I løbet af kort tid mistede hun alle i sin familie: "Min mor døde, så døde min far og til sidst døde min bror"

Hold op, hvor har der været mange fupmagere i min barndom!

Ordene er Susanne Cordes’, og hun smiler et lidt skævt smil, mens hun siger dem.

Som journalist plejer hun at sidde på den anden side af diktafonen – være hende, der stiller spørgsmålene, lytter til svar, noterer. Men i dag er det anderledes.

Susanne Cordes er nemlig ikke kun journalist, hun er også forfatter, og hendes anden roman, “Det bundløse”, er udkommet for nylig.

Ligesom hendes første bog, “Jeg udånder spøgelser” fra 2022, er bogen bygget på stof fra hendes eget liv. Den er også anden bog i en trilogi om familierelationer. En trilogi, der tog sin begyndelse i en speciel periode af Susanne Cordes’ liv.

– På et helt overordnet plan skete der det for mig, at jeg i løbet af en relativt kort årrække mistede alle i min familie. Min mor døde, så døde min far – og til sidst døde min bror.

– Herefter gik jeg i gang med at skrive en bog om mit forhold til min mor, fordi jeg på bagkant forstod en masse ting om hende. Da jeg havde skrevet den, gik det op for mig, at jeg i virkeligheden gerne ville folde det ud til at være en trilogi med alle relationer i en kernefamilie, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg har skrevet “Det bundløse”, fordi tiden nu var kommet til at undersøge far-datter-relationen. I mit tilfælde handler det om at vokse op i skyggen af en far, der fyldte rigtig meget – både offentligt og privat. Folk ville altid gerne tale med ham og om ham.

Susanne Cordes’ far var en ener. Til hans begravelse kaldte hun ham “larger than life”, og det er tydeligt, at det var det, han var, når man læser bogen om en farverig mand, der elskede sine dyre vine og rejser – og at dele begge dele med andre.

I bogen kaldes han bare “far”. For hun er vokset op med, at hendes fars navn “fyldte hele samtalen”, hvis hun sagde det højt.

– Hvis jeg sagde, hvad jeg hed til efternavn, vidste ALLE, hvem jeg var datter af – og så handlede det om det. Der var ikke plads til, hvad JEG handlede om. Det var en stor skygge, der faldt ind over mit liv, fortæller Susanne Cordes.

Men selvfølgelig har han et navn, fortsætter hun så efter lidt tænketid, da vi mødes for at tale om bogen og den far-datter-relation, der er omdrejningspunktet i den.

– Min far hed Peter Hjørne. Han var især op igennem 90’erne og 00’erne rigtig meget fremme i medierne som en kontroversiel forsvarsadvokat, fordi han var advokat for rockerne, Peter Lundin, Tønder-faren, nazisterne.

– Kort sagt morderne og de kriminelle – og alle dem, der står på samfundets sidelinjer.

Dem på sidelinjen

Susanne Cordes voksede op i Roskilde med sin far, mor og bror. En klassisk kernefamilie, fristes man til at sige, men alligevel ikke så klassisk endda.

– Det var ret almindeligt, at advokaterne var venner med det bedre borgerskab i byen, men det var min far aldrig. Han kunne ikke forestille sig noget værre. Han var advokat for hundehandlerne, krybskytterne og momssvindlerne.

– Han elskede de farverige og dem, der var uden for det gode selskab, for den følelse af at være udenfor og farverig har han nok altid haft i sig selv.

Og så er vi tilbage ved fupmagerne og de minder, der danner grundlag for den roman, som Susanne Cordes er udkommet med. Det er minder om en barndom med en far, der ikke var som alle de andre, og som med Susanne Cordes’ egne ord “fyldte utroligt meget” med sin helt egen, kulørte facon.

– At være hans datter var enormt kompliceret på den måde, at vi altid var anderledes end de andre. Min far kunne finde på at tage hummer med hjem på en tirsdag, og så havde jeg måske tilfældigvis en veninde på besøg – som sikkert aldrig havde fået hummer før i sit liv!

