Da hun træder ind ad døren, kan hendes mor se, at noget er ændret. Hun er en kvinde med et mål

Advarsel: Artiklen indholder omtale af selvskade

Torsdag formiddag 7. november 2019 sidder Cecilie og hækler. Foran hende er sofabordet et stort rod af papirer og andre kreative projekter.

Det er rengøringsdag. Som led i borderline-behandlingen kommer en af bostedets ansatte forbi lejligheden i en times tid og hjælper Cecilie med, hvad de kalder bo-træning.

Formålet er, at Cecilie skal lære at holde sit eget hjem. Men de sidste 2,5 år har hun ikke rykket sig synderligt.

Historien om Cecilie er en del af en serie. Du kan læse afsnit 1 og 2 her:

Gennem de seneste par år har Cecilie kæmpet med personalet for at få lov til at få at vide fire dage på forhånd, hvem det er, hun skal have som kontaktpersoner.

Den ansatte giver Cecilie en lap papir i hånden. Men den strækker sig kun tre dage frem til lørdag.

»Hvad er der galt med søndag,« spørger Cecilie straks.

En aftale er en aftale. Og Cecilie starter en diskussion.

Til sidst fortæller den ansatte hende planerne for søndagen. Men Cecilie kan ikke med tre ud af fire af de ansatte den dag. De er alle nogen, som ikke ser Cecilies behov, men som stresser hende og prikker til traumerne fra hendes PTSD, oplever hun.

Hun bryder sammen i gråd.

Begynder at ryste.

De næste fire timer mandsopdækkes hun af to ansatte, som forsøger deres bedste for at trøste og berolige hende.

Lige meget nytter det.

»Tag dig nu lidt sammen,« fortæller en af de ansatte.

Den sætning har Cecilie hørt masser af gange før.

Grænsen er nået.

Lige siden Cecilie var 27 år i 2010, har hun været under opsyn. Lige siden har hun oplevet, at psykiatri og bosteder har fortalt, at hendes opfattelse af virkeligheden ikke er ægte.

Cecilie har fået nok.

Da personalet har vagtskifte, skrider hun.

Hvorhen ved hun ikke. Men hun skal bare væk.

Hun har forsøgt at flygte fra psykiatriske afdelinger, gruppeterapier og bosteder før.

Men denne gang er det som om, det er anderledes.

Iført cowboybukser og en langærmet trøje går hun ud i novembervejret.

Hun mærker ikke kulden, til trods for at hun nu reelt befinder sig i et køleskab på fem grader.

Hendes hoved er tåget. Det ene skridt afløser det næste ned ad de jyske landeveje, gennem byer og videre ud på vejene igen.

I alt går hun omtrent halvanden time.

En bil vender om ved et kryds og kører op til hende. To veninder, Marie og Nanna, har genkendt hende. De stopper i landevejsgrøften, stiger ud og giver Cecilie et kæmpe knus.

Tårerne fosser ned ad kinderne.

Veninderne kører Cecilie hjem til dem selv og placerer hende i stuen med et tæppe og en varm kop kakao. Da hun har fået varmen, ser hun på Marie og siger:

»Jeg skal ikke bo der mere. Kør mig tilbage, så jeg kan pakke en kuffert.«

Klokken er 18.30. De sidste fire timer har bostedet forsøgt at komme i kontakt med Cecilie, men uden held.

Dunkelheden er faldet over ”slottet”, som hun ankommer foran indgangen. Hun går op ad de store, gamle, adelige trapper.

Som hun når op til trappernes repos, tikker en sms ind.

»Hvis vi ikke hører fra dig nu, så kontakter vi politiet.«

Cecilie stopper op og skriver tilbage:

»Det behøver i skam ikke. Jeg er på vej op for at pakke min kuffert.«

Da hun ankommer til sin lejlighed, går to ansatte hende i møde.

De spørger, om hun har brug for et kram.

Men Cecilie tager ikke imod omsorgen.

Hun tager sin kuffert og går ned mod sin lille, hvide Hyundai I10, smækker døren og ringer til sin mor i København.

Lisbeth har så sent som 14 dage forinden indkaldt bostedet til et endnu et krisemøde.

Lisbeth kan høre på sin datters stemme i telefonen, at den er helt gal. Hendes stemme er lys og nærmest ikke forståelig.

Men hun støtter Cecilie i sin beslutning og fortæller, at hun skal være velkommen hjemme hos hende på Frederiksberg.

Turen til hovedstaden er lang, så Cecilie holder ind på en fynsk rasteplads.

