Mette Frederiksen sagde undskyld. Så fik Sarah Smed et brev: "Han tog simpelthen fusen på mig"

På afstand ligner de en hvilken som helst dekorativ udsmykning af væggen.

Men da vi bænker os om mødebordet i Sarah Smeds kontor og kommer tættere på rækken af billeder på væggen, giver de et særligt indblik i særlige øjeblikke i hendes arbejde.

Her hænger et ark af statsministeriets officielle brevpapir med en personlig hilsen fra Mette Frederiksen. Ved siden af et personligt og håndskrevet digt, formuleret af den tidligere børnehjemsdreng Peer Balken.

Både brev og digt er sendt til Sarah Smed, efter statsministeren i 2019 gav en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn, som i årene 1946-1976 var udsat for overgreb og systematiske afstraffelser. For den dag sad Peer Balken på tilhørerrækkerne, som en af de børn, der for 60-70 år siden var anbragt på Godhavn Drenge- og Lærlingehjem.

Og den dag stod Sarah Smed på talerstolen forud for statsministerens undskyldning for at redegøre for den undersøgelse af forholdene på børnehjemmet, som Danmarks Forsorgsmuseum har været med til at lave. Og det er bl.a. det, de begge takker hende for.

– Hvor er jeg glad for, at du også lægger mærke til det, udbryder Sarah Smed begejstret om det håndskrevne og indrammede digt og den håndtegnede check, som også fulgte med.

– Han tog simpelthen fusen på mig med det her, tilføjer hun og kalder det ”den fineste og mest rørende anerkendelse”, man kan forestille sig.

For da Peer Balken siden fik tildelt 300.000 kroner i erstatning for den overlast og misrøgt, han som dreng blev udsat for på Godhavn, delte han pengene i 10 portioner og donerede hver en krone til særlige formål.

Forsorgsmuseet var en af modtagerne, fortæller Sarah Smed stolt og tilføjer, at det er mennesker som Peer Balken, der er drivkraften i hendes arbejde. For selv om han som voksen har levet en stor del af sit liv rodløs, donerede han hele sin erstatning væk for at gøre en forskel for andre.

Det gør indtryk, konstaterer hun.

Sarah Smed er leder af Forsorgsmuseet, som arbejder med en glemt del af danmarkshistorien, nemlig historien om de mange mennesker, der lever eller har levet på samfundets skyggeside – heriblandt anbragte på børnehjem, fattiggårde og arbejdsanstalter og hjemløse.

Gennem årene har hun gjort sig bemærket ved netop at få den skjulte danmarkshistorie om mennesker på kanten af samfundet frem i lyset.

Senest med bogen ”Pigerne fra Sprogø”, hvor hun, sammen med antropolog Stine Grønbæk Jensen, rettede spotlyset mod den anstalt på Sprogø, hvor cirka 500 kvinder frem til 1961 blev tvangsanbragt og stemplet af systemet som løsagtige og moralsk defekte.

Flere af kvinderne blev tvangssteriliseret, heriblandt Karoline Olsen, som er den sidste overlevende af Sprogø-pigerne, og som Sarah Smed har tilbragt timer sammen med for netop også at få de anbragte pigers side af historien frem.

Sarah Smed bliver ofte mødt med en beskrivelse af, at hun giver sårbare mennesker en stemme. Men det afviser hun fuldstændig.

– De har alle selv en stemme, mange endda en virkelig stærk stemme, slår hun fast, men tilføjer så, at hun giver dem et sted og en plads til at bruge deres stemme. For det har manglet. Virkelig manglet, understreger hun.

Den smule plads, de mennesker har haft i historien, har som regel været i officielle dokumenter. Journaler og anbringelsespapirer, hvor myndighedspersoner som de eneste er kommet til orde.

Hvor man uden videre kunne blive stemplet som ”uværdig”, som ”åndssvag” eller som en byrde for samfundet uden nogen mulighed for indsigelse eller genmæle, forklarer hun.

