Hun skammede sig, da hun hørte, hvad de sagde på talerstolen. Så fik Sigga-Maria modet til at stå frem

Sigga-Maria er 16 år, da hendes menstruation udebliver.

Hun har været sammen med sin kæreste i fire måneder, og de har passet godt på, så i starten tænker hun ikke yderligere over det.

Alligevel nævner hun det for sine tætteste veninder en dag de, som så mange andre dage, hænger ud i det lokale storcenter SMS i Færøernes hovedstad Tórshavn.

Tanken skal ud af hovedet, mener veninderne, og derfor køber en af dem en graviditetstest, som hun kan tage på centerets toilet, mens de venter udenfor.

- Og den var så positiv, meget positiv, siger Sigga-Maria Hjalmarsdóttir Højgaard, der i dag er 36 år og bor i København.

Så snart de to streger på graviditetstesten syner frem, går Sigga-Maria i baglås; hun er kun 16 år, hun kan umuligt blive mor nu, men abort er ulovligt på Færøerne, så hvilke andre udveje er der?

Skammen vælder frem i hende; hvordan er det sket, og så for hende, som ellers er sådan en “god pige”.

- Det var vildt at opleve, hvor hurtigt skammen indtog mig, men skammen sidder i en, vi er opvokset med den, den er en del af samfundet - ligesom tavsheden er det, fortæller hun.

På dette tidspunkt havde Sigga-Maria aldrig så meget som tænkt på at tale med sin mor eller andre fra sin familie om emner relateret til seksualitet. Det var ikke noget, man talte om, og derfor vidste hun heller ikke, hvordan hun nu skulle få fortalt, at hun var blevet gravid.

Men noget måtte gøres, og da hun senere samme dag kørte i bil med sin storesøster, brød hun sammen og fortalte det, som det var. Storesøsteren kørte hende hjem til moren, der resolut besluttede, at Sigga-Maria skulle have en abort.

- Jeg tror kun, at jeg nåede at fremstamme, at jeg var gravid, inden hun sagde, at jeg så skulle have en abort. Og det var jeg jo enig i.

Men at få en abort på Færøerne er som nævnt ulovligt. Det har det været siden 1956, og det er det fortsat, efter at de færøske lagtingsmedlemmer den 15. maj stemte nej til at indføre fri abort frem til 12. graviditetsuge.

Det betyder, at færøske kvinder kun kan få en abort, hvis de opfylder et af fire kriterier som er, at kvindens liv eller helbred er i fare, kvinden har været udsat for voldtægt eller incest, kvinden vurderes uegnet til at tage vare på barnet eller der er fare for, at fosteret lider af uhelbredelig sygdom.

Sådan er det i hvert fald i teorien, fortæller Turið Hermannsdóttir, der er postdoc ved Aarhus Universitet og har skrevet ph.d. om færøske kvinders adgang til abort. Et emne, hun allerede kendte godt, da hun selv er opvokset på Færøerne og faktisk var en af de piger, der stod og ventede foran toiletdøren den dag for 20 år siden, da Sigga-Maria tog en graviditetstest.

I sin forskning har Turið kortlagt, hvordan færøske kvinder omgås loven for eksempel ved hjælp af såkaldt “lægeshopping”, hvor de opsøger forskellige læger, indtil de finder en som medgiver, at de har ret til at få en abort.

På Færøerne er det nemlig i første omgang lægens vurdering om en kvinde har ret til at få en abort eller ej. Det betyder, at kvinden ofte er nødsaget til at lyve eller overdrive for at falde ind under et af de fire kriterier, forklarer Turið.

- De fleste kvinder prøver at imødegå krav nummer et, som er, at kvindens liv eller helbred er i fare ved at overdrive eller lyve om, hvordan de har det.

Det samme var tilfældet for Sigga-Maria.

Da først hun havde fortalt sin mor, hvad der var sket, gik det stærkt. De tog til lægen, hvor moren uden tøven advokerede for, at Sigga-Maria skulle have en abort.

- Lægen spurgte flere gange, om vi ikke overvejede at beholde barnet, hvilket også taler ind i, at et barn på Færøerne bliver opfattet som et familieprojekt. Men min mor holdt fast, og selv om jeg ikke er helt sikker på, hvilket kriterium jeg faldt under, fik jeg lov til at blive henvist til en gynækolog.

I tiden hvor Sigga-Maria ventede på sin abort, blev hun sygemeldt fra skolen. Hun gik i tiende klasse på det tidspunkt, og kunne ikke fortælle nogen, hvad der skulle til at ske. Heller ikke de veninder, hun havde været sammen med, da hun fandt ud af, at hun var gravid.

