Min datter havde ikke en far, et navn eller en identitet de første tre måneder af sit liv – og jeg fik at vide, at fejlen var min

Dette er en kommentar, som giver udtryk for skribentens egne holdninger.

For knap et år siden gik jeg rundt med en gigantisk gravid mave. Hver dag kunne jeg mærke min lille pige sparke og kaste sig rundt inde i sin private, menneskelige gummicelle. Jeg glædede mig – som de fleste andre i samme situation – umanerligt meget til at få hende ud og i mine arme.

Eftersom jeg var førstegangsfødende, vidste jeg ikke, hvad jeg gik i møde, andet end at jeg på den anden side af fødselsbjerget ville stå med en baby i armene.

Og selvom jeg var indstillet på, at tiden efter fødslen ville blive hård, så var jeg overbevist om, at de største bekymringer ville ligge bag mig, når moderkagen var ude, navlesnoren klippet, og jeg var syet sammen.

Sådan skulle det ikke gå.

Inden jeg får sat associationer i gang om forfærdelige fødselsberetninger, kan jeg mane til ro – på den front.

Jeg havde (heldigvis) en ekstremt ukompliceret fødsel. Min datter var sund, rask, sulten og glad for at sove, og jeg vraltede kun lidt sjovt i en uge.

Jeg tænker nu, om det var en gave fra naturens side, at min mand og jeg ikke skulle kæmpe med mareridtskolik og tredjegradsbristninger, fordi vi fik en helt anden barselsgave med os hjem.

En, vi ikke, i vores vildeste fantasi, havde forestillet os fandtes.

Lidt baggrund: Min (nu) mand er fra Slovakiet. Jeg er fra Danmark.

Vi bor i Sverige, men arbejder begge i Danmark, og jeg valgte at føde i Danmark.

Sprogbarriere, hospitalspraksis, tryghed og så videre gjorde det til det oplagte valg for mig, og det virkede også kun rigtigt at føde i Danmark, eftersom min datters nationalitet ville være dansk, da den følger moderen.

Grundet vores lidt omstændige miks af nationaliteter, bopæls- og arbejdsforhold aftalte vi, allerede mens jeg var gravid, at vi ville giftes. Simpelthen for at have en juridisk vandtæt dokumentation på hinanden uanset hvilken stat, der kiggede på os.

Planen var at blive gift, inden jeg fødte, så alt var i orden, inden vores datter kom til verden.

Det var den første udfordring.

Det bryllup, vi skulle have fikset så let som ingenting på rådhuset, viste sig at være mere end besværligt at opnå tilladelse til.

Hvorfor? Fordi min mand (som har boet, arbejdet og betalt skat i Danmark i mere end 15 år, har dansk CPR-nr, MitID og spiser mere leverpostej end gennemsnitsdanskeren) havde et slovakisk pas.

Det var åbenbart et problem, til trods for, at Slovakiet er en del af EU, og grænserne – også for ægteskab – burde være relativt frie. Næ nej.

Det, der ifølge Københavns Kommune og Borger.dk, skulle have taget maks 14 dage at sagsbehandle, såfremt begge parter havde MitID og CPR-nummer, havnede nu hos Familieretshuset med en sagsbehandlingstid på flere måneder. Med andre ord, en tid, vi ikke havde med en tiltagende voksende mave.

Efter utallige opkald og besøg hos diverse styrelser og ikke mindst Familieretshuset, fik vi endelig tillade os til at gifte os – men der stod jeg to minutter i at skulle føde, så datoen blev sat til seks uger efter vores datters fødsel.

Derfor var vi ikke gift, da jordemoderen hjalp en knap fire kilo tund baby til verden og noterede hendes navn (med faderens og vores kommende fælles efternavn) på en lille post-it sammen med hendes fødselsmål.

Normalt har man 30 dage efter fødslen til at registre faderskabet på Borger.dk, hvis man ikke er gift.

Det foregår med MitID, digital signatur og en form for co-signing i eBoks.

Vi fik at vide, at vi ikke skulle bruge denne service, men i stedet registrere faderskabet direkte hos Familieretshuset.

Mig, hormonel, lettere forvirret og ikke i stand til at stille spørgsmålstegn ved information fra autoriteter to dage efter mit livs præstation, sagde tak og sendte med min mand faderskabsblanketten afsted til Familieretshuset.

Der gik en uge. Der gik to. Og så var der gået de famøse 30 dage.

Vi havde stadig ikke fået en bekræftelse på, at faderskabet var registreret.

Fem uger efter fødslen hørte vi fra Familieretshuset. De manglede et bilag. Det fik de.

Få dage efter – og få dage inden vores bryllup – fik jeg endelig et brev i eBoks. Jeg blev ligbleg, da jeg åbnede det. Afslag.

De ville ikke godkende at min mand var far til vores barn.

Fortvivlet ringede jeg op for at høre, hvordan de dog var nået frem til den beslutning, og de mente ikke at kunne behandle sagen grundet ”manglende internationale kompetencer”.

