De sidste 30 år har Elisabeth Linton fået det at vide igen og igen

Lige der, siger hun og peger ned bag de fredede kraner, som troner på den gamle dok nord for Operahuset.

– Der kunne være strandstole og måske også en sauna om vinteren. Så kunne vi lave koncerter og musikarrangementer på kajkanten.

Vi står på tredje sal i Operaen og kigger ud ad vinduet fra hendes kontor, mens Elisabeth Linton drømmer højt. Det er halvandet år siden, hun tiltrådte som operachef i Det Kongelige Teater med en ambition om at åbne Operaen og musikken endnu mere op for publikum.

– Operaen var en folkegave til danskerne. Derfor synes jeg også, vi har et ansvar for at gøre den til folkeeje, siger hun.

En lille strand på nordsiden af bygningen, bag de fredede kraner, kunne være en måde.

Tænk, hvis man også kunne lave friluftsbiograf om sommeren med filmvisning på Operaen ydermur, fantaserer hun videre, mens blikket løber over Dokøen og det spejlblanke havnebassin, der reflekterer solen og får København til at ligne et postkort.

Grunden nedenfor er kommunens og derfor ikke hendes at råde over. Men det får hende ikke til at holde igen med hverken drømme eller ambitioner.

Hun har allerede flere idéer til musikevents i den nye Operaparken, der åbnede i efteråret på den modsatte side af Operahuset, ligesom hun gerne vil lancere barnevognskoncerter for barslende forældre i husets foyer og afternoon tea på den lille scene, Takkelloftet.

Idéerne er mange – og tålmodigheden lille. Men det sidste har hun lært at væbne sig med. Det har hun været nødt til.

– Det er et stort hus, og det tager lang tid at lave forandringer. Så jeg skal væbne mig med tålmodighed. Jeg er ekstremt utålmodig, men også enormt stædig, og lige præcis her er den kombination faktisk ret god. Der er cirka 1000 ting, jeg gerne vil gøre, men som jeg ikke bare kan gøre i morgen.

– Stædigheden hjælper mig til at få tålmodighed og sige: ”O.k., jeg kan ikke gøre det i morgen, men næste år”, og så er det bare med at holde fast, siger hun og slår over i sit modersmål, for på syngende svensk at forklare, at der hinsidan findes en talemåde, som lyder ”att vara droppen som urholkar stenen”.

– Og det kan hun sagtens være, tilføjer hun med et hjerteligt grin – dråben, der drypper igen og igen for til sidst at udhule stenen. Derfor har hun besluttet at omfavne det faktum, at Operaen og Det Kongelige Teater er en kompleks organisation.

– Hvis jeg bare sidder og hopper og bliver frustreret, kommer jeg ingen vegne. Hvis jeg skal påvirke denne her organisation, skal jeg gøre det med tålmodighed, gennem samarbejde og med forståelse for organisationen, siger hun.

Vant til at bevise sit værd

Elisabeth Linton er uddannet fra Statens Teaterskole som den eneste instruktør, skolen nogensinde har uddannet med speciale i opera. Hun kom til Det Kongelige Teater i sommeren 2022 som ny operachef.

Hun er en af tre kunstneriske ledere i huset – de to andre tæller skuespilchef Morten Kirkskov og balletmester Nikolaj Hübbe – og for bordenden sidder teaterchef Kasper Holten, som tidligere var operachef i huset.

Alle har de en lang historie i Det Kongelige Teater. At Elisabeth Linton er eneste kvinde i flokken af kunstneriske ledere, spiller ingen rolle. I hvert fald ikke internt.

– Men der må jeg sige, at jeg som kvinde, og måske også som fysisk lille kvinde, gennem hele mit arbejdsliv har oplevet at blive anderledes behandlet, fordi jeg ser ud, som jeg gør. Og så for mit køn, selvfølgelig.

– Jeg tror ikke, jeg har tal på, hvor mange gange, jeg har fået at vide igennem de sidste 30 år, at ”Da jeg så dig første gang, tænkte jeg, at du nok ikke kunne noget, men nu kan jeg jo se, at det kan du godt”.

– Jeg oplever ikke at blive behandlet anderledes her i huset. Det er ret stort faktisk. Men jeg kan se, at blikket på mig nogle gange kan være anderledes udefra, siger hun.

Elisabeth Linton var forberedt på, at hun som ny leder af den kongelige opera ville skulle bevise sit værd, og at der uanset køn vil der være et kritisk blik på den rolle. At der ligger magt og indflydelse i stillingen, er hun også klar over, selv om hun faktisk ikke selv har set på jobbet på den måde.

