Samfund
13. august 2024

Da hun vågner er sengen rykket en halv meter. De har forsøgt at få hende til at falde til ro

Cecilie var indlagt i halvandet år på den lukkede afdeling. Men hun fik det ikke bedre. Hun fejlede nemlig noget helt andet, end lægerne troede.
Af: Markus Valentin
Cecilie Skovbjerg

Foto: Markus Valentin/privat

Dette er andet afsnit af serien om Cecilie. Du kan læse første afsnit her:

Advarsel: Der er beskrivelser af selvskade i artiklen.

Der er lige så diset udenfor opholdsstuens vinduer, som der er i Cecilies hoved den 21. december 2010.

Hun sidder i en blå lænestol overfor fladskærms-tv’et. I stedet for at følge med i programmet, er det som om, at Cecilie ser sig selv udefra.

Opholdsstuen er et dukkehus, og virkeligheden flyder surrealistisk forbi, som var det en tegnefilm.

Hun er ikke længere til stede i egen krop. Hun dissocierer hedder det. En typisk reaktion efter en længerevarende stressbelastning af hjernen.

En metalvogn med eftermiddagsforfriskninger ruller ind i opholdsstuens køkken, som så mange gange før. Tallerkener og bestik klirrer i kontakten med hinanden.

Cecilies flugt fra virkeligheden bliver med det samme afbrudt.

Autistiske kvinder i psykiatrien

Det er først i de senere år, at man er begyndt at få øjnene op for, at voksne kan diagnosticeres med autisme.

Særligt kvinder har gået under radaren, da de typisk er bedre til at maskere deres symptomer. Men når masken krakelerer i voksenalderen, møder de en psykiatri, der ikke er uddannet til at stille diagnosen.

For autisme anses stadig for at være en børnediagnose. Den er ikke på lystavlen, når voksne diagnosticeres, fortæller ekspert. I stedet bliver kvinderne diagnosticeret med borderline, bipolar eller skizofreni.

Et konservativt bud på, hvor meget fejldiagnosticeringen koster psykiatrien årligt lyder på 500 millioner kroner, men er formentligt langt højere ifølge autismeforsker Rizwan Parvaiz.

Og den forkerte behandling kan sende kvinderne ned i en destruktiv spiral af selvskade og selvmordsforsøg.

Cecilie Skovbjerg er en af disse kvinder, som har været et årti i psykiatrien som fejldiagnosticeret.

Dette er historien om hendes rejse gennem psykiatrien, ned i mørket og tilbage til livet.

Hun flyver op fra stolen og Cecilie spæner ind på et badeværelse, hvor hun skærer sig i armen.

Og så går alt i sort.

Det er første gang, at Cecilie selvskader så voldsomt. Tidligere har hun kradset lidt i huden, men intet nær så grelt som nu.

Da hun atter kommer til bevidsthed, ligger hun i en hospitalsseng. En kvinde aer hende blidt på kinden.

Sengen står ikke, som den plejer, men er rykket en halv meter. Cecilie har rykket den, mens hun var i vildrede. Personalet kæmpede med at få hende til at falde til ro. Men det husker hun ikke.

Det var ikke på grund af blodtabet Cecilies verden gik i sort. Det var fordi, hun tabte tråden til virkeligheden. Hun begyndte at dissociere igen.

Hvis du har brug for hjælp mod selvmordstanker

Hos Livslinien kan du få en rådgivende samtale alle årets dage fra klokken 11.00 til 04.00.

Du er anonym og må gerne ringe flere gange. Telefonnummeret er 70 201 201.

Kilde: livslinien.dk

Sygeplejersken fortæller, at de er glade for, hun er hos dem igen, for de har ikke kunnet tale med hende i flere timer.

På Cecilies højre skulder ligger hendes tøjkat, den hun fik i fødselsdagsgave som barn. Personalet ved, at tøjdyret har en beroligende effekt.

Hendes blik løber ned ad kroppen. Ærmet er blodigt, og en gazeforbinding er svøbt rundt om flængen på armen.

Men der er også noget andet.