Under lyset fra en tankstation skriver hun en mail til lederen på bostedet om, at de kan betragte hende som opsagt per dags dato.

En underlig følelse breder sig i hende.

Da hun træder ind ad døren, kan Lisbeth se, at hendes datter ikke længere er i affekt.

Cecilie er en kvinde med et mål.

På nyt græs

Fredag morgen begynder Cecilie at lede efter et sted at bo. Hun finder straks en lejlighed, som hun kan inspicere om lørdagen.

Rygtet har spredt sig om flugten. Bostedet ringer op til 11 gange om dagen for at høre, hvordan hun har det.

Cecilie blokerer deres numre.

Efter 7,5 år på bosted og en karriere som patient i psykiatrien i 10 år opdager Cecilie, hvor mange mennesker i hendes netværk, som holder af hende.

Et døgn efter har Cecilie fået et skånejob på et ridecenter med tilknyttet midlertidig bolig, mens hun venter på at flytte i lejlighed.

Selvom boligen er “noget gammelt lort fra 70’erne uden møbler”, så er det hendes.

Cecilie vågner den efterfølgende morgen på en luftmadras i stuen.

Det falder hende naturligt at gå ud og se til hestene. Der skal vejes hø af til tredive heste morgen og middag efterfulgt af staldgang og andet forfaldende arbejde.

Desuden skal nogle af hestene rides til.

Cecilies mor tror næsten ikke sine egne øjne.

Cecilie får ikke hjælp til sin spiseforstyrrelse, hun får ikke medicin, og der er intet personale omkring hende.

Alligevel trives hun som aldrig før.

For første gang i lang tid, har Cecilie fornemmelsen af, at tøjlerne atter er tilbage i hendes hænder.

Følelsen af at være til nytte for nogen er en, hun ikke har oplevet siden dagene som folkeskolelærer 11 år tidligere.

På rideskolen ser de ikke Cecilie som en diagnose, der skal lære at være normal.

Derimod møder de hende som et menneske med de kompetencer og kapaciteter, hun nu har.

På bostedet allierer Cecilie sig med en ansat, som påpeger over for hende, at borderline-diagnosen umuligt kan passe på hende.

Sidenhen forsøger hun at få en udredning. For da hun tilbage i 2010 fik diagnosen konstateret, var det netop det – en konstatering.

Der var ingen test eller yderligere for at undersøge, om det nu også passede.

Dengang ville bostedet ikke gå med til det. Hun måtte kun få en udredning, hvis det skete via hendes sundhedsfaglige kontaktperson.

Og dertil havde Cecilie et klart svar: »Fuck nej!« Hende stolede hun ikke på.

Så Cecilie spørger ejeren af ridecenteret, om hun vil skrive en vurdering af, hvordan hun oplever Cecilie.

Vurderingen sendes til Cecilies læge. Og han er enig i, at noget ikke helt går op med borderlinediagnosen fra 2010.

Så han skriver en anbefaling til en privat psykiater.

Du er okay

I september 2022 har Cecilie har knapt bevæget foden over dørtrinnet til den private psykiaters kontor, før hun gør sig til kamp.

70’er-psykiateren.

Typen som stadig hænger i tiden med fløjlsjakke, lapper på albuerne et vildt og utæmmet skæg.

»En halvgammel klaphat ligesom de andre,« tænker Cecilie.

Cecilie har allerede oplevet seks af hans slags som patient i psykiatrien. Mennesker, der tror, de ved præcis, hvad patienten har brug for - før der er vekslet et ord.

Typisk var det lig med magtanvendelse og bæltefikseringer, husker Cecilie.

Men da hun sætter sig ned, spørger han åbent ind til hende.

»Okay!? Du kan faktisk noget,« tænker Cecilie for sig selv

Tredje gang de mødes på kontoret, tager samtalen en drejning.

»Har du egentlig overvejet, om du kunne have autisme,« spørger psykiateren.

»Nej, jeg er ikke Rain Man,« svarer Cecilie ham.

Han rækker Cecilie et spørgeskema, hun skal udfylde.

Når hun er færdig, tælles pointene sammen, og konklusionen klar:

»Du skal have en score på 65 for at være autist, og din er på 149, « siger psykiateren.

Chok.

Intet mindre.

Da hun kommer hjem, sætter hun sig i sofaen med en kop the og sin iPad. Nu skal der googles.

Forskellige grupper og foreninger for folk med autisme begynder at poppe op på skærmen. En helt ny verden åbner sig.

