Tamira valgte at trykke pause halvvejs på familiens drømmerejse: “Vi fik brændt nallerne”

Piskende regn og vind hænger over det indre København, busserne topper forsinkelsen med at sprøjte vand på alle passagerer ved stoppestedet, og den grå dag er ovre, før den har fået tag i os.

Det er en af den slags dage, der nærer drømmene om at rejse til tropiske palmestrande med azurblåt vand.

Tamira Snell er da også ét stort lysende smil, da hun tager imod i bygningen Blox ved havnekajen i København, hvor hendes arbejdsplads, Copenhagen Institute for Futures Studies, holder til.

Stadig med minder fra snorkleture og unikke familieoplevelser frisk i erindringen er hun tilbage i jobbet som seniorrådgiver og fremtidsforsker efter en orlov, der begyndte i sommeren 2022, og som skulle have været fyldt ud af familiens lange jordomsejling i to-tre år.

Heldigvis var hendes chef klar til at genansætte hende før tid, da hun og familien måtte sætte deres sejlads på pause tidligere end planlagt og i sommer vendte tilbage til Danmark til en mere normal hverdag.

– Vi var egentlig altid åbne for, at rejsen kunne blive længere, men vi havde nok aldrig tænkt, at den kunne blive kortere. Vi havde simpelthen ikke på nogen måde forestillet os alle de uforudsete udfordringer, vi kom ud for lige i starten, som gjorde, at en stor del af vores opsparing røg, allerede inden vi stævnede ud fra Athen.

– Det tror jeg ikke, nogen ville have været i stand til at forberede sig på, det var som at være med i en film, forklarer Tamira Snell om den primære årsag til, at familien valgte at ændre planer.

– Jeg kan da også blive ramt af små problemer og bekymringer nu, hvor vi er hjemme og i gang med at etablere os igen, men pfff, siger jeg så – hvis vi kunne klare alt det, der skete inden og på rejsen, kan vi klare alt, griner hun.

Landkrabbe møder sejler

Da 44-årige Tamira Snell mødte sin mand Daniel i 2012, var det et kontrastfyldt møde mellem en lidt ængstelig landkrabbe (hende) og en erfaren og inkarneret sejler (ham), der nærmest kunne snuse sig til vindretningen og allerede havde foretaget en kvart jordomsejling.

– Jeg var faktisk bange for at sejle og bange for havet. Men han fik mig med ud en dag i det sydfynske øhav, hvor det var havblik.

– Vi var nyforelskede, og han serverede stegt laks og hvidvin, og vi så marsvin, der hoppede i solnedgangen. Efter det tænkte jeg, at det her med sejlads kan jeg da godt.

Daniel fik job i Malaysia, og parret boede i storbyen Kuala Lumpur i en periode, før de fik børn, og rejste en del rundt i Asien.

Tamira er som kultursociolog også meget optaget af andre kulturer og var klar på at forfølge det eventyr om en jordomsejling, hendes kæreste præsenterede på en lille ø under stjernerne.

– Vi gav hinanden hånd på , at “yes, det er det, vi gør: Vi sejler jorden rundt!”

Ambitionerne var store, da parret i 2013 satte ord på de første tanker om en jord-omsejling – to-tre år skulle den vare, og den skulle forberedes grundigt. Efter et par år kom først datteren Inés til verden og siden sønnen Vincent, hvilket satte drømmen lidt på pause.

Samtalen om den store rejse fortsatte dog ufortrødent, familien sejlede i alle ferier og sparede sammen, men projektet blev igen sat lidt på standby, da deres søn som étårig fik konstateret den sjældne sygdom osteogenesis imperfecta, også kaldet glasknogler.

– Han brækker alting meget nemmere, og vi vidste ikke, hvor alvorligt det var. Det kan være alt fra 10 til 200 brud i løbet af hans opvækst.

– Vi troede ikke, vi kunne gennemføre rejsen, men så mødte vi den sejeste speciallæge, som sagde: “Det kan I sagtens!” siger Tamira og tilføjer, at Vincent har en mild grad af sygdommen og ikke har haft nogen brud de seneste to et halvt år.

At løbe risikoen for at stå i høje bølger midt på Atlanterhavet med et barn, der har fået et alvorligt brud, ville nok afholde mange fra den krævende rejseform, men Tamira og Daniel gik grundigt til værks og mødte et sundhedsvæsen, som var klar til at ruste dem.

– På ortopædkirurgisk afdeling viste de os, hvad vi skulle gøre ved alle typer brud. Hvordan vi skulle lægge gipsen, hvordan vi skulle stabilisere, og så gav de os alt med. Vi havde en kæmpe kasse med udstyr.

– Samtidig blev vores søn mere robust, og det var faktisk supergodt for ham at være meget i vand, hvor man ikke rigtig kan brække noget. Så vi tænkte, at det nærmest var mere risikofyldt, at han skulle lære at cykle.

