Hun besøgte ham under indlæggelsen, og han talte om afvænning. To uger efter var han udskrevet og død

November 2019. Der lå en bagstræberisk dis over Amagerbrogade. Bagstræberisk, fordi en dis kan være smuk og forudsige en varm dag, brodere vandperler i græsset.

Men en dis kan også være grim og sygelig, gribe fat om din hals og trække dig ned. Det var den sidste version, der krøb ind i min eksmands lejlighed og nu var trængt ind i hans møbler og ting.

Hvis jeg lod hånden glide hen over armlænet på vores engang fælles sofa, kunne jeg mærke den fedtede hinde, de første mugsporer. Der havde kun været lukket for varmen i et par uger, men opløsningen var allerede i gang. Den havde tilintetgjort mennesket, nu var det tid til løsøret.

Jeg stod over for en næsten umulig opgave. At rydde op i min dødfundne eksmands taglejlighed på en sidegade til Amagerbrogade.

Det var et par uger siden, han knækkede sammen med åndedrætsbesvær, lige dér på gulvet ved siden af sin seng. Der, hvor nogen havde smidt et par håndklæder oven i de blodstrint, jeg stadig har mareridt om fire år senere.

Jeg så mange scenarier for mig: Betjentene, der tørrede nødtørftigt op på gulvet ved at skubbe håndklæderne, de havde fundet på badeværelset, rundt med deres støvler.

Den tilkaldte læge, hvis irritation og træthed smittede af på de andre, så alle begyndte at skændes om rimeligheden i overhovedet at være der.

Ambulancefolkene, der manøvrerede båren med min eksmand ned fra femte sal, bandende over de glatte trapper. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forsøgte – og forsøger – at se forløbet for mig.

Det er sikkert for at aflede tankerne fra ham i den situation, konturerne af ham på trægulvet. Måden, kroppen var foldet om sig selv i et sidste forsøg på at skærme sig mod omverdenen.

Politiet efterlod min eksmands mobiltelefon og nøgler på reolen i entréen. Min yngste datter havde engang fået lov til at tegne med farvekridt på siden af den, en hamster og en pige med gult hår. Man måtte godt tegne på møbler hos hendes far. ”Hallo, her boede altså en far”, fik jeg lyst til at råbe.

Aparte teknemmelighed

De 45 kvadratmeter var fyldt med beviser: En dørliste, hvor min eksmand havde markeret, hvor meget hans yngste datter voksede gennem årene. Slikpapir, der dukkede op besynderlige steder, for eksempel stukket ind mellem to bind af ”Ringenes Herre”. Skolebøger og penalhuse, jeg havde efterlyst i årevis, sågar en hel skoletaske, hvis forsvinding min datter loyalt havde påtaget sig skylden for.

Hun var hans sikkerhedsvagt, grænsevagt, fredsvagt … ambassadøren i dette lille, nedslidte land.

Jeg følte pludselig en aparte taknemmelighed over for politiet, måske fordi de havde foretaget sig nogle enkle handlinger, som sociale regler foreskriver, at man gør i sådan en situation.

Det kan også være, at jeg desperat rakte ud efter alliancer. Jeg havde jo ingen at dele mine følelser med.

Ensomheden kunne destilleres direkte ud af luften og drikkes. På dødstidspunktet kom der sjældent nogen ud over mine døtre i lejligheden. Måske et par af de modigste fra kommunen eller en eller anden forpustet stakkel fra Nemlig.

To betjente i uniform

Politiet havde i det mindste betrådt disse gulve. Det var også dem, der var troppet op hjemme hos mig sent en lørdag aften.

Jeg åbnede og så ind i brystet på to uniformer, registrerede, at den ene betjent havde langt, lyst hår og netop på grund af det lange, lyse hår vidste jeg, at meddelelsen var tung. Mine døtre stod bag mig og holdt vejret, men jeg var ikke et godt eksempel for dem.

Min ansigtsmuskulatur forrådte mig, og jeg smilede til den kvindelige politibetjent, da hun fortalte, at min eksmand var blevet fundet død samme dag. Sagde nærmest glædestrålende ja til, at hun og makkeren kom indenfor.

– Det kommer ikke som et chok, sagde jeg til den lyshårede. Konspiratorisk, som om vi havde en hemmelighed sammen. Gu’ var det et chok.

Selv om jeg kendte medicinmisbruget og havde levet op og ned ad det i op mod 20 år, var denne dag aldrig en mulighed i min bevidsthed. For når jeg påstår, at jeg kendte min eksmands afhængighed, er det ikke det samme som forstod.

