Hun har været på alverdens slankekure for at ligne Barbie og Twiggy. I dag ved hun, at det hele var spild af tid

Der skal ikke mange sekunder til, før Mette Korsgaard genkalder erindringerne fra sin barndomsgade. Særligt ét navn husker hun, selvom hun aldrig snakkede med vedkommende. Fru Jensen.

Fru Jensen var en sjældenhed i gadebilledet og i 1960’erne i det hele taget. Hun var nemlig tyk, og det gjorde, at hun ofte blev til omdrejningspunktet for en samtale rundt om spisebordet eller på legepladsen.

Mette kan huske, at de gemte sig for Fru Jensen, så de kunne kigge på hende i smug. Hun husker også sin mor sige: "Bare man ikke bliver ligesom Fru Jensen."

– Det var forkert at være tyk, og det skulle man undgå, siger Mette.

Den tanke har siddet i hende lige så længe, hun kan huske. Det er først nu, hun er begyndt at blive fri fra den.

Førhen har hun altid tænkt, at hun lige skulle tabe fem kilo. Hun har været på alverdens slankekure. Hun har holdt regnskab over sit kalorieindtag. Først i sin dagbog. Senere via forskellige apps.

Men nu orker hun ikke mere. Det nytter alligevel ikke noget.

– At ville styre sin vægt er en livslang kamp mod din biologi. Det er et håbløst projekt, siger hun.

Det har hun lært i den proces, der nu lægger navn til filmen ”Min fede hjerne”, hvor Mette udsætter sig selv for pulverkur, træningskur og slankemedicin.

Uanset hvilken kur hun er på, vender hendes krop altid tilbage til den vægt, hun startede på. Det er der en helt bestemt årsag til – den vender vi tilbage til.

En besættelse af den tynde krop

Da Mette var lille, tegnede hendes storesøstre lange, tynde modeller. Når Mette så blyantstregerne på papiret, tænkte hun: Ja!

Senere blev de lange modeller skiftet ud med ungdomsidolerne Barbie og Twiggy, der blev galionsfigurer for den krop, Mette gerne ville have. Og til dels stadig gerne vil ligne.

– Jeg synes, at vi ideologisk set skal omfavne alle kroppe, men jeg har meget svært ved at slippe det billede, som jeg har fået banket ind i hovedet hele mit liv. Det er et billede af, at tynd er godt. Tynd er sundt. Tynd er kontrol, siger hun.

Foruden Barbie og Twiggy er Mette gennem tiden blevet påvirket af diverse magasiner, der solgte sig på at have en lynguide til vægttab, fortæller hun.

Selvom Mette anerkender, at vi gennem de seneste år har set en kropspositivistisk bevægelse, der omfavner alle slags kroppe, så er hun overbevist om, at mange altid vil være besatte af den tynde krop.

– Jeg er sikker på, at de fleste af os alligevel har tænkt, at det er smart at være tynd, fordi det er det, vi altid har fået fortalt, siger hun.

Besættelsen, som Mette taler om, ser man gentagende eksempler på i popkulturen og på de sociale medier. I 2022 skrev femina en kommentar om, at den ultratynde kvindekrop ikke er en trend, men et urealistisk ideal.

Kommentaren kom i kølvandet på en New York Post-artikel, der med overskriften ”Bye-bye Booty: Heroin chic is back” proklamerede, at et hærget og afmagret look fra 90’erne var vendt tilbage.

Fremkomsten og den enorme efterspørgsel på slankemedicin som Ozempic og Wegovy er et nyligt og aktuelt eksempel på, at idealet om den tynde krop stadig sælger indpas på markedet og i vores hjerne i det hele taget, mener Mette.

– Slankemedicinen giver en risiko for, at vi siger til os selv og til samfundet, at alle kan blive tynde alligevel, og så er der ingen undskyldning. I den ligning er der slet ikke fokus på sundhed, siger hun.

Den bekymring skriver sig ind i en strøm af kommentarer, der i den seneste tid har fået spalteplads i medierne.

Blandt andet hos femina, men også i Weekendavisen, hvor kulturskribent Signe C. Gerstenberg i en kommentar stiller sig kritisk overfor det skønhedsideal, hun så præsenteret til dette års Copenhagen Fashion Week. Her ser skribenten heroin chic-looket fra 1990erne i nye forklædninger i form af dets ”underernærede lillesøster: Wegovy Waif”.

