- 10 minutter inde i dokumentaren om Céline Dion græder jeg

Jeg elsker Céline Dion.

Hendes blanding af kompromisløs vildskab og følsomhed, hendes evne til at hvile i sit eget, gigantiske selv, at være perfekt alt for meget. Den mærkelige diva, supertalentet Nicolas Cages kvindelige modstykke.

Céline Dion er de senere år som så meget andet gået fra dårlig smag til Vogue, og det er heldigt, ikke bare for mig, der endelig kan sætte Céline Dion på til fester, men for os alle sammen.

Céline Dion er lige så inkluderende, talentfuld og generøs med sig selv, som hun er en stjerne af den gamle skole, iklædt pels, Chanel, kun stiletter og en tårnhøj arbejdsmoral. Hun er en gave til populærkulturen.

Eller var.

I en årrække har Céline Dion været væk fra scenen, og i 2022 afslørede hun i en tårevædende video, at hun er blevet diagnosticeret med den ekstremt sjældne lidelse "Stiff Person Syndrome" (SPS), der rammer bare en eller to ud af en million og trigges af blandt andet følelsesmæssig stress og støj.

Nu udkommer der en dokumentar om Céline Dions skæbne og kampen mod den. "Céline Dion: I am", som er navnet på dokumentaren, føles som et hjerteknust kærestebrev fra divaen til publikum, som slutningen på balletten "Kameliadamen" eller Miyazakis "Vinden rejser sig", hvor en kvinde forlader sin elskede, fordi hun er for syg til kærligheden.

10 minutter inde i dokumentaren om Céline Dion græder jeg. Det bliver ikke sidste gang. For Céline Dions skæbne er ikke bare hård. Den er grusom.

Optagelserne til "I Am: Céline Dion" starter et år inden offentliggørelsen af den berømte video. Vi ser sangerinden ligge låst på gulvet, musklerne spænder, og hun stønner i smerte. En i hendes team ringer 911. Indimellem klippes der til energibomben på scenen og tidligere optagelser i pailletter og flagrende hår.

Céline Dion er ikke forfængelig. Indimellem føles de sårbare optagelser med savl og spasmer som en undskyldning til de fans, hun hele tiden grædende taler om. For at have aflyst koncerter, afbrudt dem halvvejs, ladet som om, mikrofonen ikke virkede. Som om, hun skylder dem mere end en forklaring.

I en scene fortæller hun kameraet om sit særlige bånd til publikum, grædende, og der klippes til en strålende Céline Dion, der synger ”’Cause I’m your lady, and you are my man,” og man tænker, at båndet mellem hende og publikum er som mellem to jævnbyrdige elskende.

Det er charmerende ydmygt af en kvinde, der går ensomt rundt i et trist Vegas-palæ, altid iklædt Chanel-pyjamas og med en butler, der serverer milkshakes på sølvfad til hendes enæggede tvillingdrenge.

Dokumentaren om Céline Dion har en stemning som kæmpeklassikeren "Sunset Boulevard" (1950) om den aldrende stumfilmskuespiller Norma Desmond, der sidder glemt og alene, skør af rigdom og succes, i sit kæmpepalæ med mærkelige genstande, kun absurd rige vil købe.

På samme måde er der noget mærkeligt over Céline Dion, der går rundt i gråt lys blandt guldmøbler og taler hen over sit team, de eneste mennesker, der findes i palæet udover den gamle mor, den gamle far, de to teenagesønner og hendes golden retriever "Bear" (som filmen er dedikeret til).

Hvor er vennerne, tænker man, mens hun ligger i den tomme have og hører "Rosenkavaleren" med et lidende udtryk, man under hende.

I en kæmpe lagerhal findes minder fra livet, før sygdommen gik i udbrud. Drengenes tegninger er opmagasinerede sammen med hundredvis af sko, kostumer fra optrædener og antikviteter, gammelt legetøj, der har pyntet i divaens enorme boliger.

Nu vandrer hun rundt i fortiden, gangbesværet med et slør af melankolsk depression over sig. Stemmen er næsten væk, der er en em af den tilbage, og i en hjerteskærende scene viser hun, hvor slemt det står til.

Céline Dion synger brudstykker fra en power-ballade, men stemmen knækker. Det lyder ikke godt. Hun græder igen – jeg gør også. På den måde er "I Am: Céline Dion" både et afskedsbrev fra en vores største stjerner, men også en oprigtigt hård beskrivelse af, hvordan sjælen er totalt underlagt kroppens hylster.

"I Am: Céline Dion" har premiere den 25. juni 2024 på Prime Video.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.