Har du prøvet at blive endnu mere trist, når nogen prøver at muntre dig op. Her er forklaringen

1. Toxic positivity er …

Det er godt at være positiv og at holde humøret højt, når livet er svært, ikke? Altså at kunne se det gode i alle situationer og tale svære oplevelser op i stedet for at se problemer alle vegne. Det må da være et plus for en virksomhed at have optimistiske medarbejdere, der holder liv i to do-listen for næste kvartal og taler om ”medarbejderfesten”, selv om der er nedgang i branchen og udsigt til nye fyringsrunder: ”Krise? Den klarer vi da!”

Måske er det oven i købet dig selv, der er født i ja-hattens tegn, og som hellere vil sige, at alt er godt end at indrømme, at du har det svært og indimellem føler, at du er ved at drukne. Men det er ikke godt, det er tværtimod det, eksperter beskriver som toxic positivity. Altså, at positivitet bliver giftigt.

2. Accepter det negative

I den ene ende af spektret kan en positiv kommentar eller opførsel i den forkerte situation virke utrolig akavet og upassende; i den anden af spektret kan malplaceret positivitet virke som psykologisk terror. For når man insisterer på altid at se positivt på tingene, risikerer man at negligere både sine egne vigtige følelser og andres.

Når et lille barn falder og slår hul på knæet, skal den voksne selvfølgelig ikke bryde sammen i krampegråd, men omvendt at sige ”livet går videre”, når man kan se, at barnet har slået sig og græder, er heller ikke passende. Og når din bedste ven lider over sin skilsmisse, er det heller ikke sikkert, at du skal tale om, hvor dejligt det er, at det bliver sommer lige om lidt.

Det er ikke kun et spørgsmål om situationsfornemmelse, det handler på en måde om at acceptere, at livet også er negativt i hvert fald for andre.

3. Luk ikke øjnene for det skadelige

Men kommer man generelt ikke længere i livet med en positiv attitude end med en negativ, sådan som vi altid har hørt?

Svaret er: Det kommer an på flere ting. Det kan faktisk være farligt at være positiv i situationer, der reelt set kan være skadelige. Dårlige årsregnskaber på jobbet og anspændt stemning i parforholdet eller i familien er vigtige signaler, netop fordi de er negative.

At lukke øjnene for den slags kan betyde, at man havner i en rigtig alvorlig situation, som man – hvis man ikke havde været helt så positiv – kunne have forhindret eller i det mindste have mødt med en form for damage control. Når vi er bange for noget, kan det nemlig føre til, at vi udvikler nogle brugbare coping mekanismer.

Måske er det smart at tegne en forsikring, melde sig i A-kasse, gå i parterapi eller noget tredje. Men det kræver, at vi først og fremmest tør lytte til det negative, fordi det også er en vigtig stemme.

4. Se forskellen på det giftige og det sunde

Det kan nogle gange være svært at skelne mellem toksisk positivitet og ægte positivitet, men ægte positivitet bunder i den realistiske virkelighed, hvor der faktisk er taget højde for både positive og negative aspekter, og den kan svinge og gå op og ned.

Ifølge den amerikanske angst- og depressionsforening ADAA (Anxiety and Depression Association of America) er toxic positivity en stædig holden fast i det positive – indimellem helt urealistisk – uanset hvor farlig eller ubehagelig en situation måtte være. Det kan være et bevidst eller ubevidst forsvar mod at acceptere livet, som det er, eller et forsøg på at kontrollere det. Eller blot: Et forsøg på at holde negative følelser væk.

5. Find balancen

Det er i virkeligheden ubehaget ved egne eller andres negative følelser, personer, der udstråler toxic positivity, forsøger at undgå.

Men rent psykologisk er det uklogt at forsøge at flygte fra det ubehagelige i livet på den måde, mener psykologer. Det lægger afstand til ens egne dybe følelser, som så i stedet dukker op som spændningssymptomer, hovedpine, mavesmerter, stress eller andet.

Desuden skaber det afstand til omgivelserne. Vi behøver ikke at bryde sammen og græde, fordi vores nærmeste har det dårligt, men omvendt ikke at kunne lade andre have det dårligt, så længe som de nu har det, og bare at lytte tålmodigt, virker sårende. Det er en form for gaslighting at sige ”op med humøret. Det kunne være meget værre!”

Ægte positivitet er at kunne bære det ubærlige i perioder, at kunne udholde andre menneskers smerte og kunne tage små skridt med dem – stille og roligt – i den rigtige retning.

6. Sådan mærker du toxic positivity

En person, der udsætter andre for toksisk positivitet, er ikke nødvendigvis bevidst om sin egen adfærd. Han eller hun vil sikkert mene, at det er for at ”hjælpe” andre, og derfor kan det være svært at stoppe vedkommende på den rigtige måde.

Men hvordan ved man, at man bliver udsat for positivitetstyranni eller ej? ”Du kan mærke det!”, lyder svaret fra psykolog Barbara Ford Shabazz. ”Når nogen siger til dig, at ”modgang gør stærk”, at ”der er en mening med alting”, eller at ”du skal prøve at se tingene fra den lyse side”, og du bliver ked af det, er det en god start at sige: ”Jeg får det ikke bedre af denne her snak, så jeg synes, vi skal stoppe”. Eller du kan være mere specifik: ”Det nok er bedre for mig at tale med andre om det her.”

Alle har brug for at blive rummet på en mere multidimentionel måde, også med det negative, så man føler, at man er helt sig selv.

7. Sund positivitet, sådan!

De fleste af os er blevet udsat for toksisk positivitet – og har måske også selv udsat andre for det, påstår psykologen.

Det bedste, man kan gøre, er at stoppe sig selv. Modstå fristelsen til at minimere andres følelser eller fikse dem. Hvis du vil være sikker på, at du udstråler ægte positivisme, så er parolen: Det er okay ikke at være okay hele tiden. Men det er fint at gøre ting, der gør én glad, at være taknemmelig og være et godt eksempel for andre.

Hvis du gerne vil muntre andre op, så drop idéen om, at du skal fikse dem. Stil hellere spørgsmål som ”hvad har du brug for i øjeblikket?” eller ”hvordan kan jeg støtte dig på en god måde?”

Kilde: Daily Om. Amerikansk hjemmeside med et stort udbud af selvudviklingskurser. Det er Maia Niguel Hoskin, der står bag artiklen om Toxic Positivity.

Artiklen blev udgivet i Psykologi 04/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version .