Da jeg kom tilbage på internatet, sad hun der skravlet og tynd og kiggede op

Samsons store, buskede hale logrer energisk. Den to år gamle Siberian Huskey er i sit legesyge hjørne og virrer begejstret med hovedet op mod Nina Amdi, som har fat i hans snor, og ros og rolig stemme fører ham ud af hundestalden.

Et kor af hundegøen vidner om, at Samson langt fra er den eneste hund, der i øjeblikket har plads hos Dyreværnet.

Internatet i Rødovre har i gennemsnit 20 hunde ad gangen, og i højsæsonen mere end 100 katte. Dertil kommer marsvin og kaniner, forklarer Nina Amdi.

Hun er udrykningschef hos Dyreværnet. Siden 2012 har hun kørt dyreværnssager og ofte været første kvinde på stedet, når Dyreværnet er rykket ud på uanmeldt besøg ved mistanke om vanrøgtede dyr. Og hundredvis af gange er hun kommet tilbage til internatet med bilen fuld af forsømte eller mishandlede dyr.

– Der er mange, der siger, at de ikke ville kunne have mit job. Det med at komme ud og se, at dyrene har det skidt. Det skal man nok også være lidt speciel for at kunne i så mange år. For vi ser mange ting, mange dårligdomme.

– Det, der gør, at man kan holde til det, er, at vi ser alle de dyr, som vi gør en forskel for. Alle dem, vi redder, og alle dem, vi ser få et nyt hjem, siger Nina Amdi og indskyder, at mange ser det at arbejde på internat som et glansbillede, hvor man nusser hundehvalpe og kattekillinger dagen lang. Men det gør man ikke.

Man gør til gengæld rigtig meget rent, for hundredvis af dyr kræver opsmøgede ærmer og knofedt.

Hun guider den logrende Samson gennem Dyreværnets port og ud på dagens første luftetur, mens hun fortæller, at det kan være svært at lægge tankerne om de hårdt ramte dyr fra sig, når det bliver fyraften.

– Der er bare nogle dyr, der går lige i hjertet på dig. Havde jeg haft pladsen, så havde jeg adopteret dem! Sådan har jeg haft det med i hvert fald to hunde ud over Nelly, siger hun om den mastiff, en Dogo Canario, hun adopterede for syv år siden.

Det var også sådan, hun fik katten Ophelia.

– Jeg var på en dyreværnssag i Esbjerg, hvor vi skulle hente en masse katte. Ejeren havde mere eller mindre efterladt dem, og der sad fire killinger iblandt, som simpelthen var så tynde, så tynde. Min kat var en af de killinger.

– Da jeg kom tilbage til internatet med dem, og hun sad der helt hvid med sine blå øjne og kiggede op og var så skravlet og tynd, sagde jeg til dyrlægen, at hvis hun overlever, vil jeg adoptere hende, fortæller hun.

Når du ikke kan gøre noget

En del dyr overdrages til Dyreværnet, fordi ejeren selv beder Dyreværnet om at finde en ny, kærlig familie. Det kan være skilsmisse eller pludselig sygdom, som gør, at dyrets behov ikke længere kan imødekommes. Det sker som regel i ro og fordragelighed.

– Men så er der de sager, hvor der ligger en forfærdelig historie bag, og det er dem, jeg har beskæftiget mig mest med, siger Nina Amdi.

– De sager, der sætter sig allermest i mig, er de dyr, som vi ikke kunne redde, fordi de var i så dårlig forfatning. Eller der, hvor man kan se, at dyrene ikke har det godt, men at du ikke kan gøre noget, fordi lovgivningen ikke er med dyrene. Det er næsten det værste at køre derfra og vide, at du ikke kan gøre noget. Det kan være virkelig, virkelig hårdt, fortæller hun.

Men med tiden bliver man også lidt hærdet, tilføjer hun.

– De første mange år havde jeg virkelig, virkelig svært ved ikke at ligge vågen om natten og tænke over det. Der er stadig sager, der kan holde mig vågen, men det er ikke så slemt som før. Det kræver meget øvelse, for det er levende væsener, og derfor er det rigtig, rigtig svært, siger hun.

Hun retter koncentrationen mod en stadig logrende Samson og roser ham for at gå pænt, før hun uddyber, at hun for alvor lærte sig at lægge arbejdet fra sig, efter oplevelserne med svigtede dyr gennem lang tid havde hobet sig op.

– Jeg kunne mærke, at jeg ikke fik sovet. Jeg havde perioder, hvor jeg blev meget svimmel, og det var jo et stresstegn.