– Jeg er gået ind i det ud fra en passion for scenekunsten. Jeg har aldrig tænkt over magten. Det lyder måske en smule naivt. Hvis jeg tager et skridt tilbage nu, kan jeg godt se, at der selvfølgelig er noget magt i det, og selvfølgelig er det også interessant, for ellers sætter man sig ikke i den stol.

– Men jeg tænker mere på det som et ansvar. At jeg har et kæmpe ansvar, fordi jeg vil det her sted så meget godt, og fordi jeg vil scenekunsten det godt. Så jeg synes, at ansvaret er større end magten.

Ansvaret for kunstnerne og arbejdsmiljøet fik hun også i sit tidligere job, da hun som chefdramaturg i Malmö Opera måtte overtage den daglige drift af teatret fra danske Michael Bojesen, som gik på orlov, mens han blev undersøgt for sager om seksuel chikane i DR Pigekoret, hvor han tidligere var chefdirigent.

Den tid har Elisabeth Linton før beskrevet som voldsom og har forklaret, at det for hende handlede om at lytte til bekymringer, men også mane til ro, så længe sagen var uafklaret.

Forløbet gjorde det klart for hende, at hun kan lide at ”sidde i maskinrummet”, styre processerne og give folk de bedste forudsætninger for at præstere godt.

Vi har mere brug for kunsten

Da Elisabeth Linton sidste år tiltrådte som operachef i Det Kongelige Teater, var det på bagkanten af corona. Teatrene havde gennem flere sæsoner været lukket eller pålagt strikse restriktioner, og krisestemningen fortsatte med krig i Ukraine og stigende inflation.

Dengang fortalte hun, at hun mente, vi havde mere brug for kunsten og kulturen end nogensinde. Det gælder også i dag, understreger hun, hvor verden igen – eller stadig – befinder sig i en tilstand af krig og krise.

– Alle elsker at citere Churchill for at sige ”Hvad kæmper vi så for?”, da man ville skære ned på kunststøtten for at styrke forsvaret. Citatet har vist sig at være en skrøne, men det gør det ikke mindre godt.

– Kunst er den jord, vi vokser af som mennesker, som beriger os og giver vores sind næring. Den, der udfordrer os og sætter nye tanker i gang og definerer os som mennesker.

– Det kan man jo også se i alle de diktaturer, hvor man har forsøgt at styre kunsten. Det er der, kunsten er blevet allermest opfindsom og har skabt kommunikation mellem mennesker på forskellige planer.

– Jeg tror, at jo grovere og hårdere tiden bliver, jo mere brug for kunsten er der, siger hun og tilføjer, at den også kan trøste eller give os en tro på, at det nok skal gå. At verden kan blive et bedre sted.

En del af udfordringen er at vise, hvorfor opera er relevant i en tid, hvor debatter om ligestilling og diversitet raser, og hvor blikket på mennesker, køn og kærlighed er et andet end det, som hersker i mange af de klassiske operaer – hvor en stor del af dem er skrevet af mænd, om mænd og om kvinder, der ofrer sig for mænd.

– Det er en udfordring hele kulturlivet står med, påpeger Elisabeth Linton. Det handler om, hvordan man håndterer de klassiske værker som eksempelvis Giacomo Puccinis ”Madame Butterfly”, der var på Operaens repertoire dette forår. Det er en af de titler, der er svære, understreger hun.

– Den er skrevet af en hvid, midaldrende mand, Puccini, som aldrig selv har været i Japan, aldrig har været i USA, men som skriver en opera om en japansk kvinde, der forelsker sig i en amerikansk mand, føder hans barn og trofast venter på ham, men opdager, da han kommer tilbage, at han ikke har ventet på hende, men giftet sig med en anden.

– Derfor begår hun det rituelle, japanske selvmord og lader sin søn flytte med sin far til Amerika.

Puccini virkede i en tid, hvor man indenfor den vesterlandske kunst var meget fascineret af fremmede kulturer og lande langt borte, som man ikke vidste meget om.

Både indenfor billedkunsten, litteraturen, arkitekturen – og operaen – blomstrede eksotismen.

– Puccini har for eksempel prøvet at gøre sit værk japansk, ved at væve japanske melodier ind i partituret, brug japanske ord og udtryk osv., men det er jo en fantasi, og i dag er vi opmærksomme på det problematiske ved den slags eksotificering, forklarer Elisabeth Linton og tilføjer:

– Der er nogen, der mener, at vi absolut ikke skal spille ”Madame Butterfly”, og nogen, der synes, at vi bare skal spille den, som den altid er blevet spillet.