– Det ikke at blive lyttet til i sin barndom eller ungdom, at leve på kanten af samfundet … Hvis man så heller ikke er en del af Danmarks historie, så er det ligesom en dobbelt oplevelse af, at man ikke er vigtig. At man er udskilt eller uværdig. Det vil vi med museet gerne gøre op med. Jeg føler et socialt ansvar for at skabe en platform, hvor deres stemmer også er til stede, forklarer Sarah Smed.

Hver slægt sin skam

Forsorgsmuseet ligger i Svendborgs gamle fattiggård. Boede man her, mistede man alle sine rettigheder – ejendomsret, stemmeret, værneret over sine børn og retten til at blive gift.

Da stedet blev opført i 1872 som Svendborg Kjøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt, var det en moderne og fremsynet anstalt til dem, der ikke kunne klare sig selv, eller som samfundet mente ”trængte til genopdragelse”.

Da det lukkede i 1974 som Danmarks sidste fungerende fattiggård, var det som en nedslidt skamplet på byen.

Samme år rykkede Forsorgsmuseet ind i bygningerne, og det er netop vidnesbyrd og skæbnefortællinger om at stå udenfor samfundet, man møder, når man går rundt i de gamle rum.

Breve og beretninger fra mennesker i forsorgen gennem de seneste cirka 150 år. Mennesker, der er eller har været anbragt på institution rundt om i Danmark.

Som Richardt, der kom på børnehjem i Svendborg i 1962, og som voksen levede mange år som hjemløs og vagabond: ”Det største svigt, jeg har følt, det var, da jeg blev placeret på et børnehjem. Min far lukkede mig ind, og jeg blev modtaget af en nonne. Om aftenen blev jeg lagt i en ståltremmeseng. Den der lyd af det metal, der siger klask, når man lukker en tremmeseng, den glemmer jeg aldrig. Jeg har aldrig været så alene i hele mit liv, som jeg var i den tremmeseng, selv om det var på en sovesal.”

Eller 29-årige Line, der fortæller om dengang, hun fandt ud af, at den døgninstitution, hun var anbragt på, skulle lukke: ”Jeg ringer hjem. Brit vil gerne hente mig. Hun er min kontaktperson på Hjortøhus, og heldigvis på arbejde. Arbejde. Jeg er et arbejde. Noget man kan sige op. Noget man kan blive fyret fra. Mit hjem er en arbejdsplads. Noget man bare kan lukke.”

Og Robert, født i 1969, der var anbragt på Asserbo Kostskole og Roskilde Hvile Iagttagelseshjem: ”Jeg har brugt meget af mit liv på at finde ud af, at jeg er god nok, og at jeg ikke har gjort noget forkert. Det har jeg brugt rigtig, rigtig meget af mit liv på.”

Mange opfatter fortællingerne på Forsorgsmuseet som noget, der handler om andre. Om de udsatte, de sårbare, de hjemløse. Men det vedrører os alle sammen, understreger Sarah Smed.

– Det er ikke de andres historie, det er vores alle sammens historie. Det er så vigtigt for mig, for man tror, at det er de andre, det går galt for. Nej! Det kan gå galt for os alle sammen.

– I hver en slægt er der noget, vi ikke taler om, siger hun og minder om alle dem, der blev født udenfor ægteskab og voksede op i skam.

Alle dem, som blev født i dølgsmål og blev bortadopteret, som var handicappede og blev gemt væk på institutioner, eller som mistede deres arbejde og gik i hundene. Alle dem, som mange af os har i familien, men som vi ikke snakker om eller med tiden helt har fortrængt fra familiens fortælling.

Temaerne på Forsorgsmuseet er tabuiserede, omgærdet af fordomme og myter. Det handler om hjemløshed, arbejdsløshed og fattigdom. Om tvangsfjernelse, misbrug, handicap og psykisk sygdom.

