Det hun sagde til to seks-årige, fik mine hænder til at skælve af vrede

Dette er en kommentar, som giver udtryk for skribentens egne holdninger.

”Du er ikke bedre selv, du”

Sådan sagde min mormor til min mor, da hun som barn kom grædende ind i køkkenet, og fortalte om andre børn, der havde været slemme mod hende.

Selvom det nok ikke var det, hun ville høre dengang, fortæller min mor, at hun set i bakspejlet altid har respekteret sin mor for at sige sådan. Hun beundrede, at min mormor ikke blandede sig i små skænderier mellem børn.

Min mormor var husmor i 40'erne og 50'erne, og sammenlignet med dette udgangspunkt tyder meget på, at nutidens generation af forældre har en ganske anden forældrestil.

Nogle mennesker kalder dem helikopterforældre.

De har gode intentioner, men er kendetegnet ved at være næsten konstant til stede, og blande sig meget i børnenes liv.

Men hvor går grænsen egentlig? Og hvornår er det okay at råbe ad andres børn på dine egne vegne?

Selvom min mor så op til min mormor, reagerede hun helt anderledes, da jeg voksede op i 90'erne. Hun tog altid min side, og forsikrede mig om, at det var de andre, der var dumme, og mig, der havde ret.

Men hun gik ikke længere. Min mor ringede aldrig rundt til andre forældre, førskolelærere eller lærere for at ordne tingene, når jeg skændtes med nogen. Hun holdt sig til de støttende ord, men jeg måtte selv finde ud af resten.

Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at jeg beundrer denne side af min mor, men jeg har i det mindste taget den med mig.

Når min seks-årige datter kommer hjem og er ked af det, fordi nogen har sagt noget dårligt, eller hun har følt sig udenfor, lytter jeg, prøver at bekræfte hendes følelser og forsøger at finde nogle råd, hun kan bruge, hvis noget lignende skulle ske igen.

Hvad der aldrig ville falde mig ind, er at gå direkte til et barn, min datter har brokket sig over, og skælde dem ud.

Men nogle forældre gør det, og for nylig var det præcis, hvad der skete med min datter.

Detaljerne er ikke så vigtige, men lad os bare sige, at jeg var tæt nok på til at overhøre alt, da en mor kom stormende hen og begyndte at råbe ad min datter og hendes veninde.

Hun var vred, fordi de var løbet fra hendes søn, og troede, de holdt ham ude. Da de to piger forsøgte at forklare, hvad der var sket, blev de kun afbrudt af moderen, som flere gange med høj stemme gentog, at det ikke handlede om lige nu, men at det var noget, de havde gjort flere gange.

Nu gider mit barn ikke lege med dig mere, tilføjede hun. Jeg var ret fortumlet, hvor jeg stod, og måske derfor brød jeg ikke ind.

Men da jeg samlede mig, så jeg, at mine hænder rystede af vrede. Der var noget ved hendes aggressive tone, som om hun talte med andre voksne og ikke to seksårige. Hun var heller ikke interesseret i dialog, men tilsidesatte dem for at lufte sine egne følelser, så det ud til. Og hvorfor gik hun direkte til børnene og ikke til mig først?

Hele episoden mindede mig om en hændelse fra min egen barndom, hvor jeg blev taget til side af en mor, der var vred, fordi jeg havde glemt at hilse på hendes barn og lige var gået direkte til en anden.

"Sådan kan du ikke opføre dig!" kan jeg huske, at hun sagde og tårnede sig op over mig som en kæmpe med vrede øjne. "Nu må du sige undskyld, ellers skal du bare hjem."

Jeg husker den snurren i kroppen og ringen i ørerne, da jeg stod der, og at hun fik mig til at føle mig som verdens værste person, uden at jeg helt forstod, hvad jeg havde gjort forkert.

For jeg var ikke gået forbi hendes datter (som jeg ofte legede med) bevidst, jeg var kun gået over til en anden, som jeg fik lyst til at lege med der og da.

Jeg forstår selvfølgelig, at det er smertefuldt at se, at ens barn føler sig udenfor, og systematisk udelukkelse eller drilleri af en person over tid (det, der defineres som mobning) selvfølgelig skal håndteres af voksne, hvis de ser andre børn slå, kaste med en sten eller gøre ting, de åbenlyst ikke burde gøre.

Men det er ikke de situationer, jeg taler om nu. Jeg taler om de små daglige gnidninger, der opstår mellem børn hele tiden.

For hvordan skal børn lære grundlæggende sociale færdigheder, stå op for dem selv i konflikter, gå i dialog og udtrykke deres egne følelser, hvis voksne altid bryder ind for at ordne tingene?

I mit tilfælde ville jeg have sat meget mere pris på, hvis moderen havde opmuntret drengen til at komme over og sige, hvad han følte, eller hvis hun var kommet til mig først med sine bekymringer. Jeg ville i det mindste have ønsket, at hun havde talt mere roligt, gået i dialog og ikke glemt, at hun er en voksen kvinde, mens det var to små piger.

Da jeg efterfølgende spurgte min datter om hændelsen, virkede hun heldigvis ikke særlig påvirket. Men hun fortalte mig, at de kun var løbet for at lægge en sweater, og at de endda havde spurgt drengen, om han ville blive. Moderen kunne have fanget alt dette, hvis hun havde gjort sig den ulejlighed at lytte.

Hændelsen fik mig til at tænke, og selvom min mormors svar lød alt for hårdt, da min mor fortalte mig om det, tror jeg, at nutidens forældre kunne lære noget af en husmor fra 50'erne.

Slå koldt vand i blodet. Tillad børn at skændes i fred, før du blander dig, og giv dem hellere støtte til selv at håndtere dette. Man må heller ikke glemme, at en sag altid har flere sider, for ofte er det nok som min mormor plejede at sige: "Du er nok ikke bedre om det selv, du".

Denne artikel blev først bragt på KK.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.