Da hun startede på universitetet, stod det klart, at hun ikke var som de andre. Disse spørgsmål fik hende til at krympe sig

"Hvor tager I hen på skiferie?” og ”Hvilken bil har dine forældre?”.

Det var spørgsmål, den unge Birthe Larsen krympede sig ved, når hun fik dem stillet af sine medstuderende. Hun var lige begyndt på universitetet i København for at læse økonomi og oplevede hurtigt flere forskelle mellem sig selv og de øvrige studerende.

Mange af dem kom fra velstillede hjem, hvor materielle goder, fornøjelser og luksusvaner var en selvfølge, det ikke faldt dem ind at undvære.

Desuden kom de fleste fra københavnsområdet og kunne tage hjem til forældrene og spise for på den måde at få tilskud til studierne:

– Jeg husker tydeligt følelsen af at være akavet og udenfor, da jeg kom til København og ved en lejlighed blev inviteret ud på fiskerestaurant. For jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle håndtere det særlige bestik til skaldyr.

– At jeg aldrig havde været på skiferie og kom fra et hjem uden bil var andre håndgribelige forskelle på mig og dem.

Mens Birthe sidder i en højrød skjorte på sit lyse kontor i en renoveret, historisk bygning på sin arbejdsplads på Frederiksberg, fortæller hun om sin dramatiske opvækst. Den var på mange måder langt fra det liv, hun lever i dag.

At blive kaldt mønsterbryder har hun ikke spor imod, selv om hun stadig kan føle sig anderledes. Ikke mindst i det privilegerede miljø hun gennem årene er blevet en del af:

– Selvtillid og tro på at man kan klare en lang uddannelse følger mere naturligt med, når man kommer fra et hjem, hvor forældrene er belæste og ved en masse om kultur og politik. Den ballast manglede jeg, og derfor følte jeg mig som en outsider.

– Jeg kom fra landet med forældre, som var gået ud af skolen efter syvende klasse. Tilmed havde jeg et mindre ordforråd og en markant dialekt. Begge dele skilte sig ud, allerede da jeg kom på gymnasiet i Thisted, bare 11 km væk fra, hvor vi boede.

Birthe har senere tænkt over, at det har større betydning, hvor hun kommer fra, end hun tidligere var klar over. Hun var længe bange for at være anderledes end kammeraterne og følte mindreværd ved ikke at stamme fra et bogligt miljø.

Det har siden givet hende behov for konstant at bevise sine evner inden for sit fag. Samtidig er usikkerheden om hvorvidt det, hun gør er godt nok, altid en følgesvend.

Det var hårde odds, Birthe havde imod sig fra barndommen: Hendes far var landmand men var gennem flere år syg af kræft, så familien med fire børn måtte sælge gården og flytte til et mindre hus.

I 1979 døde faderen, og moderen stod alene med tre voksne børn og efternøleren Birthe. De store børn betalte for at bo hjemme, og hendes mor tjente lidt ved at passe en lille pige i en slags dagpleje:

– Vi havde en gammel, miserabel bil. På et tidspunkt var min mor og mine søstre ude at køre med den lille. På en jernbaneoverskæring gik bilen i stå, mens toget var på vej.

– Alle nåede ud, men i forvirringen troede min mor, at pigen stadig var i bilen. Hun løb tilbage og blev ramt af toget, forklarer Birthe, som i dag tænker på de traumer, både søstrene og togføreren må have fået efter hændelsen:

– Jeg kan stadig høre lyden af ambulancen og husker, hvordan min moster tog sig af mig lige efter. Jeg tænkte, at det var uretfærdigt, at jeg som 13-årig skulle miste begge mine forældre.

Moderen overlevede, men hendes krop var delvist smadret. Hun fik sat det ene ben af og lå længe i respirator. Efter indlæggelsen kom hun i genoptræning og var i alt væk hjemmefra et helt år:

– Min mor kom hjem som handicappet og fik invalidepension. Hun var selvfølgelig påvirket af ulykken og savnede min far. Jeg var glad for at have min skole, som var en slags tilflugt fra tankerne om død og afrevne lemmer. Det var noget, jeg kunne lide og var god til, forklarer Birthe, som dog husker, at der ikke var megen hjælp at hente:

– Man skulle måske tro, at mine lærere og kammerater vil række ud i den situation, jeg var i. Men meget få nævnte min fars død eller støttede mig i skolen omkring begravelsen og perioden derefter. Det lå i tiden, at man ikke talte om det tragiske.

Erstatning ændrede alt

Med en mor på invalidepension var pengene små i hjemmet. De ældre søskende, som gik i skole, var i lære og arbejdede, måtte betale for at bo hjemme, og det samme kom Birthe til. Hun havde fritidsjob og købte også lidt tøj til sig selv:

– Ferier tog vi meget sjældent på, men det var vi heller ikke vant til før, hvor mine forældre ikke kunne være væk fra gårdens dyr.

