme, ens bedstemors ansigtspudder. Sommeren tilhører alle aldre. Den har hverken barndom eller teenagetid. Sommeren er en engel.

Venskabets kærlighed

I “Tre” hænger de tre venner sammen som ærtehalm, fra de er 10 til 17 år. De sover sammen, griner sammen, blander blod og danser til U2, mens brysterne vokser under Ninas T-shirt, og Adrien og Etienne får dun på overlæben.

– De tre elsker hinanden som brødre og søstre, så der er ikke en seksuel tiltrækning imellem dem, forklarer Valérie Perrin og tilføjer:

– Jeg har en stor sammenbragt familie, hvor der også flere teenagere, og inden jeg skrev min bog, talte jeg meget med dem om relationerne mellem drenge og piger. De fortalte mig, at det at have stærke, fortrolige venskaber på tværs af køn er meget udbredt, så jeg havde lyst til at dykke ned i venskabets kærlighed.

Tænker De, at de venskaber, vi knytter som børn og unge, har en særlig styrke?

– Ja, men man kan også sagtens knytte stærke venskaber senere i livet. Min barndomsveninde bor stadig i den lille by i Bourgogne, hvor jeg er vokset op, og når vi mødes, giver vi hinanden et kindkys og spørger, hvordan det går, men vi ses ikke privat længere, siger Valérie Perrin.

– Så jeg har ikke selv stærke venskaber, der går helt tilbage til barndommen, men jeg har fundet tætte venner senere i livet. Det år, jeg udgav “Tre” i Frankrig – i 2021 – mødte jeg to andre kvindelige forfattere på en festival, og vi har været uadskillelige lige siden.

– Vi er vidt forskellige og har heller ikke samme alder, men man kan møde sin store kærlighed tidligt eller sent i livet – og sådan er det også med venskaber. De kan opstå på alle tidspunkter i livet og i alle former, smiler Valérie Perrin.

Så kigger hun pludselig frem for sig og siger med lys, venlig stemme:

– Hej med dig, min lille ven, hvor kommer du fra?

En lille hund har i al ubemærkethed sneget sig hen til os – den tilhører en medarbejder på ambassaden og står pludselig foran os og logrer.

– Se, hvor sød den er, jeg elsker hunde. Dyrevelfærd er en af mine helt store kæpheste, og jeg har selv adopteret to hunde og er også protektor for et dyreinternat i Bourgogne. Dyr er ren kærlighed og glæde – og derfor er der også altid dyr med i mine romaner.

Budbringer af hemmeligheder

Jeg har lyst til at sluge min hemmelighed igen, men resten flyver ud af sig selv. Når man sætter noget fri, der har været holdt nede for længe, udnytter det friheden til fulde.

Hvilke hemmeligheder, der slippes fri i “Tre”, skal ikke afsløres her. I det hele taget er der meget, man ikke kan skrive om romanen, hvis ikke plottet skal afsløres.

Sammenhænge, relationer og begivenheder flettes sammen, efterhånden som siderne vendes. Små spor er strøet ud over romanens sider, og langsomt forstår man, at de tre venner har skjult meget for hinanden – trods deres tætte venskab.

– Etienne er ved at blive ædt op indefra af noget, han ikke har fået svar på. Adrien forsøger som lille at afsløre sin hemmelighed, men finder ikke den rette at betro sig til. Og Nina gør noget, som man absolut ikke må, og som hun heller ikke fortæller til de andre, siger Valérie Perrin.

Her i sofaen på Den Franske Ambassade drejer samtalen ind på en af romanens øvrige karakterer, postbuddet Pierre Beau. Han er morfar til Nina, og hun vokser op hos ham, fordi hun som helt lille bliver forladt af sin mor.

Pierre Beau er budbringer af de hemmeligheder, vi skriver til hinanden og forsegler i kuverter. I frokostpauserne tager han den tunge posttaske med hjem, og Nina kan ikke dy sig: Hun damper kuverterne, så limen giver slip, åbner brevene og læser dem i skjul. Snager i andre menneskers private hemmeligheder.

– Nina er på jagt efter nogle svar. Hun har brug for at vide, hvorfor hendes mor forlod hende, og på en eller anden måde håber hun at finde svaret i de breve, hun åbner. Hun leder efter kærlighedsbrevene, siger Valérie Perrin.

Mener De, at alle hemmeligheder skal afsløres?

– Det kan jeg ikke svare på. Men når det er hemmeligheder, der handler om, hvem vi er, tror jeg ikke, man skal gå med dem alene.

I “Tre” har Adrien, Etienne og Nina en fælles drøm: Efter studentereksamen vil de flytte væk fra det lille provinshul, de er vokset op i – de vil til Paris og lave musik sammen.

Om drømmen går i opfyldelse, og om de tre venner ender med at finde melodien, må man læse bogen for at finde ud af. Valérie Perrin fortæller, at et af bogens gennemgående temaer er det at flytte fra land til by.

– I Frankrig rejser enormt mange unge fra provinsen til Paris, når de har fået deres studentereksamen. De forlader deres lille trygge “puppe”, og pludselig befinder de sig i en pulserende storby, hvor metroen kører under jorden, og hvor man er i et miljø, der kan virke lidt fjendtligt – samtidig med, at Paris også er en genial by at være ung i, med barer, koncerter, cafeer, fortæller Valérie Perrin.

– Jeg havde selv en beskyttet barndom i Bourgogne, og som 18-årig rejste jeg alene til Paris.

– Det var overvældende, og jeg boede på et værelse på ni kvadratmeter, helt til jeg blev 25 år. Der var toilet på gangen, og jeg gik i bad hos min onkel, der havde en lejlighed i nærheden, siger Valérie Perrin og tilføjer:

– I dag bor min mand og jeg i en lejlighed på Montmartre i Paris – og heldigvis har vi et bad, griner hun.

– For når jeg rejser tilbage til Paris senere i dag, er det min plan at isolere mig i lejligheden for at skrive min fjerde roman færdig – og hvis alt går efter planen, er min nye roman klar til at møde verden i efteråret 2024.

Artiklen blev udgivet i femina uge 5, 2024.