– Det, vi ikke taler om, det skal også på dagsordenen her. Det vedrører os, fordi det er vigtigt. Og det interesserer os faktisk også, konstaterer hun på baggrund af museets besøgstal.

Da hun først kom til museet for 14 år siden, var der 4.000 årlige gæster. I dag er det tal vokset til knapt 30.000 besøgende om året. Det er det paradoksale ved det her museum, påpeger hun, at jo mere, vi afdækker, hvad der er sket, jo flere besøgende kommer der.

– Der er et kæmpe behov for at tale om det her, for det er dybest set det, vi alle sammen frygter. Vi frygter, at vi skal blive ramt af sygdom eller af arbejdsløshed, eller at vi ikke kan passe på vores børn.

– Der er rigtig meget her på museet, der går under huden og kradser godt og grundigt i hjertet, siger hun og fortæller, at hun også selv bliver dybt påvirket af mange af de historier, de støder på. Hun nævner som eksempel beretninger fra tidligere børnehjemsbørn.

– Når man hører, at ”der blev han skældt ud for gud ved hvilken gang, fordi han havde tisset i sengen”, eller ”han blev udstillet og udskammet foran de andre børn, da han kastede op, fordi han var ked af det, og så blev sat til at spise sit eget opkast og til sidst blev tvangsfodret med det”, så rammer det dybt, siger Sarah Smed, mens væmmelsen trækker spor over hele hendes ansigt.

Det er ikke altid voldsomheden, som trigger hende, men ofte de genkendelige træk fra hendes egen familie.

– Min yngste datter havde børneepilepsi, og jeg har talt med flere mennesker, der beskriver, hvordan de blev anbragt i åndssvageforsorgen, fordi de havde epileptiske anfald som børn. Så tænker man jo straks: Tænk, hvis det havde været mit barn, siger hun.

Aktivist på museet

På papiret er Sarah Smed uddannet historiker og leder af Forsorgsmuseet. Selv kalder hun sig feminist og museumsaktivist og er med egne ord i færd med at skabe en ny slags museum, som også er et fællesskab.

– Jeg plejer at sige, at jeg har kollegaer med både professionelle og personlige erfaringer, og sammen har vi skabt noget, som ikke findes andre steder i hele verden, siger hun.

Det særlige fællesskab er opstået mellem husets museumsfaglige ansatte og hundredvis af frivillige, som selv har rod i den historie, Forsorgsmuseet arbejder med. Det begyndte første gang at spire, da museet ville lære mere, om de mennesker, der har boet på fattiggården.

– Vi aner ingenting om, hvad de har følt, oplevet, tænkt, håbet på eller frygtet. Vi aner ikke noget om det levede liv, for det er ikke til stede i arkiverne. Det er kun systemet, der har kortlagt deres liv, og det er et helt andet perspektiv, hvor fokus er på arbejde og på penge, siger hun.

Museet kontaktede det lokale forsorgscenter og spurgte, om deres brugere ville hjælpe historikerne med at forstå kildematerialet på en ny måde og samtidig fortælle lidt af deres egen historie. Det ville de gerne. Og det gør de stadig. Alt sammen på frivillig basis, forklarer Sarah Smed, for det giver mening for dem.

– Pludselig kan de spejle deres personlige historier i noget, som er en del af Danmarks historie. Men de kan også være med til at give en stemme til dem, der ikke er her mere, og på den måde give noget videre, siger hun.

Sådan et fællesskab kan ikke planlægges, understreger hun, og det har taget årevis at bygge relationerne op. For det kan ikke forceres. Men over årene har man skabt en hverdag sammen rundt om de forskellige projekter og haft tid til at opbygge tillid til hinanden.

Når hun spørger dem, hvorfor de gerne vil dele deres historie med andre, lyder svaret næsten altid, at det er vigtigt, at andre forstår, hvordan det var at være anbragt eller være hjemløs, og at hvis de ved at fortælle deres historie kan bidrage til, at det ikke sker for andre, så har de gjort en forskel.