To brune læderremme med bæltespænder holder Cecilie fast. Over maven ligger en større læderrem fastspændt.

I løbet af det næste halvandet år, bliver Cecilie bæltefikseret mindst 125 gange. Det bliver en rutine at selvskade. Og Cecilie kan godt lide rutiner. Det gør hende tryg.

Når hun selvskader, mærker hun ingenting. Skærmen slukkes, og hun går i sort.

Under indlæggelsen sætter Cecilies håbløshed for alvor ind. Hun mister alt håb på, at systemet kan hjælpe hende.

Cecilie tager en beslutning om at begå selvmord. Og når Cecilie sætter sig noget for, agter hun at fuldføre det.

Logisk set vil hun gerne bryde rutinen, men som hun fortæller overlægen:

»Jeg vil meget gerne ud af selvskade, men det kan jeg ikke.«

Den tilknyttede psykolog arbejder på, at Cecilie skal lære at være i sine følelser, mærke dem og tillade sig selv at føle dem. Sådan behandles borderline.

Men fokuset på de negative følelser skaber et tumultarisk tankemylder, som presser Cecilie længere ud.

Hun begynder at hallucinere. Skygger fortæller hende, at hun skal selvskade.

Ifølge autismerforsker Rizwan Parvaiz ved Klinik for ADHD og autisme, er Cecilie et meget typisk eksempel på, hvordan det foregår, når en kvinde med autisme møder psykiatrien efter en autistisk nedsmeltning.

Det er ikke unormalt, at kvinderne får det værre, da de mødes med kognitiv behandling, der sætter urealistiske mål op.

Sådan blev historien til

Historien er skrevet ud fra dybdegående interviews med Cecilie Skovbjerg og hendes mor, Lisbeth Meisling. Herefter er deres udlægning af forløbet tjekket efter via aktindsigter i Cecilies syge- og kommunejournaler.

Eksperter har suppleret med viden og gennemlæst historien. Her i blandt Rizwan Parvaiz, leder af autismeforskning ved Klinik for ADHD og autisme samt psykologer med speciale i autisme, Anne Foder og Elisabeth Christensen.

Bøger, rapporter, undersøgelser og faglitteratur om autisme er ligeledes læst igennem som del af researchen til artiklen.

Hertil er der interviewet en håndfuld kvindelige autister ligesom Cecilie, som alle deler lignende oplevelser med tiden i den offentlige psykiatri og kampen hen mod en udredning for autisme.

Samtidig forklarer Rizwan Parvaiz, at autister ikke kan tåle den samme mængde medicin, før de oplever bivirkninger grundet deres sanseoverfølsomhed, der får dem til at opleve medicinen voldsommere.

Og siden Cecilie også har PTSD er hun ekstra udsat for, at det hele fører til endnu flere psykotiske anfald.

I marts 2012 medgiver overlægen, at alle behandlingsmuligheder er udtømte.

Hvorfor fejldiagnosticeres kvinderne?

Tre gange så mange kvinder som mænd får stillet diagnosen borderline. Og tre gange så mange drenge som piger diagnosticeres med autisme.

Det på trods af at diagnoserne menes at påvirke kønnene ligeligt ifølge Klinik for ADHD og autisme.

Da Cecilie fik sin diagnose i 2010, vidste de færreste i voksenpsykiatrien, at kvinder kunne diagnosticeres med autisme.

Dengang opdagede psykiatrien kun de ekstreme tilfælde af autisme, der også havde en grad af retardering, som de fleste associerer med stereotyper såsom Dustin Hoffmans karakter fra 1988-filmen ‘Rain Man’.

Tanken strejfede formentligt ikke engang psykiaterne, da de så en kvinde som Cecilie med spiseforstyrrelse, selvskade og psykoser.

Men tegnene på autisme var der dengang, og tegnene er der også når lægerne stiller hende borderline-diagnosen.

Flere gange til samtalerne med psykiatrien fortæller Cecilie om, hvordan hun putter en facade på over for verden af normalitet. Om behovet for kontrol, faste rutiner og få men nære mennesker omkring sig.