– Vi var aldrig rigtig som de andre, og det ønskede jeg jo, at vi kunne være. Men samtidig var det også enormt sjovt, fortæller hun og fortsætter:

– En af min fars bedste venner var fra Trinidad og havde en stor Jaguar. Han fik taget sit kørekort, og min far vandt ikke sagen for ham, så han tilbød i stedet at agere sin vens chauffør! Han købte et hvidt jakkesæt og kørte rundt med sin sorte ven i den her kæmpe Jaguar. Det stak jo helt vildt ud i vores provinsliv, ikke?

Selv om Susanne Cordes ønskede sig at være mere som alle de andre, ser hun ikke sit barndom i en dårligt lys.

– Min far praktiserede radikal fordomsfrihed, som sikkert ville være mere in i dag, end det var dengang. Han var på sin vis forud for sin tid, for hans accept af andre mennesker var radikal.

– Min far var et ekstremt åbent menneske. Han var tolerant, og han havde en bundløs, for nu at bruge bogens titel, accept af andre mennesker. Han var meget, meget generøs. Han så mennesket i alle, og han så også mig, fortæller hun.

Det er komplekst at tale med Susanne Cordes om hendes far. Hun siger selv, at hendes far var “både-og”, og det modsætningsforhold er i den grad til stede i hendes bog. “Det bundløse” åbner med en beskrivelse af et hus i forfald.

Tallerkener med mug og rester står overalt, bunker af tøj dækker gulvet, skraldet bugner, og der er en “sød, levende lugt”.

Der er meget langt fra hummer om tirsdagen til det hus, kan jeg ikke lade være med at tænke, men huset er ikke desto mindre farens. Og også for virkelighedens far skete der et knæk, da Susanne Cordes’ mor døde.

Længe havde han haft et både alkohol- og pengeforbrug, der sagde spar to, men efter morens død kammede det over.

– Da min mor dør, begynder det at blive lidt kompliceret for min far. Hun havde taget sig af al praktikken, og det var han altså ikke god til. Det er jeg så heller ikke, så der minder jeg nok også lidt om ham, men jeg har tillært mig det.

– Han blev også relativt hurtigt syg, og det betød, han ikke kunne arbejde lige så meget. Hans kæmpestore forbrug havde kun kunnet fungere, fordi han løb hurtigt på arbejde – og det kunne han pludselig ikke, fortæller Susanne Cordes.

– Indtil da havde der også været noget charmerende ved hans alkoholforbrug, selv om det kan lyde mærkeligt at sige. Man blev nemt fanget ind af den generøse stemning, han kunne skabe.

– Min far var jo en del af den generation, hvor der pludselig kom rødvin på bordet – og meget af det. Problemet er bare, at det liv har en udløbsdato. Vi bliver alle ramt af forgængeligheden, og råheden og brutaliteten kommer frem. Længe kunne det maskeres som en fest, men på et tidspunkt forsvandt det.

Lettelse og skam

At der altid skulle være fest og farver omkring Susanne Cordes’ far, har nok noget at gøre med hans opvækst, mener hun. Han voksede op i et 1950’er-hjem med mådehold, hvor der blev spinket og sparet. Som Susanne Cordes grinende siger:

– Man smed ikke en elastik ud, for den kunne da bruges igen!

Det gjorde faren op med, og det var han ikke alene om.

– Den generation var og er bare meget forbrugende – i hvert fald hvis man skal generalisere. De havde adgang til et forbrug, som deres forældre ikke havde. Det har vi selvfølgelig også, men vi har klimabevidstheden med os.

– De var vokset op med udkogte kartofler og frikadeller, der skulle strækkes, og nu havde de pludselig Irma, siger Susanne Cordes, der i de sidste par år af sin fars liv måtte tage sig af ham, sideløbende med at hendes eget liv udspillede sig med børn, skilsmisse, ny kærlighed, karriere og alt det, der ellers hørte med.

– Han ville ikke erkende, han var syg. Han ville ikke erkende, han var ved at gå konkurs. Han ville ikke erkende noget som helst.

– Jeg skulle bære det hele, mens jeg havde fire børn, og min bror var også et arbejde i sig selv at tage sig af, fordi han røg dybere og dybere ned i en negativ spiral med et stofmisbrug. Så der var en tid bagefter, hvor jeg skulle sunde mig lidt, fortæller Susanne Cordes.