Undskyld, hvad? Vi var jo blevet henvist til Familieretshuset netop grundet vores internationale situation, og nu kunne de ikke behandle vores sag, fordi vi var internationale?

Vi taler altså her om myndigheden, der behandler sager om familiesammenføring, internationale ægteskaber med videre, men at skrive min mands navn på vores danskfødte datters fødselsattest var for meget at forlange?

Herfra gik en heksejagt i gang med at få min mand registreret som faderen til vores barn. Vi prøvede Borgerservice. Vi prøvede det svenske personregister, men de skulle have dansk ID, altså et pas, førend de kunne registrere noget. Og et pas?

Ja det kunne vi heller ikke få, eftersom vores datter skulle have min mands – og mit nye – efternavn, men det kunne jeg ikke få lov at navngive hende, fordi det ikke var mit navn endnu, og min mand på papiret intet havde at gøre med vores datter.

Og intet navn, intet pas.

Og det var en helt ny og underholdende curveball, når man som grænsegænger krydser landegrænser næsten dagligt.

Vi prøvede (som et vildt, desperat forsøg) Den Danske Ambassade i Sverige. De grinede nærmest ad os.

Min mand kunne ikke få lov til at registrere barsel, fordi der var ikke noget barn at registrere barslen på hos ham, hvilket var en stor joker i hans ansættelsesforhold, og jeg blev ringet op af Udbetaling Danmark omkring mine rettigheder som solomor.

Summasumarum. Vi stod med en to måneder gammel baby, som ikke kunne få et navn, ikke kunne få et pas og juridisk ikke havde en far – og en far, der ikke kunne tage den barsel, som han var berettiget til.

Det eneste bevis vi havde på vores lille pige og hendes eksistens i (den danske) verden, var det lille hospitalsarmbånd i plastik, hun havde om håndleddet, da hun blev født med CPR-nummer og navnet ”Ukendt Pige Boelsmand”.

Vi ankede naturligvis Familieretshusets afgørelse, og herfra startede en – I kid you not – retssag om vores lille baby i Københavns Byret.

Og for at gøre ondt værre, kunne vi, da vi åbnede sagen første gang, se, at der var sket en fejl, da sagen blev registreret, så det så ud som om, at min mand og jeg kæmpede mod hinanden om faderskabsretten.

Mens sagen kørte, og vi gjorde os bekendte med sjove juridiske begreber som ”processkrift” og ”frister”, kæmpede jeg stadig med at finde ud af, om det dog virkelig kunne passe, at vi ikke i det mindste kunne få lov at navngive vores datter.

Jeg havde i mellemtiden fået samme navn som min mand, så jeg forsøgte - som den selvstændige solomor jeg på papiret så ud til at være - at navngive hende på Borger.dk, men der kom aldrig nogen kvittering.

Det viser sig, at det stadig er de danske kirkekontorer og bopælssognet, der står for navneregistreringen. Men… hvad så når man ikke bor i et sogn? Så falder sagen såmænd ud et et cyber-limbo, hvor man ikke en gang får en venlig påmindelse om, at beskeden ikke kunne leveres. Det kan selv Outlook finde ud af, men ikke den danske stat.

Jeg prøvede at tage kontakt til en kirke for at se, om jeg kunne få barnet døbt. Jeg havde ikke nok tilhørsforhold – og for øvrigt kunne de ikke registrere, at der fandtes en far på dåbsattesten.

Jeg kontaktede det sidste sogn, jeg boede i, inden jeg flyttede til Sverige. De kunne ikke hjælpe, men sendte mig videre til det kirkekontor, der lå i samme sogn som Hvidovre Hospital, hvor jeg fødte min datter.

Og på det kirkekontor skulle det vise sig, at der sad en engel.

Den venligste, mest praktiske og løsningsorienterede skabning, jeg nogensinde har mødt.

Efter en kort telefonsamtale, en mail og en aftale om et fysisk møde, gik vi næsten fire måneder efter fødslen, ud ad kirkekontoret i Hvidovre med ikke blot en navneattest på vores lille Charlie, men også som en familie på tre med baby, hendes mor og hendes registrerede far. For det kunne den velsignede medarbejder også fikse.

Så vi nåede (heldigvis) aldrig i byretten.

Nu, hvor jeg ser tilbage på det hele, er det tydeligt, at det er en serie af uheld og anderledes omstændigheder, der gjorde, at netop vores situation blev så uhyggelig og unødvendigt kompliceret.

Men jeg kan dog ikke lade være med at tænke, hvor lykkelig jeg er for, at jeg fik en nem baby, når én forkert information fra en myndighed kunne føre til en så dramatisk myriade af komplet ufleksible og ubehjælpsomme sagsbehandlingsprocesser, der gjorde den sårbare efterfødselstid et til sandt juridisk mareridt.

Tænk at det kan lade sig gøre. Især i et land som Danmark.