Snydt og bedraget

For at have god plads til at kunne skabe et ægte hjem på havet med plads til gæster købte Tamira og Daniel i 2019 en stor katamaran gennem en udenlandsk chartervirksomhed.

Indtil de selv skulle sejle båden Joanna, blev den lejet ud, hvilket er en normal procedure i skibsverdenen. Det var en god mulighed for, at parret kunne spare op til rejsen imens. Problemerne med båden begyndte, et halvt års tid før familien skulle af sted.

– Vi fik utrolig mange udfordringer med overdragelsen af båden, hvor vi fandt ud af, at de havde oplyst os forkert i salgsprocessen – f.eks. skulle vi nu pludselig betale europæisk moms, hvilket var virkelig mange penge.

– Dertil kom en masse skatter oveni, som ikke var en del af kontrakten, og da båden jo havde været udlejet til turister, var den slet ikke ordentligt vedligeholdt, siger Tamira.

Alt i alt en anseelig økonomisk ekstraudgift, som sammen med andre lignende problemer blev til et trættende juridisk slagsmål med chartervirksomheden.

Det var dog først, da Joanna skulle fragtes fra Seychellerne til Grækenland, at humøret for alvor røg ned i kulkælderen. Familien valgte en transportskipper med crew til at sejle skibet til Grækenland. Bl.a. fordi det var meget billigere end et fragtskib. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var en god løsning.

– Nogle dage efter skipperen var sejlet af sted i vores båd, kunne vi bare fornemme på kommunikationen, at der var noget galt, og efter 10 dage viste det sig, at han var sejlet i havn i Oman med begge motorer ødelagte. Og så begyndte han egentlig bare at afpresse os for penge, fortæller Tamira.

Transportskipperen truede med at “arrestere båden”, hvilket er en manøvre, man kan bruge i henhold til international maritim lov. Ifølge Tamira kunne det betyde, at båden i værste fald kunne strande flere år i Oman, mens det juridiske blev afklaret.

Situationen udspillede sig, få dage før familien skulle flyve med børnene til Athen på deres livs eventyr, og Daniel måtte derfor et par dage efter ankomst flyve til Oman med en kæmpe taske fyldt med reservedele til at kunne reparere båden selv og en rygsæk med kontanter.

– Den skipper havde totalt krammet på os, fordi han vidste, at vi skulle af sted, og i flyet til Athen sad jeg bare og græd. Jeg var pissebange. Han var utilregnelig, og jeg har aldrig, aldrig mødt et menneske, der var så ubehagelig.

– De havde behandlet båden så dårligt. Der var smurt lort ud i forkahytterne, og begge motorer var ødelagt. I den periode mistede jeg troen på ... det lyder virkelig højtragende, men jeg mistede troen på det gode i mennesket.

– Jeg turde ikke stole på nogen, jeg var et nervevrag. Og vi boede i den her hotellejlighed i Athen, hvor jeg skulle foregive over for børnene, at alt var godt.

Daniel var i Oman i en uges tid og fik repareret motorerne med hjælp fra et nyt transportcrew, men herefter opstod der problemer med de papirer, der kræves for at sejle gennem bl.a. Rødehavet.

Efter at have kæmpet sig igennem endnu en bunke kostbare administrative og tekniske problemer med båden fik det nye crew sejlet Joanna til den græske ø Rhodos, hvor familien langt om længe kunne flytte ind i deres fremtidige hjem.

De var nu to måneder forsinkede på jordomrejsen – allerede inden de var taget af sted.

– Men fra det øjeblik vi sejlede fra Grækenland, har vi ikke haft ét problem med båden. Den sejlede som en drøm, og vi kunne leve om bord, fuldstændig som vi havde drømt om.

Redningsaktion på Atlanterhavet

20 dage tager det at krydse Atlanterhavet i en båd som Joanna. Fra Las Palmas på Gran Canaria til østaten St. Lucia i Caribien.

20 dage med alt fra seks meter høje bølger til badeture i blikstille vand. Om bord med familien var fire andre besætningsmedlemmer, der delte drømmen om at krydse Atlanten.

– Det er en af de største livsoplevelser, jeg har haft. Jeg ville ønske, alle kunne prøve det. Du føler dig så lille i verden. Pointen var jo netop, at vi gerne ville føle, at vi var i verden, i nuet.

– Vi havde længtes efter at føle, at der er noget, vi som mennesker ikke kan kontrollere – hvilken vej vinden blæser, eller hvor høje bølgerne er. En ydmyghed over for den verden, vi bor i.

– Dét oplevede vi, mens vi var af sted – og på den allerbedste måde. Vores børn spurgte ikke én eneste gang “hvornår er vi der?”, og det synes jeg er meget sigende for, hvordan vi alle oplevede den del af rejsen.

Familien havde valgt at krydse Atlanterhavet samtidig med flere andre både som en del af lystsejlerkonkurrencen ARC (Atlantic Rally for Cruisers) – bl.a. for sikkerhedens skyld.