– Der er mange, der sætter ord på det her med, at deres historie også har værdi. At de ikke bare er en byrde eller en belastning for os andre, men at de har noget indsigt, som andre kan lære af.

– Så føler man jo pludselig, at man betyder noget, og det gør det nemmere at ranke ryggen og få mod til andre ting. Måske tage kontakt til ens børn, som man ikke har set længe. Og så gør det pludselig noget for deres livskvalitet, konstaterer hun.

”Vi er nødt til at lufte ud”

De stigende besøgstal og behovet for at tale om de svære ting, hænger måske sammen med, at de barske historier er mange flere, end vi forestiller os.

For de er i alle familier, understreger Sarah Smed, og sammenligner de fortrængte historier med det dårligt indeklima, der opstår, hvis vi aldrig åbner vinduerne.

– Vi bliver nødt til at lufte ud, og det gør vi ved at forholde os til det og tale om det, så det kan komme ud. Det gælder også for min egen families vedkommende.

– Jeg vidste godt, at der var noget med min oldefars søster og noget med, at hun havde været på Brejning, fortæller hun med henvisning til den store åndssvageanstalt ved Vejle.

– Men i mange år troede vi, at hun var gået bort i starten af 1970’erne og bare ikke blev så gammel, men så viste det sig, at hun først døde i 2007. Det har min familie ikke vidst.

– Da vi fandt ud af det, tænkte jeg: Hold nu op, det er også i min egen familie, det her. Jeg synes, det er så trist, at vi ikke taler om de ting. Det bliver vi nødt til, både som familie og som samfund, siger Sarah Smed.

Også da hun skrev ”Pigerne fra Sprogø” lå perspektivet til hendes egen familie hele tiden i baghovedet.

– Min mormor fyldte 17 år, 10 dage før hun fødte min mor. Det var ikke planlagt. Hvad nu hvis min mormor ikke havde haft et familienetværk, som havde sagt: ”Nå, det var ikke godt, men nu sørger vi lige for at hjælpe…”?

Alvoren lyser ud af Sarah Smeds øjne, og det sætter gang i tankerne. Om alle de historier, der findes i eneste hver familie, men som der sjældent bliver talt om.

Bedsteforældrene, der som unge kom i uføre og blev tvunget til at gifte sig. En onkel, der blev sendt ud at sejle – officielt for at gøre karriere på havet, men i virkeligheden for at slippe ud af en kriminel løbebane eller et voksende misbrug.

Eller søsteren, som var ”et uheld”, før vi andre kom til, og blev bortadopteret ved fødslen og fortrængt af familien.

Mange af os har været tættere på et udsat liv, end vi måske aner, konstaterer Sarah Smed.

– Det er ikke noget, jeg normalt er meget åben om, men jeg er også selv vokset op, uden at min far var der. Jeg har en virkelig vidunderlig, stærk og sej mor, og jeg har aldrig manglet noget, men jeg kender til følelser forbundet til fravalg.

– Når man så hører de her historier og tænker, ”det kunne have været min datter” eller ”det kunne have været mig”, så viser, at det er ikke bare de andres historie. Det kunne have været min historie. Jeg har været enormt heldig, og det har mine børn også, siger Sarah Smed og tilføjer:

– Når man har været så heldig med sine livsvilkår, så har man også et ansvar for at give lidt videre til dem, som ikke har været lige så heldige. Det er fortid, det er overstået, og jeg kan ikke fikse det. Men så kan jeg jo være ordentlig på andre måder.

Hun minder om, hvor lidt der historisk set har skullet til for at skubbe et menneske ud af kurs, og hvordan et mistet arbejde eller pludselig sygdom har kuldsejlet adskillige menneskeliv.