Man kan komme så tæt på et ulykkeligt menneske, at man er tvunget helt ind i porerne på det. Der er ikke længere noget overordnet mønster. Politiet kunne ikke oplyse en præcis dødsårsag uden obduktion. Jeg stillede alligevel nogle få spørgsmål, men det forekom mig at være et teaterstykke for pigernes skyld.

Fars frakke

Ren retorik a la: ”Hans krop kunne nok ikke mere?” ”Næhh”. I den første tid brugte jeg derfor ”hjertestop” som forklaring over for pigerne. Så havde de en værdig bøjle at hænge deres følelser på.

Jeg græd i øvrigt mere, end jeg smilede under politiets besøg, siger mine døtre. Jeg kan overhovedet ikke huske gråden, heller ikke i årene, der kom. Kun at jeg holdt øje med pigernes ansigter, blev ved med at tjekke, om de var okay. Det var en rodet tid med mange uoverlagte valg.

Jeg begik for eksempel en fejl, da jeg lod min yngste datter, der dengang var 15 år, komme med op i sin fars lejlighed kort efter hans død. Og dét på trods af, at jeg endnu ikke havde været der selv.

Hun trådte ind i entréen, drejede hovedet mod et af de to værelser og lod blikket falde på gulvet foran sengen. Hendes kæbe låste, armene faldt ned langs siden.

Jeg erkendte fejlen og trak hende ud i opgangen, hvor hun sad, farveløs og stille, mens jeg fór rundt og ringede til mennesker. Jeg skulle bare have taget min datters hånd og være gået, men jeg lod hende sidde i den tarvelige opgang med hans nøgler presset ind mod brystet, mens jeg gik i rundkreds.

Man skulle tro, at jeg havde lært noget af den hændelse, men senere, efter at der var ryddet en anelse op, tog jeg min ældste datter med.

Hun tilbragte fem minutter i halvmørket, løftede et par bøger ud af en bogkasse – og så opdagede hun frakken i hjørnet. Det var hendes fars gamle vinterfrakke, hans signatur og skikkelse.

Frakken opførte sig ikke, som overtøj skal, når det er smidt på gulvet. Den var så stiv af skidt, at den kunne stå selv, den ellers så fine Armani-frakke, han og jeg for mange år siden havde købt i Fields. Dermed var besøget slut.

Dårlig dømmekraft er sikkert naturligt for en pårørende. Mest af alt håbede jeg dog, at mine døtre kunne komme lidt tættere på deres far i denne umulige fase.

Jeg savnede nogle ritualer, vi tre kunne læne os op af. Havde vi bare haft mulighed for en indianerbegravelse på Amager Fælled, tæt på det sted, en af de fem hamstere, han havde opfostret, var gravet ned med en ske.

Alt andet end den danske model, hvor sorgen er så klinisk, at den selv sørger for at vaske hænder.

Det tog mig en uge at rydde op i lejligheden. Der var intet elektrisk lys ud over en gulvlampe, som foretrak at ligge ned.

De arkæologiske lag af papirer, tøj, fotos og mange andre ting vidnede om sygdommen og manglende evne til at sætte sig ud over den. Men også om det liv, min yngste datter levede, når hun besøgte sin far. For hende var dette en normaltilstand, og hun kendte ikke andre måder at have en far på.

Skældte ud

Midt i tragedien skal man huske, at der for hende var masser af gode dage. Alt foregik her, og når hendes far ikke sov, så de tv, tegnede, spillede computer og lavede mad.

Jeg smed en masse affald ud, for eksempel madvarer, og jeg fandt kilovis af fotos og bøger, som jeg tog med hjem.

Fragmenter af min ungdom dukkede løbende op. For eksempel fotos af Tom og jeg i grungeoutfit og kogebøger med 90’ernes lalleglade billeder.

Samtidig førte jeg en envejssamtale med min eksmand: ”Jeg ser dig, du fandtes.” Jeg var også sarkastisk. ”Jeg tager altså det her kunstværk, som jeg engang købte i en antikforretning i Bredgade. Nu har det stået og gloet ind i dit skide savsmuldstapet i ti år.”

Jeg skældte faktisk rigtig meget ud, for jeg var vred. En latent følelse efterhånden. Hvordan kunne han pisse sit liv væk på den måde, udsætte os alle sammen for det her?

En af de sidste opgaver, jeg påtog mig i lejligheden, var at fylde en stor sportstaske med medicin, pakke efter pakke, nogle af dem stadig uåbnede. Der stod Oxycontin på dem alle.

Voldsomme smerter

Tom kom fra en tryg og glad opvækst og uddannede sig til journalist på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, hvor vi mødtes.

Vores karrierer tog fart i 00’erne, dengang man bare behøvede at rømme sig og sige ”spidsvinkling”, så var man installeret med høj løn. Vi giftede os og fik to piger. Flyttede ind i et arkitekttegnet hus på Amager.

