Den små franske kager med sprødt ydre og blødt, sejt indre er næsten for smukke til at spise. Men også kun næsten. Her får du opskriften på macarons med pistacie og citroncreme
Det skal du bruge
75 g grønne, usaltede pistacienødder
75 g mandelmel
150 g flormelis
100 g pasteuriserede æggehvider
evt. 1 knsp. grøn pastafarve
50 g vand
150 g sukker
1 sprøjtepose med rund tylle (1 cm i diameter)
GRØN CITRONCREME
2 spsk. grønne, usaltede pistacienødder
125 g flormelis
35 g blødt smør
ca. 2 spsk. citronsaft
PYNT
30 g hvid chokolade
Fremgangsmåde
Blend pistacienødder til mel i en blender.
Bland pistaciemel, mandelmel og flormelis sammen i en skål.
Rør 50 g æggehvider og evt. grøn pastafarve i blandingen. Kom vand og sukker i en lille gryde, og varm det op til 117°.
Pisk de resterende 50 g æggehvider stive i en skål med en elpisker, og hæld den 117° varme sirup ned i æggehviderne i en tynd stråle under konstant piskning.
Pisk videre, indtil marengsen er sej og afkølet.
Vend forsigtigt marengsen i mandelmelsblandingen, og fyld massen i sprøjteposen, og sprøjt små cirkler ud på en bageplade med bagepapir. Bag bundene i ovnen i 10-12 minutter ved 150° varmluft.
Lad dem køle helt af.
GRØN CITRONCREME
Blend pistacienødder til mel i en blender.
Pisk pistaciemel (gem 1 tsk. til pynt), flormelis, smør og citronsaft sammen i en skål – først ved lav hastighed, dernæst ved høj, indtil cremen er let og luftig.
Fyld cremen i en sprøjtepose med rund tylle, og sprøjt små toppe ud på halvdelen af bundene.
Saml kagerne med de resterende bunde.
PYNT
Smelt hvid chokolade i en skål over vandbad, og træk chokoladen i fine striber over kagerne, gerne ved at bruge en sprøjtepose med et meget lille hul.