Hun skal lige til at række hånden frem, da han går forbi hende. Og Sara Louise Muhr er ikke overrasket

Hun er hovedtaler ved et arrangement på Christiansborg og sidder sammen med de andre inviterede, da en kendt politiker kommer hen for at hilse på.

Hun skal lige til at række hånden frem, da politikeren går lige forbi hende, efter han har hilst på alle de andre. Senere undskylder politikeren. Men selv er Sara Louise Muhr, professor i ledelse og diversitet ved CBS, ikke overrasket.

– Jeg havde prøvet det så mange gange før. Når man er kvinde, går de fleste automatisk ud fra, at man er en eller andens personlige assistent, alternativt den, der sørger for kaffe. I hvert fald ikke professor.

Og det er sexisme eller diskrimination på baggrund af køn. Og når politikeren så ovenikøbet vælger at ignorere hende, fordi han tror, hun er en ministers PA, er det diskrimination på baggrund af faggruppe, det vil sige dobbelt diskrimination. Og det er også helt almindeligt.

– Det er helt typisk, at servicepersonalet, der skal smile og være til for andre, bliver ignoreret. Eller at receptionisten bliver overset.

– Servicepersonale er ironisk nok den erhvervsgruppe, der bliver mest ignoreret, samtidig med at de forventes aldrig at ignorere nogen.

”Herregud”, vil nogen sikkert mene og placere det i småtingsafdelingen. ”Så er det da heller ikke værre, at nogen ikke hilser”. Og nej, der er ikke begået noget ulovligt, og det er ikke noget, der nogensinde vil blive en sag ud af.

Men når de små forskelsbehandlinger, dem, der isoleret set kan forekomme at være bagateller, gentager sig og bliver en del af hverdagen, er de mindst lige så skadelige som den mere åbenlyse diskrimination, mener Louise Muhr.

– Hverdagsdiskrimination ikke er decideret ulovligt, men det er noget, der over tid sætter sig hos os følelsesmæssigt. Og når det er følelser, der er på spil, kan vi hurtigt få bildt os selv ind, at det er vores egen fejl. Det er mig, der er for sart, det er mig, der er forkert.

– Det er nedbrydende for den, det rammer, og det går ikke bare ud over vores trivsel, det går også ud over vores præstationer, siger hun.

Hård tone

Ligesom stress. Minoritetsstress, kalder man det også, når det rammer minoriteter. Forskning viser, at vi er særlig udsat for den slags stress herhjemme, hvad enten diskriminationen sker på baggrund af køn, alder, etnicitet, religion, hudfarve eller et handicap.

– Tonen kan være ret hård herhjemme, vi er hurtige til at sige, at folk bare må indordne sig, og når folk reagerer, er vi også hurtige til at kalde dem sarte eller krænkelsesparate.

– Mange udlændinge får et chok, når de kommer til Danmark. “Det er bare den danske humor”, siger vi så. Men humoren skjuler rigtig meget.

Måske hænger det sammen med, at vi i Danmark tror så meget på vores system, at det ikke kan være dér, fejlen ligger. Og så må det jo ligge hos den enkelte, eller hvad?

– Man taler om tre myter i det danske samfund, nemlig myten om lighed, myten om meritokratiet, hvilket vil sige, at det er dem med de bedste meritter, der når højst op i systemet og får de bedste stillinger, og endelig myten om det frie valg. Men det passer jo ikke.

– For hvorfor kommer så de fleste studerende på CBS, hvor jeg selv er ansat, fra København eller Nordsjælland? Og hvorfor er kvinder for unge længere end mænd og for gamle tidligere end mænd?

Derudover er vi stadig relativt ens i Danmark, i hvert fald sammenlignet med andre vesteuropæiske lande, påpeger hun videre:

– Og jo mere man befinder sig i en homogen gruppe, jo mere sensitiv vil man være over for andres forskelligheder, og jo mere tilbøjelig vil man være til at tage udgangspunkt i sit eget verdensbillede. Endelig var vi i Danmark ret tidligt ude i forhold til ligestilling, og derfor har vi måske tilladt os at slappe lidt af.

– Det kan være hårdt at skulle forholde sig til mennesker, der er anderledes end os selv. Det kræver, at man ser ud over sine forudindtagede sandheder om verden, alt det, vi plejer, altså det, man også kalder bias. Og det kræver en ekstra indsats. Bias er nødvendig for vores overlevelse.

– Vi kan ikke tænke bevidst og rationelt og møde verden med åbent sind 24/7. For at overleve er vi også nødt til at kunne tage tingene for givet uden at skulle tænke for meget over, hvad vi siger, og hvad vi gør.

– Faktisk bruger vi hele 95 procent af vores hjernekapacitet på vaner og det, vi plejer, så der er kun fem procent tilbage til at forholde sig åbent til det anderledes. Vi er altså alle sammen ofre for bias.

Vær nysgerrig og åben

Omvendt kan vores erfaringer og dermed også vores bias forandre sig, gør hun opmærksom på.

– Alting er jo i bevægelse, og i virkeligheden burde vi måske tænke på vores grænser som en membran, der bevæger sig i mødet med omgivelserne. Den skal selvfølgelig ikke perforeres, men det er heller ikke en rustning.

– Og hvis vi rent faktisk værdsætter forskellighed, må vi også acceptere, at nogle mennesker har nogle andre oplevelser og dermed måske er blevet mere sarte overfor en vis tone eller visse bemærkninger.

– Det vil i sidste ende styrke vores relationer at være nysgerrig og åben overfor, hvor den ”sarthed” kommer fra, snarere end at lukke ned for mennesker som ”for sarte”.

– Det handler jo hverken om politik eller religion, men om os alle sammen, og det gør det nemmere at tale om vores forskelligheder, og acceptere, at nogle af forskellige årsager kan have brug for f.eks. et stillerum på arbejdspladsen, hvor de kan trække sig tilbage.

Ungdommen skubber på

Ungdommen skubber på udviklingen fremad, mener Sara Louise Muhr også.

– De unge går lige så meget op i, at der skal være plads til alle og lige muligheder for alle, som de går op i bæredygtighed, og det har de store organisationer og virksomheder opdaget. De er godt klar over, at de er nødt til at bekæmpe hverdagsdiskriminationen for at kunne blive ved med at tiltrække unge medarbejdere.

Og nogle af de virksomheder kommer netop til hende for at få hjælp og vejledning.

– Hverdagsdiskrimination kan være svær selv at få øje på. Det sker jo i gråzonerne, og det er dybt indgroet i os, og det kræver også mod at påpege det, for man bliver hurtigt beskyldt for at være ”politisk korrekt”.

– Men hvad er der galt med politisk korrekthed, hvis man ellers mener det? Man kunne også bare kalde det ordentlighed eller opmærksomhed på sin omverden. Er det så skidt?

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 23, 2024.