– Jeg havde på daværende tidspunkt en kæreste, som jeg begyndte at få snakket det hele igennem med, inden jeg skulle sove, og jeg fik stillet nogle spørgsmål tilbage: ”Kan du gøre noget ved det nu?” ”Har du gjort, hvad du synes, du kunne gøre?” og ”hvad tænker du, næste skridt er?”

– Jeg fik tømt mit hoved og sat det lidt i perspektiv. For med de her sager kan man jo være meget hurtig til at dunke sig selv i hovedet og sige, at man ikke har gjort nok. Jeg kunne ikke blive ved med at køre på den måde, siger Nina Amdi, der har set de frygteligste ting.

Værst var en kat med killinger, hvor øjnene var helt lukkede til på grund af øjenbetændelse.

– Hvis du trykkede dem på siden af hovedet, så poppede det ud med betændelse. Dyrlægen sagde, at øjnene var ætset helt væk. Prøv at tænke dig den smerte, den har gået i, siger hun.

Der er også hunde, der bliver skamavlet på. Tæver, der simpelthen er blevet brugt, siden de selv var hvalpe.

– Der er vores lovgivning sådan lidt … altså, du må gerne avle på en tæve, selv om hun kun er i sin første løbetid. Det er moralsk forkert, men det er ikke ulovligt. Så det kan du ikke gøre noget ved, selv om du kan se, at det er en helt ødelagt hund.

– Du kan ikke gøre noget, hvis den får mad og vand, og ejer ikke ønsker at gøre noget, sukker hun og tilføjer, at mange bliver rystede over at opdage, at der er mennesker og dyr, der lever sådan i Danmark.

– Det kan være meget frustrerende, og det er jo der, hvor det er svært at lægge fra sig, forklarer hun, mens vi trasker af sted med en begejstret Samson.

Striglede sin ko, som var det en hest

Nina Amdi har altid drømt om at arbejde med dyr. Hun var for doven i skolen til at kunne blive dyrlæge, fortæller hun med et grin. I stedet overvejede hun veterinærsygeplejerske eller berider, for hun var ”hestepige” og rejste som ung et år til England for at arbejdede med heste.

Hjemme var hun vokset op med hund, først en irsk sætter og siden en dansk-svensk gårdhund, og hendes mormor og morfar havde en gård på Djurs med masser af dyr.

– Det første min kusine og jeg skulle, når vi kom ud på gården, var at gå op på høloftet og finde nogle kattekillinger, som vi prøvede at gøre tamme. Jeg havde også en ko på et tidspunkt, som jeg gik og striglede, fordi jeg hellere ville have haft en hest.

– Men min morfar syntes trods alt ikke, at han skulle have hest, bare fordi jeg var der en gang imellem, hvilket jeg syntes var meget uretfærdigt. Jeg rendte i hælene på min morfar og blev sur, hvis han ikke vækkede mig, så jeg kunne komme med ud og ordne ved dyrene, også selv om det var tidligt om morgenen, husker Nina Amdi.

Arbejdet i England mættede hendes interesse for heste, i stedet kastede hun sig over hundetræning. Hun tog en hundeinstruktøruddannelse og blev siden også adfærdsrådgiver og startede sin egen hundeskole.

På det tidspunkt rasede debatten om muskelhunde, som mange anså for farlige. Nina Amdi, som dengang selv havde en Dogo Argentino, en race der i dag er på forbudslisten, havde et svagt punkt for muskelhundene og syntes, at mange af de udskældte hunderacer blev misforståede, og sammen med en kollega skrev hun flere artikler om emnet.

Det fik Dyreværnet til at hente hende ind for at adfærdsteste muskelhunde og vurdere, om de kunne genplaceres. Efter et halvt år blev hun tilbudt ansvaret for alle hunde hos Dyreværnet.

Hun sagde sit job i it-virksomheden KMD op og lukkede sin hundeskole.

– Som jeg tror, alle herude har det, så gør man det ikke for pengene. Jeg gik meget ned i løn, men det var det, jeg brændte for. Det var det, jeg gerne ville, fortæller Nina Amdi.

Kort efter begyndte hun at køre dyreværnssager og rykke ud ved mistanke om mistrivsel og vanrøgt. Samtidig begyndte de første tv-programmer om Dyreværnets arbejde at rulle. Hun husker især optagelserne til ”Danmark ifølge Bubber’” hvor de i snestorm kørte ud til et forfaldent hus.

– Der var ingen vand og ingen varme. Der var hunde i alle rum, og første sal var fyldt med katte. Der sad en dame med KOL, som næsten ikke kunne gå og havde en masse jakker på. Der var kun tændt stearinlys. Hun var helt lille. Vi kom ind og fik snakket med hende, og mens vi sad snakkede, løb der mus hen over gulvet, husker Nina Amdi.