Jeg sammenfatter dette kort, men det er ikke for at nedvurdere de gode år. Jeg vil blot slå fast, at de var der og skal huskes.

Tom var en meget intelligent og nysgerrig person. Han elskede sin familie, sit arbejde som redaktionschef, han elskede verden. Humor, skarphed og store armbevægelser var hans kendetegn. Indtil migrænen slog til for cirka 20 år siden.

Tom fik med jævne mellemrum voldsomme smerter, der borede så ondskabsfuldt i hans kranie, at han kastede op og kunne ligge i dagevis uden lindring. Der har efter al sandsynlighed været tale om den værste af alle migræner, Hortons, eller en kombination af flere typer, men det hjælper os ikke nu. Ligesom det kan være ligegyldigt, at man bliver ved med at trøste sig selv med at: ”Manden ville jo ikke have hjælp.” ”Han havde ingen selverkendelse.” ”Han var manipulerende”. Og den kuldslåede sortie: ”Det var nok også det bedste.”

Jeg skal ikke være hellig og sige, at jeg som hustru, og senere eks, aldrig gav op eller ønskede ham langt væk. Jeg gav op hvert andet øjeblik i relationen til den mand, der gradvist ændrede personlighed til det værre af afhængigheden.

En af årsagerne til min afmagt var, at Tom ville være alene med migrænen og nægtede at inddrage andre end dem, der kunne give ham ”den rette medicin”. I den proces skubbede han mennesker fra sig. Familie, venner, kolleger.

Det skete umærkeligt og langsomt, men det skete.

Angst for smerter

Tom blev udredt på en hovedpineklinik i København. Det hjalp ikke. Han supplerede sit voksende lager af kodimagnyler med migrænemedicin. Den er i udgangspunktet ikke vanedannende, men Toms smerter var så invaliderende, at han udviklede angst for dem, blev mere og mere anspændt, fik mere og mere ondt, og han åd migrænemedicin til sidst.

En af bivirkningerne ved ikke at overholde anbefalingen af dosis på hovedpinemedicin er hovedpine … Så hvis man skal tale om en eksponentiel kurve i nogen sammenhæng, er det her …

Her i 2024 kan jeg hænge som en drone over historien og se de fælder, vi vadede lige ind i gennem årene. For eksempel, at jeg accepterede min mands selvmedicinering.

Man kan sagtens tale om medmisbrug, for min hverdag blev jo også lettere, når min mands gjorde. Men overblikkets luksus havde jeg af gode grunde ikke dengang. En dagligdag med småbørn og arbejde krævede for mit vedkommende en ret ryg, en konet page og et vist talent for fortrængning.

For Tom handlede det om at skjule sin smerte. Tavshed udadtil, ditto indadtil. I privatlivet var det opslidende, grænsende til det traumatiske.

Som årene gik, forværredes migrænen, og så kom sukkersygen. Jeg kan ikke længere gøre rede for, hvornår den ene lidelse overtog den anden, eller om alt blev blandet sammen.

For at gøre det værre, ignorerede Tom ofte sukkersygen eller glemte simpelthen at behandle den. Han fik sår, der ikke kunne heles, nye smerter … I perioder var han ekstra nedbrudt på grund af besynderlige virussygdomme.

Jeg spekulerede på, om hans immunforsvar var slidt op, men i dag ved jeg, at det var regulære abstinenser. Gennem årene forkortedes intervallet mellem hospitalsindlæggelserne.

Tom sagde sit arbejde op, da han ikke kunne holde til mere, og fra den dag var der kun forværring. Vi blev skilt, finanskrisen tog resten.

Derouten i vores liv var hurtig og konkret. Et stort hus blev erstattet med små lejligheder, og høje journalistlønninger med freelance-klatskillinger og overførselsindkomster.

Oxycontin kom ind i Toms liv for cirka 10 år siden, da en praktiserende læge smed ham ud af sit kontor og meddelte, at hun ikke ville have noget med hans misbrug at gøre længere.

Han blev henvist til en såkaldt smertelæge, der introducerede Oxycontin. Sådan tror jeg i hvert fald, det forholdt sig. Jeg kan stadig huske Toms glæde … Endelig var der en læge, som ville hjælpe ham og troede på, at han havde frygtelige smerter.

Man skal ikke undervurdere styrken i lindring af kroniske smerter, ikke mindst når den syge oplever, at mange er skeptiske. Lettelsen er enorm, rusen endnu større.

I 2019 sad jeg således på et grimt trægulv med en taske proppet med denne såkaldte syntetiske opioid. Jeg vidste godt, at det var et præparat, som på ingen måde burde forekomme i de mængder i en privat persons hjem, og jeg havde åndsnærværelse nok til at få tasken afleveret på apoteket.