Præcis hvor hårfin balancen kan være, gik op for hende, da hun som nyuddannet gik på barsel med sit andet barn, fuld af tro på sig selv og det store arbejdsmarked, som ventede derude. Mens hun var hjemme med den mindste, ramte finanskrisen.

– Jeg gik fra at være tændt af en hellig ild og tænke ”nu skal jeg bare give den gas” til at komme ud til ingenting. Kulturområdet var dødt. Der var ingen museumsstillinger. Det var frygteligt.

– Jeg søgte og søgte, men der skete ikke noget. Men det var en sund læring for mig at gå arbejdsløs. Tingene er ikke altid kommet lige nemt til mig, men at blive klar over det og mærke, at det her kan ske for alle, det var sundt, fortæller hun.

”Det ligger i mit dna”

I 2010 kom hun med på et midlertidigt projekt hos Forsorgsmuseet, som siden førte til en fast stilling. Fra starten har hun arbejdet aktivistisk med at inddrage de mennesker, som historien handler om.

Den aktivistiske tilgang bliver fra tid til anden mødt at korslagte arme og skepsis, bekræfter Sarah Smed, men der bliver færre og færre af dem, som ikke mener, at det er et museums opgave at tage stilling, påpeger hun.

– Vi er jo ikke et partipolitisk museum. Vi er optaget af, ligesom man forhåbentligt også er på tværs af det politiske spektrum, at finde de klogest mulige løsninger, som gør det mest ordentlige for flest mulige, og i at få bragt den viden, vi har, i spil og vise, hvor den kan gøre en forskel, forklarer hun.

Uanset om det gælder anbringelser eller hjemløshed, kan museet være med til at adressere problemer i samfundet, der kræver nye løsninger og nye indsigter. For jo flere, der går sammen om at finde gode løsninger på problemer, jo bedre, mener hun.

– Vi har jo stadig ikke løst det her. Der er mange mennesker, der kæmper med de samme problematikker. Det er ikke godt nok. Vi kan jo nok godt blive enige om, at jo færre, der lever i hjemløshed og har sårbare liv, jo bedre, både i forhold til deres egen livskvalitet, men også for samfundet, siger hun.

– Jeg er vokset op med, at de bredeste skuldre også skal bære mest. Det ligger i hele mit dna og i min opdragelse, at man skal være ordentlig og hjælpe dem, som ikke har overskud selv.

– Vi prøver at samle kræfterne på utraditionelle måder og se om ikke, vi kan bruge et museum til at skabe nye, sociale løsninger, siger hun og understreger, at de på museet hverken er socialfagligt uddannede eller laver terapi, men at samarbejdet løfter livskvaliteten i de udsatte grupper og får flere til at føle sig inkluderet.

– Samtidig skaber vi et bedre museum, for vi har aldrig haft så gode besøgstal, som efter vi besluttede, at det ikke kun er museumsprofessionelle, der skal fortælle historier, men at vi skal gøre det sammen med dem, det handler om, slår hun fast.

Hun vender igen tilbage til Peer Balken, den tidligere Godhavndreng, som overrakte hende en check på 30.000 kroner sammen med det håndskrevne digt, som nu hænger indrammet på hendes væg.

Sådan en donation skulle jo bruges med særlig omhu, forklarer hun. Pengene gik derfor til et nyt formidlingsrum på museet, hvor også Peer Balkens poesi er udstillet. For netop ordene var hans levegrundlag, da han som voksen levede som vagabond.

Da han gik på landevejen, udformede han krydsordsopgaver i hovedet, og når han nåede en by med bibliotek, slog han det hele efter i ordbøgerne og sendte de færdige opgaver af sted til redaktionerne, som så sendte penge den anden vej.

– Det er det, der driver mig. Jeg møder nogle helt vidunderlige mennesker, som inspirerer mig dybt, og som er enormt generøse med deres liv og deres historier, og som også lærer mig enormt mig, siger Sarah Smed.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 21, 2024. Dette er en redigeret version.