De forskellige både var så langt fra hinanden undervejs, at de ikke kunne se hinanden, men med kommunikationsudstyret om bord kunne de via satellit en gang om dagen hente vejrudsigten og en mail ned fra de andre både med info om fiskefangster og julehygge.

En dag halvvejs på turen blev der udsendt en lidt mere dramatisk besked, da en af de andre både i ARC’en havde knækket sin mast og derfor manglede diesel for at kunne klare resten af turen uden at bruge sejl. En form for mini-redningsaktion blev iværksat.

– Vi var den eneste båd i nærheden, der havde en dieselpumpe. Man kan jo ikke få diesel ud af sine tanke uden en pumpe, så Daniel og vores besætningsmedlem James måtte ud i vores gummibåd i høje bølger for at sejle over til det andet skib.

– Lige før Daniel fik tændt for motoren, slap rebet, der holdt gummibåden til vores båd, og han begyndte at drive. Heldigvis er han altid bare superrolig, fortæller Tamira om redningsaktionen, der skabte stort sammenhold blandt de både, der var en del af det.

Så langt, så godt. Bådene i ARC’en kom i mål ud for en bountystrand i Caribien, og Tamira og familien fortsatte deres sejlads omkring nogle af verdens mest eksotiske øer og fik besøg af Daniels forældre og Tamiras mor til jul.

Og ja – så blev de endda også romantisk gift den 28. december på en strand på St. Vincent.

– Det har været helt utroligt vidunderligt at være sammen med vores børn så meget. At opleve verden gennem deres øjne, at vandre på vulkaner, og at se dem dykke ned på fire meter og svømme rundt med delfiner, rokker og hajer. Jeg er så taknemmelig for alle vores oplevelser sammen som familie! Det var alt det, vi havde turdet drømme om.

– Men vi vidste også, at vi havde fået et ordentligt hul i rejsebudgettet, og at drømmen ikke kunne vare lige så lang tid som planlagt, hvis ikke vi fandt en løsning for år to og tre, fortæller Tamira.

Parret besluttede sig derfor for at tage gaster, betalende gæster, om bord, for at se, om det kunne være en model fremadrettet.

Turen gik nordpå forbi de caribiske øer, Martinique, Guadeloupe, St. Martin og senere til Puerto Rico, Den Dominikanske Republik og gennem Bahamas.

– Du inviterer mennesker ind i dit private hjem og skal have en dagligdag til at fungere i tre uger ad gangen, hvor man er meget tæt på hinanden. Jeg er så taknemmelig for de mennesker, vi har mødt, og mange af dem er blevet venner for livet, men det var jo ikke helt det, der var drømmen.

– Vi kunne ikke lige tillade os at sige, at nu bliver vi på Martinique i en måned, fordi vi har lyst, hvis vi havde lovet, at der var nogen, der skulle ombord på Guadeloupe. Så vi følte lige pludselig, at vi ikke længere havde friheden, som var noget af det, der var fundamentalt for vores jordomsejling.

I marts traf Tamira og Daniel den svære beslutning om at forsøge at sælge Joanna, når de nåede til Florida, bl.a. fordi markedet for brugte både var inde i en sjældent gunstig periode.

– Vi tænkte, at det her måske kunne være en måde at få det tabte tilbage på. Så havde vi penge til at etablere os i Danmark og så tage af sted igen om nogle år. Vi talte aldrig om det som en definitiv afslutning på vores jordomrejse, altid mere som en pause.

Det tog et par måneder, før Joanna blev solgt, og i den tid boede familien ved en kaj ved en af kanalerne i Fort Lauderdale i Florida og benyttede også muligheden for at gå i land og rejse i autocamper i USA i fire uger.

I sommeren 2023 landede familien så i København og flyttede i starten ind hos en ven. Siden har de købt et hus i Lyngby, som de er ved at renovere.

– Det har været en følelsesmæssig cocktail at komme hjem. Det er skønt at se venner og familie igen. Jeg er også utroligt glad for mit job, som jeg er vendt tilbage til. Men vi savner vores tid sammen, siger Tamira.

Familien er klar på at rejse igen, når tiden og økonomien er til det, men har gjort sig en vigtig læring:

– Det er vigtigt at drømme, at turde gå efter sine drømme og lægge en plan. Men det er næsten endnu vigtigere at være indstillet på, at den plan kan nå at ændre sig og forme sig på ny et utal af gange. Vi kom virkelig ud for nogle vilde uforudsete udfordringer og fik brændt nallerne på nogle punkter. Men vi fandt også ud af, hvor meget vi kan sammen.

– Mest af alt er jeg faktisk stolt af, at vi klarede det og fik løst tingene, men også at vi fik sagt stop i tide. Eller fik trykket pause.

Artiklen blev udgivet i femina uge 7, 2024.