Jeg var dog ikke klar over, at samme taske repræsenterede en epidemi, der har sit udspring i USA og har kostet millioner af menneskeliv. Og jeg fik ikke set nærmere på dybden af Toms narkomani i første omgang.

En hjerneblødning slog mig af pinden i 2018 og har efterfølgende præget mit liv. Men det er en anden historie, og jeg fungerede trods alt, i hvert fald tåleligt, og faktisk tror jeg ikke, at min reaktion på min eksmands død havde været anderledes, hvis jeg var rask.

Lager af medicin

Man vidste simpelt hen ikke nok om opioiderne i Danmark på daværende tidspunkt, og jeg bruger ikke min egen sygdom som undskyldning for apati. Men cirka et år efter bisættelsen var jeg hos min praktiserende læge, der også var min eksmands.

Pludselig sagde lægen, ramt af en indskydelse, der åbenlyst gav ham beske opstød: ”Han blev jo fundet med fire plastre.” ”Ja”, sagde jeg. Men anede ikke, hvad manden talte om. Plastre?

Ordet ”Fentanyl” kom i spil, efterfulgt af ”manipulerende” og andre udtryk, der skulle placere skylden, samt dulme en dårlig samvittighed. Jeg var lamslået, gik hjem og googlede.

Fentanyl er en syntetisk opioid ligesom Oxycontin, men styrken kan ganges med hundrede. Det fås blandt andet i såkaldte depotplastre.

Tilbage i 2018 skulle jeg have stillet spørgsmålstegn ved depotet af Oxycontin i min eksmands lejlighed.

Overdraget det til politiet med en opfordring til at undersøge, hvordan en mand, der knap havde sin førlighed tilbage og boede på femte sal, kunne være i besiddelse af så meget farlig medicin. Han var oven i købet lige blevet udskrevet fra Hvidovre Hospital, hvor han var indlagt på grund af en overdosis og lå i respirator.

Jeg besøgte Tom to gange under den indlæggelse. Ved det første besøg havde personalet netop befriet ham fra respiratoren, og han var ikke i stand til andet end at sige ”undskyld”.

Blodgennemstrømningen i hans hud var så svag, at den lignede blåhvid voks, og ansigtet stivnede i en maske, som ingen, heller ikke sygeplejerskerne, turde se direkte på.

Andet besøg viste en lidt mere vågen mand, der oven i købet talte om afvænning. Da kunne han sidde i en stol over for mig, og jeg fablede febrilsk om, at vores ældste datter snart kunne få kørekort. To uger efter var han udskrevet og død.

I 2019 havde alle, undtagen Toms døtre (og til dels jeg), vendt ham ryggen i vrede. Vores omgangskreds stod jo i periferien og betragtede miseren.

Og selv om vores familier gentagne gange forsøgte at hjælpe pigerne og mig, var de magtesløse over for stofafhængigheden. Jeg forstår godt omgivelsernes raseri, når de er vidner til den adfærd. Men omvendt kunne jeg skrive en bog om, hvor nemt det er at isolere et andet menneske fra fællesskabet.

By proxy

Når jeg ser tilbage på de sidste år af Toms liv, fortryder jeg, at vi voksne udelukkede ham fra juleaften.

Han var indbegrebet af sort, selvovervurderet bitterhed på det tidspunkt. Men pigerne og jeg burde have holdt juleaften med ham.

Det er nemt at sige nu, men jeg ved, at uanset, hvor rædselsfuldt Tom kunne opføre sig, så ville mindet om dét være bedre end at tænke på ham alene i sin lejlighed juleaften.

Jeg er ikke ude på at anklage læger eller andre myndigheder direkte, selv om om jeg i dén grad undrer mig over, at kommunen og sundhedsvæsenet aldrig – eller i hvert fald sjældent – kommunikerede og tillod, at en mand blev udskrevet fra hospitalet i en pauver tilstand gang på gang.

Den motor, som driver mig, er til gengæld at give mine døtre lidt af deres far tilbage. Skrælle lagene af den bestialske afhængighed væk og hjælpe dem med at se ham igen.

Det er meget hårdt, men det fastgroede plaster skal af. Hellere rive et par hudlag af end at leve med store tavshed. Da jeg gjorde rent i hans lejlighed, fandt jeg i øvrigt en kæmpestor pose cornflakes fra Nemlig, nok til et landsstævne.

Der var også frisk mælk og små yoghurter i køleskabet. Midt i absurditeten troede Tom, at vores yngste datter ville komme på besøg et par dage senere.

Han ville aldrig have begået selvmord med den viden, ikke bevidst. Fentanyl sørgede for, at det skete, by proxy.

Artiklen blev udgivet i Psykologi 04/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.