Selv står hun et sted midt imellem de to synspunkter.

– Vi er nødt til at turde have dialogen og turde være åbne. Det farligste vil være, hvis vi lukker i og peger fingre ad hinanden, for så lukker vi også debatten og dialogen. Så bliver vi ikke klogere, og det er jo det, vi gerne vil, fastslår hun.

– Det vil være forkert at sige, at så spiller vi det ikke. For hvad sker der så? Så går en masse af vores historie tabt. Det er jo heller ikke godt, for der ligger en stor fare i at miste kontakten til sin historie, siger hun og uddyber:

– Klassikerne er de værker, som har overlevet, fordi de har et meget højt kunstnerisk niveau. At smide dem væk, tror jeg ikke udvikler os, men vi skal se på dem og på, hvad de har at sige os i dag og forholde os til dem og hele tiden prøve at blive klogere.

– Jeg tror virkelig, opgaven for os alle sammen er at turde være åbne og turde begå fejl – for det kommer vi til at gøre. Det lyder måske lidt frelst, men jeg tror virkelig, at det er dialogen og det at turde være åbne over for hinanden, som er det, der kan få os fremad.

Hun er passioneret, mens hun fortæller, og sidder efterhånden helt ude på kanten af stolen med en ivrig gestikuleren. Det er nemt at blive grebet af.

Men også nemt at forestille sig, at hun ikke sjældent bliver mødt med korslagte arme, når hun fører store klassikere ind i en ny tid, fylder flere musicals i programmet og lufter ideer om operabar og friluftskoncert med strandstole.

– Jamen, det er der bestemt også, og lige omkring det her med ”Madame Butterfly” kan jeg godt møde sådan en kommentar som: ’”Ej, hvor er du altså bare svensk!”, siger hun og griner højt.

Også når det gælder spørgsmålet om at få flere musicals på programmet, er der publikummer, som spørger, hvorfor Operaen nu skal det.

– Jeg tror, det handler om en tilvænningsfase. Sådan har det altid været, når man laver noget nyt. For mig er det ikke så mærkeligt, for musical er musikteater, og det er det, vi laver her.

– Operette kan man kalde for musicalens moder, og den er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, siger hun.

Tænkepauser i fyrreskoven

I efteråret åbnede den nye Operaparken på sydsiden af Operahuset. Parken, der er på størrelse med tre fodboldbaner, rummer seks haver, blandt andet ”Den nordiske skov”.

Når Elisabeth Linton kan se sit snit til det, tager hun en pause fra kontoret og går tur i de seks haver mellem de 600 nyplantede træer og 70.000 planter.

– Jeg elsker det her. At gå ind i junglen eller i vildnisset er det bedste jeg ved, siger hun, mens vi bevæger os ad stierne. Undervejs strør hun om sig med nye idéer om bistader på toppen af Operaen, friluftskoncerter i den nye oase og vandcykler formet som svaner langs havnekanten.

– Det er jo det, der holder mig i gang, siger hun og tilføjer, at der skal være plads til idéerne for at bevare kreativiteten, og at det er noget, hun taler med sine kunstneriske chefkollegaer fra balletten og teatret om.

– Vi mødes en gang imellem sammen, Nikolaj, Morten og jeg, også for at kunne vende hverdagen, finde konstruktive løsninger og finpudse nye ideer.

– Da jeg blev ansat, sagde Nikolaj til mig: ”Vi er dine brødre nu”. Det var så fint, siger hun og spørger, om ikke vi liiige skal om på den anden side af Operahuset og se det, hun med et smittende grin kalder ”vores kommende strand”.

Hun ved godt, at hendes ønskeliste er lang, og idéerne i manges øjne urealistiske. Men det lader hun sig ikke slå ud af. Muligvis er det faktisk noget, hun har øvet sig på hele sit liv, fortæller hun leende.

– Min mor sagde på et tidspunkt, at da jeg var yngre og kom med en idé, som der blev sagt nej til, så sagde jeg bare ”o.k.’” Og så troede de, at jeg havde opgivet det. Men jeg kom som regel tilbage en måned senere og sagde, at det ville jeg stadig gerne. Og sådan blev jeg ved, til jeg fik det igennem.

– Det har åbenbart været en taktik: ”Don’t take no for an answer”, og den tror jeg, at jeg stadig kører med, siger hun og tilføjer efter et kort øjebliks eftertænksomhed:

– Det er jeg nødt til, for ellers ville jeg blive trist. Jeg er nødt til at tænke, at det nok skal lykkes.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 23, 2024.