– Mærkelig nok husker jeg det ikke som om, jeg manglede noget, og jeg er aldrig gået sulten i seng. Bagefter kan jeg godt se, at der ikke var råd til noget ud over det nødvendigste.

Birthe ved ikke, hvordan der blev råd til hendes konfirmation. Måske betalte bedsteforældrene, lige som de også forærede familien et farvefjernsyn. Det gav hendes mor lidt adspredelse, når hun med kun et ben ikke kom ret meget ud.

Birthes ene søster gik på gymnasiet og blev senere lærer, mens deres bror kom i lære som maskinarbejder.

De store søskende flyttede efterhånden hjemmefra, og på et tidspunkt kom der en svoger ind i billedet. Hans far var forsikringsmand og hjalp Birthes mor til en større erstatning fra DSB for den ulykke, som havde gjort hende invalid og ude af stand til at arbejde:

– Pludselig så vores økonomi helt anderledes ud, og det blev bedre tider for os. Jeg kan huske, at jeg flottede mig og købte mapper og andre ting, jeg havde brug for til skolen. Desuden tog vi på de rejser til udlandet, som min mor altid havde drømt om.

– Mens jeg gik på gymnasiet, modtog jeg forhøjet uddannelsesstøtte, som jeg brugte til at betale derhjemme. Senere lånte min mor mig nogle penge, så jeg som student kunne rejse til Frankrig for at blive bedre til sproget, husker Birthe, som havde let ved både fremmedsprog, matematik og det kreative:

– Jeg sang, tegnede og spillede med i skolekomedien. Og så var jeg interesseret i samfundet og tog gerne en rask diskussion i klassen om aktuelle emner.

Uden for det fine selskab

De første mange år som økonom og lærer for økonomistuderende holdt Birthe sig tilbage med at åbne op om sin egen baggrund.

Hun var bange for, at andre i det akademiske miljø ville se det som useriøst, hvis hun øsede af sine personlige erfaringer fra det såkaldte udkantsdanmark:

– Jeg frygtede, at kolleger ville se på mig som en person i sine følelsers vold, som var ude af stand til at tænke klart. Derfor sagde jeg hver gang nej tak, når jeg blev spurgt om interviews.

– Men under pandemien kom jeg til at tænke over, hvor vigtigt det er, at økonomer som jeg med en fattig baggrund også tager afsæt i egne erfaringer. Blandt andet med hvad nye love og andre forhold i samfundet betyder for dem blandt os med færrest penge.

Foruden at sige helhjertet ja, når medierne henvendte sig til hende, begyndte hun at skrive indlæg i aviser om emner, der har med fattigdom og forskelle i samfundet at gøre.

Hun mener dog ikke, det har fremmet hendes karriere, som det ville have gjort, hvis hun havde skrevet artikler i videnskabelige tidsskrifter:

– Når nogen siger, at fattigdom ikke findes i Danmark i dag, reagerer jeg på det. For godt nok sulter de færreste børn, men de mistrives uden de samme muligheder som andre børn, når forældrene er uden job og tilmed måske har psykiske problemer og misbrug.

– Jeg håber, jeg kan gøre en forskel ved at sige min mening om de ting, jeg ved noget om og selv har oplevet, siger Birthe og tilføjer:

– Min mor kom ud at tjene som 14-årig og havde et hårdt liv. Hun har altid bakket os børn op i at tage en uddannelse. Men det har til tider været svært at bevæge sig ind i et nyt miljø, man føler sig fremmed overfor. Samtidig kan man ikke undgå at rykke væk fra sin gamle verden, jo mere uddannet man bliver.

Hvordan påvirker din baggrund dit liv i dag?

– Selv om man måske skulle tro det, har jeg ikke behov for at opbygge større økonomisk sikkerhed end andre.

– Derimod er jeg opmærksom på tid og har brug for at gøre ting nu frem for at vente med det, jeg gerne vil, til engang i fremtiden. For man ved aldrig, hvad der sker.

Birthe fortæller sine børn, at de har været heldige at vokse op uden at mangle noget i en familie med vellønnede forældre og eget hus.

Hun har opfordret dem til at tænke over, at nogen mennesker er mindre privilegerede, og at deres problemer ikke nødvendigvis skyldes, at de ikke kan tage sig sammen. Og at mennesker generelt har forskellige ressourcer til at klare livets udfordringer:

– Især for børn og unge er det vigtigt at omgås forskellige mennesker i forskellige miljøer. Det er bare et problem at danskerne i højere grad, end da jeg var barn, slår sig ned sammen med nogle, der ligner dem selv. Dermed risikerer skolerne at blive reservater for danskere i hver sin ende af samfundet, hvor de enten har rigeligt eller lever med smalhals.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 10, 2024.