Cecilie er stadig en smule skeptisk, indtil hun falder over en udgave af Autismeforeningens magasin med titlen: ‘Autistiske Kvinder – Du kan da bare tage dig sammen…’

Alene titlen passer spot on.

Som Cecilie læser magasinet igennem, spreder der sig en følelse af lettelse fra hovedet og ud i fingerspidserne.

»Jeg er okay, som jeg er,« tænker Cecilie.

Cecilie har haft svært ved at vide, hvem hun egentlig var, fordi hun fik at vide fra læger og ansatte i så mange år, at hun var en diagnose, hun ikke kunne genkende sig i. Men med autisme kom en anden selvindsigt.

Det kan lyde som en kliché.

Men efter i et årti at have fået fortalt, at det er hende, der er noget galt med, og at hun tager fejl, når hun ikke spejler sig i borderlinediagnosen, er tanken nærmest revolutionær.

Hun ringer til sin mor.

Borderline kan blandt andet udløses gennem en utryg og ustabil barndom, et højt konfliktniveau i hjemmet, eller omsorgssvigt. Hendes mor har derfor oplevet at være på anklagebænken, hvilket i årenes løb har ført til konfrontationer med Cecilies overlæge i psykiatrien og lederne af bostederne.

Men nu ved hun, at Cecilies hjerne bare er bygget anderledes.

Ud over at udrede Cecilie for autisme, så stadfæstede psykiateren PTSD-diagnosen, mens spiseforstyrrelsen ændres til at være forbundet med autismen fremfor PTSD’en.

Så snart diagnosen blev stillet, rettede kommunen ind. Cecilie fik bostøtte med faste ansatte, som hjælper hende med at styre hendes måltider.

Dog går der yderligere to år, før den offentlige psykiatri anerkender Cecilies autisme.

Voksenpsykiatrien er helt sikker på, at der må være tale om borderline. For der står i diagnosehåndbogen, at autisme er en børnediagnose.

Selvom det kræver en kamp, får Cecilie kæmpet sig frem til, at også det offentlige giver hende en udredning. De får samme resultater som privatpsykiateren.

En hverdag på egne præmisser

Cecilie åbner døren, og ud løber servicehunden Aiko i vild ekstase. Det er 17. Maj 2024.

Præcis 12 år og én dag siden, hun blev udskrevet på den lukkede afdeling i Haderslev og flyttede på bosted.

I dag skinner solen på en næsten skyfri himmel. Hverdagen går stadig med at passe heste på et ridecenter lidt udenfor Horsens.

Cecilie er på vej ned til folden, hvor hendes to heste græsser. Hun har en ærmeløs top på, som viser hendes ar. Permanente minder fra tiden i psykiatrien.

Autismen er ikke noget, Cecilie har behov for at fortælle alle og enhver, der møder hende. Hun vil hellere ses som det menneske, hun er, frem for en diagnose.

Gennem sit liv har Cecilie altid følt sig udenfor. Og hun har i årevis ikke vidst, hvem hun egentlig var. Psykiatrien og bostederne sagde, hun var borderline, men det kunne hun ikke genkende.

»Autismediagnosen startede en helt ny rejse. Jeg har skullet finde ud af at aflære alt det, jeg havde tillært mig for at passe ind i borderline-diagnosen,« fortæller Cecilie.

Traumerne fra PTSD’en og de mange år som fejldiagnosticeret påvirker hende stadig, hvor selvværdet har taget et slag.

»Det er faktisk svært at anerkende, at det er okay at have det, som jeg har det. Når jeg i mange år har fået at vide, at jeg ikke er okay af læger og personale.«

Sidst Cecilie blev tvangsindlagt, var i 2019. Og det er syv år siden, hun sidst har selvskadet.

Tilbage står hun med en forundring over, hvordan det kan være, at den offentlige psykiatri i Danmark stadig er så dårlige til at forstå og diagnosticere særligt autistiske kvinder som hende.

Cecilie har godt overvejet at klage over sin tid i psykiatrien. Men så igen. Hvad skulle det nytte?

I stedet ser hun fremad.

Cecilie svinger sig op i sadlen på sin “Pippi-hest”. Modsat andre knabstruppere har han ikke sorte pletter. Han er helt hvid.

Der findes en bog til børn med autisme om zebraungen Zander:

Han er bange for, at de andre heste gør grin med hans zebrastriber. Men med lidt hjælp lærer han, at det er striberne, der gør ham til den, han er – og at det faktisk kan være en styrke.