Ifølge autismeforsker Rizwan Parvaiz ved Klinik for ADHD og autisme er psykiatrien god til at finde de diagnoser, de leder efter.

Cecilie fik aldrig foretaget en test for sin borderline forud for diagnosen. I stedet blev diagnosen foretaget ud fra en enkelt samtale, hvilket er standard praksis.

Lægen, der stillede borderlinediagnosen, beskrev, at Cecilie kun udfyldte fire ud af fem af kriterierne for, at hun kunne diagnosticeres med borderline.

Men fordi han kunne beskrive hendes forhold til andre som ustabile, men ikke intense, mentes der at være belæg nok.

Gennem årene beskriver læger, der typisk møder Cecilie for første gang, at hun ikke passer ind i borderline beskrivelsen. Og de betvivler desuden, at det skulle være PTSD’en, der får hende til at selvskade og få psykoser.

Men der bliver ikke foretaget hverken en udredning eller ny diagnose.

Ifølge Landsforeningen for bedre psykiatri, SIND, så er det ikke unormalt, at autister som Cecilie kæmper i årevis for at få omstødt en diagnose.

Autismeforsker Rizwan Parvaiz tilføjer, at det skyldes en gammel kultur af respekt blandt psykiatere, at man ikke tilsidesætter en kollegas tidligere diagnosticering, medmindre der er stærke argumenter for at gøre det.

I WHO’s nye diagnosehåndbog fra 2019, som stadig venter at blive implementeret i Danmark, er det muligt at have mere end én diagnose. Desuden bliver det ikke længere muligt at diagnosticere ud for observationer fra en enkelt samtale.

Det kan ifølge SIND gøre det lettere at få omstødt samt give den rette diagnose.

Cecilie er halvandet år på den lukkede, før hun kommer hjem igen.

Men psykiatrien har ikke sluppet hende helt endnu.

Væk fra hospitalssengen

Cecilie er på vej ud ad døren. Men først må hun have et billede af det værelse, hun har boet på i halvandet år.

Mandala-tegningerne er taget ned fra de nu nøgne, hvide hospitalsvægge. Reolerne er tømte, og det eneste spor efter Cecilie er de mange blodpletter, der er søbet ned i den øverste del af madrassen.

16. Maj 2012 starter et nyt kapitel. Cecilie er blevet udskrevet.

I mellemtiden er Cecilie blevet skilt fra sin mand efter 10 års ægteskab. Han kunne ikke helt forstå, hvorfor hans kone ikke kunne være normal, husker Cecilie. Så til sidst fik Cecilie nok af ikke at kunne leve op til rollen som sønderjysk landmandskone.

I den anledning tog personalet en snak med hende om hendes fremtidsplaner:

»Du kommer ikke til at flytte i egen bolig. Det kan vi ikke forsvare. Så du kan enten vælge at blive her, eller du kan flytte på bosted.«

»Hvem gider at bo på et hospital,« tænkte Cecilie straks.

Cecilie elsker friheden i at være alene, kun omgivet af dyr og naturen.

Kommunen har fundet et bosted til hende. Blot tyve minutters kørsel fra ridecenteret, hvor Cecilies hvide “Pippi-hest”, Gaston, græsser.

Bostedet ser ud til at have styr på tingene, og personalet fremstår super søde.

Fællesarealerne er dekoreret med designermøbler, der er et krea-rum og sågar en ansat til at sørge for blomster.

Inden afskeden kalder psykiatriens psykolog til samtale.

Psykologen giver Cecilie en afskedsgave i form af en intelligensvurdering. Under opholdet har hun fået opfattelsen af, at psykiatrien synes, hun er dum.

Det konkluderedes, at hun er normalt begavet med gode sproglige- og hukommelsesmæssige evner.

Cecilie er nu 29 år gammel. Hun tilbringer de næste fem år på bostedet.

Spiseforstyrrelsen plager hende stadig. Det samme gør de hyppige anfald med selvskade.

Når Cecilies ankomst bliver meldt på psykiatrisk afdeling, kører personalet sengen med bæltefikseringerne frem, inden hun ankommer.