Mette Korsgaard anfægter ikke, at slankemedicinen kan have en positiv effekt for de patienter, som den er beregnet til, men hun ser kritisk på, at medicinen bliver brugt som et slankemiddel i almindelighed.

– For sådan nogle som mig er det jo ren forfængelighed, det har jo intet med sundhed at gøre, siger hun.

I filmen ”Min Fede Hjerne” prøver Mette slankemedicin, men lige så snart hun stopper på det, tager hun på igen. Sådan er det i øvrigt med alle de slankeremedier, hun prøver.

Det får os tilbage til pointen fra indledningen. Hvorfor kan vi ikke styre vores vægt for eksempel ved slankekur eller slankemedicin?

Det spørgsmål undersøger Mette i filmen, og hendes svar er simpelt.

– Vi har slet ikke så meget kontrol over det, som mange af os tror, siger hun.

Det handler om mange ting. Blandt andet det samfund vi lever i, og den mad vi propper i munden. Men det handler også i høj grad om biologi, gener og hormoner i hjernen.

– Din vægt bliver reguleret af autonome områder i din hjerne, som er uden for din kontrol. Din hjerne styrer din vægt, og hvad du spiser, siger Christoffer Clemmensen, lektor og fedmeforsker ved Københavns Universitet, i filmen ”Min Fede Hjerne”.

Han sammenligner det med, at du heller ikke kan holde vejret, til du dør, fordi din krop sikrer din overlevelse, og det er præcis det samme, der sker, når du udsætter dig selv for en slankekur, siger han i ”Min Fede Hjerne”.

For Mette bliver hendes egen krop og hjerne i filmen et eksempel, der i den grad understøtter forskerens ord.

Udover at have de samme kilo på vægten efter filmen, så har hun også fået et mere afslappet forhold til sin egen vægt.

– Jeg føler, at jeg har sat mig selv fri. Jeg føler, at jeg er blevet fri fra den der besættelse af altid at ville tabe mig. Nu ved jeg, at min hjerne faktisk passer på mig og tager sig af mig på bedste vis, siger hun.

Filmen har tilmed været med til at ændre hendes syn på sundhed, som førhen var meget forbundet til det tal, hun så på vægten.

Et nyt syn på sundhed

Mette kan huske, da hun i skolen stod med sedlen i hånden ved siden af sine klassekammerater. De var blevet vejet hos sundhedsplejersken og på sedlen stod et tal.

– Når man stod der, sammenlignede jeg min seddel og mit tal med de andres. Puh, hende der vejer mere, end jeg gør. Det har bare altid været dårligt at have et højt tal, siger hun.

I dag bliver hun fortsat påvirket, når sundhedsstyrelsens BMI-tabeller fortæller hende, at hun er overvægtig.

Mette er godt klar over, at målene kan gøre folk opmærksomme på den øgede risiko for sygdomme, og at det i den forbindelse kan hjælpe dem til en sundere livsstil, men hun undrer sig over, at vi stadig har en så sort-hvid tilgang til sundhed.

I de seneste år har en del forskere også stillet sig kritisk overfor brugen af BMI-beregninger.

Begrebet BMI er næsten 200 år gammelt og udviklet til den gennemsnitlige hvide mand. Beregningerne kan ikke skelne fedt fra muskler, og den kan ikke måle fordeling af kropsfedt.

Dette er blot nogle af kritikpunkterne, der får forskerne til at konkludere, at BMI ikke bør stå alene, når det handler om sundhed.

I filmen taber Mette 2,2 kilo muskelmasse, hvilket for hende understreger pointen om, at vægt og sundhed ikke nødvendigvis følger hinanden.

Hun håber, at filmen kan være med til udfordre tanken om, at en tyk krop ikke er lig med en usund krop, og at hun på den måde kan være med til at skabe en mere nuanceret opfattelse af sundhed.

Hvis Mette i dag mødte Fru Jensen fra sin barndomsgade, ville hun først og fremmest ikke gemme sig for hende. Hendes blik på hende ville også være et helt andet, fordi Fru Jensen ikke længere er en sjældenhed.

Der er mange flere forskellige typer af kroppe i dag, siger hun

– Heldigvis for det.

'Min Fede Hjerne' - Instruktør: Mette Korsgaard. Længde: 52 minutter. Verdenspremiere i Grand Teatret 17. marts 2024. Filmen kan også ses den 23 marts i DFI / Cinemateket. Læs mere om filmen her.