Produktionsselskabet, der filmede, var målløse, og det startede ideen om at lave en tv-serie, der viser Dyreværnets arbejde, fortæller Nina Amdi.

Hun blev ansigtet udadtil på indsatsen for de hårdest ramte dyr, og i dag har dyreværnssagerne en helt anden bevågenhed, end da hun startede for 12 år siden.

– Dengang så jeg ofte de her meget store dyrehold, og jeg havde ofte bilen fyldt med dyr i alle bure. Jeg har været med til en sag, hvor vi fik overdraget 60 hunde.

– Hvis jeg skal pege på noget godt, der er sket over årene, er det, at vi ikke ser de samme store hundehold som for 11-12 år siden. Men vi ser stadig mange store kattehold og stadig mange dårlige hunde, siger hun.

”En over næsen”

I dag er hun blevet bedre til at passe på sig selv, fortæller Nina Amdi, da hun har fulgt Samson ind i stalden igen til de stribevis af frivillige, som er mødt ind for at hjælpe med at passe dyrene.

Men det har krævet øvelse for hende at lægge tankerne om de svære sager fra sig. For hun har det med at blive grebet af at ville hjælpe.

– Jeg har fået nogle over næsen, fordi jeg har glemt mig selv. For nogle år tilbage var jeg ude at køre en dyreværnssag med en kollega, og bum! Der i bilen fik jeg panikangst.

– Min kollega vidste heldigvis, hvad det var og kunne sige til mig, at jeg skulle slappe af. Man tror jo selv, at man skal dø. At man er ved at få hjertestop. Det var et tegn på, at jeg havde kørt mig selv for hårdt, fortæller Nina Amdi.

Det var Nina selv, der havde ført bilen, da panikken ramte, og det gjorde hende bange for at sætte sig bag rattet igen. Den dag kom hendes kæreste over fra Jylland for at køre hende hjem fra København.

Men kunne hun ikke køre, kunne hun ikke passe sit arbejde. Det nagede hende, og efter flere dages grublerier, besluttede hun, at der kun var en vej frem: At sætte sig ind i bilen og bare begynde at køre.

– Panikangsten var jo, fordi jeg havde overset en masse faresignaler. Det gør altså noget ved en. Det er jo helt åndssvagt, når jeg tænker over det nu. Der er ikke så mange, der ved det, for i starten ville jeg ikke rigtig tale om, at jeg havde fået det, eller at jeg ikke turde køre bil. Jeg syntes, det var en total falliterklæring.

– Jeg er sådan en person, der skyder det ud til siden og siger, ”og så kommer vi os over det!” Men det er bare ikke altid den gode måde at gøre det på, siger hun, der siden har talt med en psykolog.

Også fysisk passer hun bedre på sig selv og træner fast, for pludselig havde hun ikke de samme kræfter i armene før.

– Normalt kunne jeg bare tage en rottweiler og løfte den op i bilen, men det kunne jeg lige pludselig ikke længere, fortæller Nina Amdi og konstaterer i samme åndedrag, at hun med sine 47 år har nået reparationsalderen, men at hun med træningen har genvundet en del af sin gamle styrke.

Blikket rettet

I dag kører Nina Amdi ikke længere fast ud til dyreværnssagerne. I stedet er hun som udrykningschef begyndt at rette opmærksomheden mod Christiansborg.

– Det er ofte lovgivningen, der gør, at vi ikke kan gøre noget. Danmark er altså lidt et u-land med vores dyreværnslov, så det prøver vi at gøre opmærksom på. Det er der, hvor man kan være med til at ændre på det her, siger Nina Amdi.

Hun kaster sig energisk ud i at forklare nogle af de sager, hun kæmper for: Mærkning og registrering af katte og en begrænsning, der betyder, at man maksimalt må have 10 katte på samme bopæl. For Dyreværnet ser rigtig mange store kattesager, hvor der bor plus 30 katte samme sted, forklarer hun.

– Det er videnskabeligt bevist, at når der er mere end 10 katte sammen, så begynder de at mistrives adfærdsmæssigt. Det vi ser med de her store kattehold er, at der som regel er mere sygdom og mere indavl, fordi de får killinger på kryds og tværs.

– Nu starter killingesæsonen lige om lidt, og så ved vi, at vi får rigtig travlt og vil se en masse katte og killinger, der er syge og har det dårligt, siger hun.

Det gør hende vred, når folk ikke tager ansvar for deres kæledyr.

– Drømmescenariet er jo, at vi bliver arbejdsløse. Men det tror jeg ikke kommer til at ske. Tværtimod. Men det vil være en drøm for mig at få sat et eller andet poteaftryk på det her, siger Nina Amdi.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 22, 2024.