Brevkasse
4. juli 2024

Vi taler om at få hver sit soveværelse. Men er det nu den eneste løsning?

"Tilbage er nu, at vi taler om at få hver sit soveværelse. Min mand har det okay med den ordning, siger han. Men alene tanken gør mig bare så trist." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Af Anna Mejlhede
Anna_Mejlhede

Foto: mew

Hej Anna

Jeg ved ikke, om du allerede tidligere har svaret på et spørgsmål, der ligner mit. Det kunne jeg sagtens forestille mig. Jeg tror ikke, jeg er den eneste med det her problem.

Sagen er, at jeg elsker den mand, jeg er sammen med på andet år, men han snorker. I starten gjorde det mig ikke så meget. Jeg var nok forelsket til op over begge ører, så jeg ikke rigtigt kunne eller ville høre, hvor slemt det er, når han først rigtigt går i gang med sin snorken.

Det er meget, meget voldsomt. Han er ikke selv generet af det, som mennesker, der har søvnapnø, kan være det. Han vågner frisk og udhvilet hver morgen i modsætning til mig, der bliver mere og mere grundtræt, fordi jeg efterhånden får sovet alt for lidt.

Vi har forsøgt med næseklemmer og andre ”gode råd” fra venner og bekendte, men intet har hjulpet. Tilbage er nu, at vi taler om at få hver sit soveværelse.

Min mand har det okay med den ordning, siger han. Men alene tanken gør mig bare så trist.

Jeg holder af at kunne holde min mand i hånden, lige inden vi falder i søvn, og af at ligge og småsnakke, inden vi helt lægger os til at sove.

Du skulle vel ikke kunne svinge tryllestaven og trække en kanin op af hatten, Anna, og fortælle mig, hvad vi kunne gøre?

Mvh Krammedyret

Kære krammedyr

Hvis jeg var indehaver af den tryllestav, der kunne forvandle snorken til nattero, ville jeg fare land og rige rundt med min opfindelse. Imidlertid er jeg kun et ganske almindeligt menneske, der efter sigende selv sover med lyd på …

Selv om man kan prøve sig frem med forskellige sovestillinger, er den slags svært at styre. Eneste kanin, jeg derfor har i hatten, er desværre af den slags, du selv kan købe i en legetøjsbutik.

Det kunne selvfølgelig være, at din mand ligefrem har mod på at kaste sig ud i et operativt indgreb. Efter sigende kan sådan et afhjælpe problemet i en del tilfælde.

Jeg kender mange par, der sover hver for sig. Nogle på grund af snorken, andre fordi de ganske enkelt ikke sover godt i selskab med andre.

Kunne en løsning være den, at I som udgangspunkt lægger jer til at sove sammen? Lykkes det dig ikke at sove, eller bliver du vækket af lydene fra din mand – ja, så lister du bare ind i det andet soveværelse og sover videre.

Nogen ideel løsning på problematikken er det nok ikke. Måske er separate soveværelser dog at foretrække frem for at rage søvnigt rundt om dagen, fordi du aldrig får sovet nok?

I kan jo sagtens ligge i ske og hyggesnakke med hinanden i hånden på alle mulige andre tidspunkter af døgnet, selv om søvnen indtages i ro og mag – hver for sig.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også