- Jeg var tynget af skam og kunne ikke tale med nogen om det. Skammen gjorde, at vi ikke talte om det, før vi blev voksne. Jeg tror, jeg var 27 år første gang, jeg talte med en af dem om det igen, fortæller hun.

Samtidig begyndte hun at mærke, hvordan hendes krop forandrede sig. Hun fik ømme bryster og kunne presse råmælk ud af dem. Alt i hende føltes fremmed og forkert. Alienated.

Da dagen for aborten endelig kom, blev Sigga-Maria chokeret over at opleve den lethed, hvormed hun blev mødt på hospitalet. Stemningen var god og humøret højt, hvilket på ingen måde matchede det mørke, som hun følte indeni.

- Jeg følte mig så malplaceret, for i mit hovede var alt jo sort, men her var det bare en almindelig fredag.

Sigga-Maria var så langt henne, at hun skulle have en udskrabning, men efter indgrebet begyndte hun at få veer og bløde voldsomt. Det viste sig, at lægerne ikke havde fået det hele med, så hun måtte tilbage på hospitalet for at få endnu en udskrabning.

Da hun vågnede, spillede radioen “Nothing compares 2 U” og Sigga-Maria følte sig forandret. Hun talte ikke med sin mor om det igen.

Efter tiende klasse startede Sigga-Maria i gymnasiet. Hun forsøgte at lægge aborten bag sig, men hver gang emnet blev taget op i klassen, blev hun nødt til at forlade lokalet.

Ingen vidste, at de “luder-kvinder” og “barnemordere”, de talte om, som havde fået en abort, i virkeligheden var hende.

- Retorikken i vores klasse var meget hård, særligt blandt drengene. Jeg følte mig så fanget i de situationer, for jeg var bange for, hvad folk ville tænke, hvis det rygtedes på Færøerne, at jeg havde fået en abort.

På en studietur til Lissabon fik Sigga-Maria tatoveret en stjerne tæt ved sin ene æggestok. De andre drillede hende og sagde, hun hoppede med på en dille, men for hende var det en måde at ære aborten; en respekt for det, der ikke blev.

For selv om hun aldrig har fortrudt, var det stadig som om, noget gik i stykker, som hun siger.

- På Færøerne taler man tit om, at fri abort vil betyde, at folk bare bruger abort som en form for prævention. Men sådan er det jo ikke. Det er en ulykkelig situation og noget, man tager med videre.

Der findes ikke tal på, hvor mange færøske kvinder, der hvert år ser sig nødsaget til at lyve eller på anden vis omgå loven for at få adgang til en abort, fortæller Turið Hermannsdóttir.

Man kender heller ikke det nøjagtige tal på, hvor mange kvinder, der drager til Danmark eller andre lande for at få abort på grund af forhindret adgang eller stigmatiseringen på Færøerne, forklarer hun.

Da det færøske lagting skulle 1. behandle lovforslaget om fri abort sad Sigga-Maria forventingsfuld klar ved fjernsynet, men der gik der ikke længe, før hjertet begyndte at banke ekstra hurtigt, og hun fik en klump i halsen.

Selvom hun befandt sig i sin lejlighed i København, hundredvis af kilometer væk fra det færøske samfund og årevis efter at have afsluttet gymnasiet, følte hun sig alligevel taget direkte tilbage til gymnasietiden, da politikerne, der var imod fri abort, trådte op på talerstolen i lagtinget og begyndte at fremføre deres argumenter.

Nu var det bare voksne politikere, der kaldte kvinder, der fik aborter, for “barnemordere” i stedet for teenagere, der kaldte dem for “ludere”, påpeger Sigga-Maria.

- Det var præcis den samme følelse, den samme følelse af skam, som åbenbart stadig sidder i mig her cirka 20 år senere. Det var jo mig, de snakkede til og om, når de stod deroppe.

- Det var en meget voldsom og absurd retorik, de brugte, og de burde i virkeligheden skamme sig. Det handler om mennesker, og deres argumenter var ren volapyk, fastslår hun.

I dagevis sad følelsen af skam og frustration fast i hendes krop, og til sidst besluttede hun sig for at skrive et debatindlæg til det færøske medie Dimmalætting.

Hun havde fået nok af den “hårde retorik” og ville gerne vise, at en “person, der umiddelbart har klaret sig godt,” har fået en abort uden at blive psykisk syg af det, som nogle “myter” på Færøerne ellers siger, at man bliver, fortæller hun.

Sigga-Maria er en del af et voksende antal færøske kvinder, der stiller sig frem og deler deres historie, det forklarer postdoc Turið Hermannsdóttir, der peger på tiden fra 2017 og frem til idag som en “brydningstid” og en “turbulent tid” i det færøske samfund, når det kommer til debatten om abort.