Kampe om den rette behandling fortsætter på hendes bosted fra sommeren 2012.

Det bliver først i 2017, at Cecilie får en behandling, der virker.

Former for autisme 

Der findes mange fordomme om autister.

Med årene gik det op for psykiatrien, at autisme viser sig på mange måder. Her kom undergrupper til såsom infantil autisme og asperger.

I dag er det etableret, at der ikke er fagligt belæg for, at undergrupperne eksisterer. Derimod kalder man det for et spektrum, hvor man kan have større og mindre grad af udfordringer. Og ens udfordringer og symptomer kan ændre sig gennem livet.

Op mod 2,8 procent af befolkningen har en grad af autisme, men kun 0,3 procent har en diagnose. Ved langt de fleste tilfælde, kan den udenforstående verden ikke se, om nogen har autisme.

Autisme kendetegnes ved, at man har en høj sanseoverfølsomhed. Men i stedet for at hjernen analyserer de kraftige indtryk instinktivt, så skal den autistiske hjerne bruge kræfter på at analysere sanseindtrykkene en efter en.

Derfor tænker mange med autisme meget logisk, da de har skullet lære at begå sig i verdenen, som en forsker der indsamler empiri.

Blandt de mere velfungerende autister, som har lært at begå sig i den almindelige verdens spilleregler og maskere deres symptomer, kan der derfor findes en høj grad af intelligens.

På bostedet vil Cecilie hellere selvskade, udløse en psykose og tvangsindlægges på den lukkede, end hun vil være sammen med de ansatte, som ikke kan finde ud af at omgås hende.

I stedet for at møde hende som et menneske, oplever Cecilie, at de kun ser en borderlinediagnose.

Gentagende gange vrisser personalet af hende. Det sætter sig i dybt i Cecilie:

»Du selvskader bare for at få opmærksomhed.«

»Hvorfor tager du dig ikke sammen?«

»Du er en dramaqueen.«

En pludselig drejning

Cecilie tvangsindlægges mindst 51 gange, mens hun bor på bostedet. For det meste blot i nogle dage, andre gange i uger ad gangen.

Rutinen er fastlåst.

Indtil nu har Cecilie ikke modtaget anden behandling end heftig medicinering og en kort periode med elektrochok terapi, siden hun flyttede fra den lukkede.

Ingen af delene har hjulpet Cecilies underliggende tilstand.

Men Cecilie begynder til ugentlige samtaler i psykiatrien i 2016.

Der går noget tid, hvor samtalerne tager udgangspunkt i den typiske behandling for borderline, som Cecilie har oplevet før:

Lær at mærke dine følelser; lær at håndtere stressen, når den opstår; lær at være mere social.

https://imgix.femina.dk/2024-08-13/Enghaven-sep-22-1024x768.jpg

Antallet af indlæggelser begynder dog at falde.

Ikke på grund af samtalernes indhold, men fordi Cecilie oplever endelig at blive taget seriøst. Fordi hun bliver lyttet til.

I december 2016 laver psykiatrien en ny regel: Hvis Cecilie selvskader, aflyser overlægen Cecilies næste samtale.

Cecilie oplever, at personalet i psykiatrien er ude på at straffe hende.

Det sender hende atter ned af et spor med nye indlæggelser. Nu har hendes mor fået nok. Hun kontakter psykiatrien og får Cecilie henvist til et særligt team for personlighedsforstyrrelser. Her får Cecilie en fast psykolog.

Samtalerne tager en pludselig drejning. Psykologen opdager, at der er noget anderledes over Cecilie. Hun passer ikke ind i borderline-kassen.

I stedet for at fokusere på, hvad der sker, når Cecilie får en psykose, så begynder psykologen at fokusere på det, der går forud for nedsmeltningerne, så de kan arbejde på at nedbringe belastningerne i Cecilies hverdag.

Så psykologen lærer også Cecilie, hvorfor mennesker opfører sig, som de gør. Og hvordan hun selv kan imødekomme sociale relationer, men på egne præmisser.