– Romanen handler især om de sidste år, der simpelthen var så heftige, i forhold til hvad jeg skulle tage mig af. Jeg var så brugt op, at jeg faktisk følte en lettelse, da han døde. Det var skamfuldt – jeg havde jo lige mistet min far. Men lettelsen sad i mig rigtig længe, og det overraskede mig. Da den så begyndte at lette, følte jeg et kæmpe savn.

Nå-generationen

Savnet mærker man i “Det bundløse”, der tydeligt er skrevet med en stor kærlighed til faren, men også med en nysgerrighed efter at forstå, hvad der egentlig skete i familien – og i familier i det hele taget.

– Hvad er det, der binder os sammen? Hvorfor føler vi os mere forpligtet over for dem, vi deler biologisk arvemasse med, end over for andre mennesker? Kan man sætte spørgsmålstegn ved den forbindelse? Kan man overhovedet kalde det kærlighed?

– Der er så mange interessante spørgsmål, jeg ikke har kunnet forsøge at finde svar på på andre måder end ved at skrive om det.

– Noget af det bundløse i romanen er jo også slægtskabets grænseløse rum. Man kan finde på at opføre sig meget grænseløst over for sin familie, reflekterer Susanne Cordes.

Hendes bog står nu side om side med en række andre bøger, der udkommer de her år, om markante fædre fra netop den generation, Susanne Cordes’ far var en del af.

– Jeg tror, det er vigtigt at huske, at vi er ikke så få i min generation, der har de her store forældreskikkelser fra det, vi kalder boomergenerationen.

– Vi er kommet som en meget mindre generation – os man kalder Generation X – og vi har kollektivt stået i skyggen af den store boomergeneration, ligesom jeg individuelt har stået i skyggen af min fars store personlighed, siger Susanne Cordes.

– Jeg husker så tydeligt, da jeg i min gymnasietid første gang hører det udtryk, de voksne brugte om min generation: De kaldte os “nå-generationen”! Det er, som om vi har haft svært ved at finde ud af, hvem vi selv er, fordi vi på en eller anden måde er set som de forkælede efterkommere af boomergenerationen, der “har fikset hele verden for os”.

– Vi er blevet set som de her små individualister uden politisk holdning. Der er et projekt i gang nu, som jeg er en del af uden at have aftalt det med nogen.

– Projektet handler om at prøve at finde ud af, hvem VI er som mennesker – os, der kom fra den her anden generation. Måske er al den litteratur, vi ser lige nu, også et frigørelsesprojekt. Et selvdefineringsprojekt, siger hun.

Og hvad med Susanne Cordes selv – hvad har hun taget med sig fra sin barndom og fra sin far?

– Jeg har da en rem af huden, og det forsøger jeg også at vise i romanen. Nogle gange har jeg tænkt: “Hvorfor i alverden har jeg fået så mange børn, når jeg egentlig godt kan lide at være alene?!”. Og det er jo et paradoks, men i mine senere år – og efter min far døde – er det gået op for mig, at det har været en overlevelsesstrategi, jeg ikke selv har været bevidst om.

– Jeg har skabt helt vildt meget hverdag omkring mig, der holder mig på plads. Hverdagen er en redning for mig. Det er et net at holde fast i.

– Et gitter at gå på, fortæller Susanne Cordes, der dog også modvilligt må indrømme, at hun ligesom sin far heller ikke er helt “8 til 16”, men lever som freelancejournalist og forfatter og bor i en 150 år gammel, nedlagt lade uden for Philadelphia med sin familie.

Susanne Cordes er heller ikke den, der siger nej til et nyt eventyr, men hverdagen findes i den grad også i Philadelphia.

– Det har været vigtigt for mig at vise mine børn, at det er okay at have et helt normalt kedeligt liv med en helt almindelig hverdag, siger hun.

Hvad ville der ske, hvis du ikke havde hverdagen?

– Psykologer har stillet mig spørgsmålet mange gange, for jeg har været i masser af terapi. De har stillet spørgsmålet igen og igen: Hvordan er du blevet normal? Og det ved jeg faktisk ikke, om jeg er, men jeg ved, at jeg som den sidste er i live. Og det er da også noget at være i live, ikke?

Artiklen blev udgivet i femina uge 9, 2024.