- De færøske kvinder oplever en ændring i samfundet i forhold til, hvordan man kan tale om abort - altså, at der er flere pro-abort stemmer og flere kvinder, der står offentligt frem med deres aborthistorier. Det har den effekt, at de, trods manglende abortrettigheder, føler en legitimering af deres abortvalg og oplevelser, siger hun.

Men på trods af en øget åbenhed i de senere år, er det alligevel et område, der langt hen ad vejen stadig er tabubelagt, forklarer Turið Hermannsdóttir.

- Området har historisk været præget af tavshed, og selv om abort er blevet et langt mere almindeligt emne på Færøerne nu, er det stadig ikke sådan, at folk bare taler åbent om det at have fået en abort, siger Turið Hermannsdóttir.

En tavshed vi i den grad også oplever, da vi besøger Færøerne. Den éne kvinde, vi får lavet en aftale med, hopper i sidste sekund fra, da hendes søn frygter, at hun skal blive kendt som “en morder”, hvis folk får at vide, at hun har fået en abort.

Sigga-Maria forberedte sig da også på, at hun kunne blive mødt med hårde kommentarer i forbindelse med udgivelsen af debatindlægget.

Men det var ikke kun sig selv hun forberedte, det var også hendes familie.

Indtil nu var det kun hendes mor og hendes søster, hun havde snakket om aborten med, resten af hendes nærmeste familie, heriblandt hendes far, havde hun aldrig fortalt det til.

Da debatindlægget var ved at være klar til at gå i tryk, ringede hun derfor til ham.

- Han hører dårligt, så jeg måtte gentage det igen og igen, men da det gik op for ham, hvad jeg prøvede at sige, blev han så ked af det og begyndte at græde: “Hvorfor kunne jeg ikke være der for dig?”, spurgte han. Han ville så gerne have haft hjulpet, men det var jo skammen, der gjorde, at jeg i alle disse år ikke havde fortalt ham det, fortæller Sigga-Maria.

Efterfølgende ringede hun rundt til andre nære familiemedlemmer og fortalte dem om aborten, alle tog det pænt, og disse telefonopkald, og særligt det til hendes far, endte derfor med at blive “skelsættende” for hende.

- Det gav mig mega meget - at give slip på det, det er sket, og at jeg skal ikke skamme mig over det. Lettelsens suk kom her 20 år efter, fortæller hun.

Selvom hun endelig har sluppet skammen efter alle disse år, er Sigga-Maria stadig tøvende, når hun skal svare på, hvorvidt hun kunne finde på at flytte tilbage til Færøerne.

Egentlig havde hun tænkt, at hun en dag måske gerne prøve at flytte tilbage, i hvert fald i en periode, da hun holder meget af naturen, kulturen, de “bombastiske” årstider og sproget, men den “hårde retorik” i lagtinget og den endelige forkastelse af lovforslaget, der skete ved 2. behandlingen, har slået hende lidt tilbage, som hun formulerer det.

Da det gik op for hende, at lovforslaget var blevet nedstemt, ringede hun med det samme til flere af sine veninder på Færøerne. De fortalte hende, at flere folk på Færøerne var meget påvirkede, og at de havde oplevet, at resultatet af afstemningen var blevet mødt med gråd.

- På Færøerne stemmer de nej til fri abort, mens vi i Danmark udvider grænsen til 18 uger. Det bliver tydeliggjort, hvad det er for et samfund, man lever i på Færøerne og hvilket gammeldags kvindesyn, mange stadig har, siger Sigga-Maria.

Hun understreger, at der er sket meget på Færøerne, siden hun flyttede derfra i 2008, også ift. LGBTQ+-miljøet, men der er stadig lang vej igen, mener hun.

Efter flere år i Danmark er det gået op for hende, at der på Færøerne er færre muligheder som kvinde, at det er sværere for hende at passe ind, og at hun kan føle, at hun får “en mundkurv på” og ikke altid tør tale helt frit, når hun er på besøg deroppe.

Det stemmer godt overens med de erfaringer, som Turið Hermannsdóttir har gjort sig i sin forskning. Hun fortæller, at færøske kvinder ofte bliver overraskede over den “restriktive” abortlovgivning, og at de pludselig ikke er den “frie borger”, som de ellers troede, at de var.

- Fordi Færøerne er en velfærdsstat på lige fod med de andre nordiske lande, forventer vi en høj grad af frihed og autonomi, vi forventer, at nogen løfter os, hvis vi falder. Men når kvinder så bevæger sig ud i det, der samfundsmæssigt, kulturelt og moralsk er uacceptabelt, så oplever de pludselig, at den frihed, de tog for givet, ikke længere gælder dem.