Af: Camilla Zarah Lawes, Foto: Lars Ranek 06/07/2013 - 13:30
Den skønne, cremede is med en god smag af lakrids, spises med de sprøde, tynde lakrids-tuiles
Lakridsis (6 pers)
4 økologiske æggeblommer
125 g sukker
3 tsk. raw-lakridspulver, f.eks. fra Urtekram
½ l piskefløde
2 spsk. lakridssirup, f.eks. Urtekram
1-liters rugbrødsform
LAKRIDS-TUILES (ca. 10 stk)
50 g flormelis
50 g blødt smør
50 g hvedemel
ca. 1 bæger pasteuriserede æggehvider
PYNT
lakridspulver
Fremgangsmåde
Pisk æggeblommerne med sukker til en luftig masse. Vend lakridspulver i. Pisk fløden stiv, og vend den i æggeblommerne. Hæld isen i formen, og kom den i fryseren.
Rør i isen med en dejskraber hvert 20. minut, til den begynder at sætte sig. Kom lakridssirup i, sidste gang du vender isen. Frys den færdig i minimum 4 timer (eller kør isen i en ismaskine, og tilsæt lakridssirup, når den er næsten færdig). Sæt den i fryseren, og tag den ud, 20 minutter før den skal spises.
Rør flormelis med det bløde smør; tilsæt hvedemelet, og vend forsigtigt æggehviden i lidt efter lidt, til dejen er glat og let tyk. Smør dejen ud i helt tynde cirkler på bagepapir med en palet. Drys med lakridspulver. Bag kagerne midt i ovnen ved 165° i 2-4 minutter.
Tag de bagte kager forsigtigt af bagepladen, og rul dem over en kagerulle eller fold dem forsigtigt til en cylinder. Afkøl helt, og servér dem til isen.