Da hun så Runas tegninger, forstod hun, hvor kønnet flygtningekrisen er

18 dage.

Så længe har 16-årige Runa og hendes familie befundet sig i det endeløse grænseland mellem Belarus og Europa, da de endelig når frem til den polske grænse.

Temperaturen har længe været under frysepunktet, og familiens forsyninger er ved at være brugt op. De koger sne over et bål for at få vand og kryber sammen i et interimistisk læ bestående af grene og plastikposer.

18 dage er gået, da grænsevagterne fortæller familien, at de er blevet snydt. At de skal rejse tilbage til deres eget land, og at de aldrig vil få asyl.

– Hjælp os, please, råber de mange mennesker, der forvildede og forskræmte stimler sammen bag de store pigtrådshegn.

– Vi vil ikke dø, råber de. Please.

18 dage er gået, da Runas mor Avin, der er gravid i 24. uge, besvimer på grund af alvorlig og langvarig nedkøling.

Sammen med resten af familien bliver hun fragtet til et hospital, hvor hun aborterer og efterfølgende dør, hvorefter Runa, der som den ældste i søskendeflokken på fem og den eneste tilbageværende pige i familien, med ét bliver familiens vogter.

Det er i denne uforlignelige og desperate situation, at vi møder Runa i dokumentarfilmen ‘Silent Trees’, der netop har haft verdenspremiere på festivalen CPH: DOX.

Filmen er lavet af den prisvindende polske instruktør Agnieszka Zwiefka, som femina møder i København til en samtale om stærke kvindelige hovedpersoner og EU’s fortsatte kamp for at holde migranter og flygtninge væk fra unionens grænser.

Udgangspunktet for filmen er den storpolitiske magtkamp, der siden 2021 har udspillet sig mellem Belarus og EU, efter den belarussiske præsident Alexander Lukasjenko begyndte at uddele turistvisaer til flygtninge og love dem adgang til Europa.

Som modsvar lukkede Polen den europæiske grænse og lod dermed tusinder af flygtninge strande i de øde nåleskove. Og det er her, i det nådesløse terræn, at Agnieszka møder kurdiske Runa for første gang, som sammen med sin familie er på flugt fra ISIS.

Som dokumentarist og “nabo” til den humanitære krise, var det nemlig magtpåliggende for Agnieszka hurtigt at begynde at dokumentere de forhold og vilkår, som de mange flygtninge lever under i grænselandet.

– Da jeg hørte om den flygtningekrise, der bogstavelig talt udspillede sig på mit dørtrin, og den polske regerings reaktion, følte jeg, at det var min pligt som dokumentarist at give en stemme til de mennesker, fortæller hun.

Derfor tog hun sammen med sin filmfotograf ud til grænsen – selv om den polske regering havde forbudt både medier og nødhjælpsorganisationer at få adgang – hvor hun mødte Runa og hendes familie.

– Jeg vidste med det samme, at de skulle repræsentere historien, fordi de er nogle fantastiske karakterer, så empatiske og levende, siger hun og tilføjer så:

– Jeg havde ingen anelse om, at moren ville dø.

Men morens død bliver skelsættende. Selvfølgelig for familien, som kastes ud i en altomsiggribende sorg, men også for det arbejde, som Agnieszka er i gang med. For hvordan er man til stede i andre menneskers totale katastrofe? Og kan man tillade sig at blive ved med at filme, når det værst tænkelige sker?

Agnieszka beskriver forløbet som en skizofren oplevelse.

– Det var en næsten umulig balance, fordi vi både ønskede at dække den virkelighed, som udspillede sig, og som morens død var en konsekvens af, men samtidig skulle respektere og passe på familien.

– Så nogle gange blev svaret på denne udfordring at træde et skridt tilbage og stoppe med at filme. Men det var en meget drænende og psykologisk svær proces, forklarer hun.

Generelt har denne film adskilt sig fra de projekter, Agnieszka tidligere har lavet. Den har sat sig i hende, og hun tror selv, det skyldes, at hun har en datter på Runas alder.

– Jeg tror, at det at se en pige på alder med min egen datter, hvis mor dør og som pludselig skal sørge for hele familien, blev for meget for mig, hvis du forstår.

Runas kamp for sine families overlevelse er også tæt på ubærlig at overvære. Hvor faren og brødrenes sorg eksplicit sættes i scene, forsvinder hun lige så stille ind i sig selv, samtidig med at hun formår at drive dem alle sammen fremad.

På et splitsekund lærer hun engelsk og polsk. Hun starter i skole, hjælper sin far med at søge arbejde og agerer omsorgsperson for sine brødre, der uregerligt og eksplosivt forsøger at håndtere sorgen efter morens død.

– Jeg forstod hurtigt, at Runa var den, der kom til at betale den højeste pris efter morens død, fordi al ansvaret blev lagt over på hende, fortæller Agnieszka.

– Men det var særligt, da jeg et par dage efter morens død så hende tegne, at jeg forstod den styrke, hun besad. Tegningerne var så mørke, så horrible, det var træer, der slugte mennesker og spyttede deres knogler ud, men det var også hendes måde at processere det hele på.

Langsomt men sikkert sørger Runa for, at familien får mulighed for at genetablere deres liv i en lille polsk kystby, men lige som familien begynder at finde fodfæste, trues de med hjemsendelse.

Igen er det Runa, der må træde til og guide sin far, der sønderrevet af sorg, har svært ved at håndtere noget som helst.

– Flygtningekrisen er ekstremt kønnet, siger Agnieszka.

– Og det er også noget af det, jeg prøver at vise med den her film. Jeg har set det så mange gange i flygtningelejre eller andre steder, og det er altid det samme mønster, der går igen: Svage mænd og stærke, skønt stille, kvinder.

Agnieszka håber, at filmen kan være inspiration for andre flygtningepiger, hvorfor hun også har taget initiativ til at vise den i flygtningelejre over hele Europa. For hvis Runa kan klare det, eller i hvert fald blive ved med at kæmpe for en bedre fremtid, kan det også være, at det kan give håb til dem, som hun siger.

I det hele taget er der en større aktivist tanke bag filmen, forklarer Agnieszka.

– Jeg håber, at filmen kan være med til at sætte fokus på, at det her stadig sker, folk dør stadig i grænselandet, og nu diskuterer EU om man skal legalisere pushbacks, hvilket vil få forfærdelige konsekvenser, fordi det vil kriminalisere flygtninge.

Hvad er dine tanker om at bruge dokumentarfilm som et aktivistisk remedie?

– Jeg håber, at den her film kan bruges som kampagneværktøj i forhold til at få EU til at ændre politik på flygtningeområdet, og så håber jeg, at den kan vise, hvor kønnet flygtningekrisen er. Jeg synes, vi skal bruge dokumentarmediet aktivistisk, når det giver mening, og når det ikke betyder, at man går på kompromis med den kunstneriske værdi.

Dertil håber Agnieszka at filmen kan være med til at sikre Runas fremtid. Lige nu samler holdet bag penge ind til hende, så hun kan realisere sin drøm om at blive advokat.

– Hvis jeg nogensinde oplever tvivl, så tænker jeg på Runa. På den her kurdiske pige i skoven, hvis mor frøs til døde, og som har oplevet al verdens modstand, men som nu måske bliver polsk advokat – det ville bare være fantastisk!

Silent Trees / Agnieszka Zwiefka / 2024 / 84 min. / Læs mere her.