Cecilie vil på en gang gerne være ‘normal’, men hun frygter samtidig “den normale verden”.

Hun ved ikke længere, hvordan man skal være normal. Det endte jo ikke godt, sidst hun var det.

Cecilie vælger derfor “den syge verden” til, fortæller hun psykologen.

Som folkeskolelærer blev Cecilie uddannet i at undervise børn i lokaler med hvide vægge og gråmelerede gulve.

Dengang havde hun aldrig troet, at hun ville gøre karriere som patient i psykiatrien, hvor hun i samme omgivelser skulle undervises i, hvordan man var normal.

2017 bliver sidste gang, Cecilie selvskader.

https://imgix.femina.dk/2024-08-13/DSC_3219-1024x624.jpg

Slottet

Cecilie mærker en forbedring. Der skal ske noget nyt.

Hun fortæller sin mor, at hun vil prøve at flytte for sig selv. Væk fra bostedet.

»Ej, dårlig idé,« svarer moren hende hurtigt.

I stedet finder de et andet bosted med friere rammer. Cecilie kan komme og gå, som hun vil og endda have egen bil.

Cecilie flytter den 8. juli 2017. I samme omgang skruer hun gevaldigt ned for medicinen.

Hun har altid oplevet, at det meste af hendes medicin forværrede hendes tilstand, mere end det hjalp.

Ifølge autismeforsker Rizwan Parvaiz er det meget muligt. For på grund af Cecilies autistiske hjerne og dens altid tilstedeværende sanseoverfølsomhed, reagerer hun voldsommere end andre mennesker på medicin.

Den samme mængde dosis medicin, som mennesker uden autisme modtager, kan meget vel udløse stærke bivirkninger hos Cecilie.

Bag en allé af træer titter det ny bosted frem.

Bygningen ligner et slot. Lejligheden er kæmpestor. Omkring 100 kvadratmeter med parketgulv og udsigt over en park.

Alle de mandetimer med støtte, Cecilie har fået tilegnet af kommunen, får hun med over til det nye sted.

Men de tillokkende ord om selvstændighed bliver hurtigt til en oplevelse af, at hun efterlades til sig selv.

Den eventyrlige lejlighed ændrer sig til at være et ispalads. Cecilies tålmodighed er brugt op, og hendes retfærdighedssans blusser op på ny.

Over det næste år begynder hun at skændes vildt med personalet. Cecilie kan ikke forstå, hvorfor hun heller ikke her kan få faste kontaktpersoner.

Forkerte klistermærker

Hver mandag morgen får Cecilie besøg i sin stue af en ansat, som skal gennemgå bogen ‘Selvskadende adfærd: fra offer til sejrherre’ med hende.

Efter mange diskussioner får hun forhandlet sig frem til, at det er en fast ansat. En ung, nyuddannet mand.

I modsætning til de andre ansatte, oplever Cecilie, at han tager hende alvorligt og lytter til, hvad hun siger.

Når hun ryger op i det røde felt, møder han hende ikke med fordømmelse.

»Du har en krøllet og mærkelig hjerne, som jeg gerne vil lære at kende,« siger han i stedet.

En dag i februar 2019 kommer han ind i stuen og sætter sig overfor Cecilie i kurvefletstolen.

Cecilie er lidt flov. Hun har aflyst en af deres tidligere aftaler, og er klar til en konfrontation, hvor hun må undskylde.

Men i stedet kigger han hende direkte i øjnene og siger:

»Sig mig, er der ikke noget galt med de klistermærker, du har i panden?«

Sætningen kommer ud af det blå.

Cecilie har ikke selv turde sige det højt de sidste otte år.

Både personalet på de forskellige psykiatriske afdelinger, samt på hendes to bosteder, har altid fortalt hende, at hun er “så meget borderline”.

Når hun tænker over det, er hun heller aldrig blevet testet for hverken sin PTSD eller for borderline.

Retfærdighedssansen blusser op i Cecilie.

»Fint, så lad os få tjekket de der klistermærker.«

Du kan læse sidste afsnit af Cecilies historie her:

Læs mere om:

Læs også