Oliver nåede aldrig at blive født – men han kan være med til at afgøre USA’s præsidentvalg

Heather Martells mor var bare 16 år, da hun blev gravid med sin noget ældre, voldelige kæreste.

I dag er Heather 38 år og har været gravid tre gange. Hun betragter sig som resultat af en voldtægt og mener, at hun nok selv burde have været en abort. Ligesom to af hendes egne tre børn – under meget forskellige omstændigheder – har været det.

- Min mormor var glødende abortmodstander, og hun tog min mors p-piller fra hende, i den tro at hun så ikke ville have sex. Det virkede jo så ikke.

- Men min far var virkelig voldelig, og der var masser af stoffer ind over. Min mormor tvang min mor til at fuldføre graviditeten, fortæller Heather.

Nu kæmper hun i sin egen bortaborterede søn Olivers navn for, at andre amerikanske kvinder får den ret, hendes mor ikke havde. Hun har fred med at mene, at moren burde have haft mulighed for at vælge hende fra dengang.

- Vi var hjemløse, vi var fattige, og der var ikke altid noget at spise. Min mor røg i fængsel, og jeg havnede hos min mormor, hvor min onkel – hendes søn – forgreb sig på mig. Alt det, før jeg var fyldt tre år.

- Hvis man opremser alle de værst tænkelige barndomsoplevelser, så scorer jeg ti ud af ti, siger Heather og nævner selvmord, stofmisbrug, alkohol, promiskuitet, sexarbejde, menneskehandel og flere voldtægter.

- Jeg har selv været nede ad flere af de stier.

Heather tror på, at hendes egen sjæl nok skulle have fundet et sted at være, hvis ikke hun var blevet født i sin nuværende krop. Ligesom det gælder for alle hendes egne børn, hvoraf kun Jack, der nu er 15, faktisk blev født.

Ingen af Heathers tre graviditeter har været nemme, og hun har undervejs måttet træffe svære valg. Men det har været hendes valg. Hun mener, at politikerne bør blande sig udenom.

Heather Martell bor i svingstaten Wisconsin, hvor abortspørgsmålet spiller en helt central rolle i valgkampen frem mod USA’s præsidentvalg den 5. november. Derfor kan hendes historie ende med at blive afgørende for, om USA’s næste præsident bliver republikaneren Donald Trump eller demokraten Kamala Harris.

Harris-kampagnen har rakt ud til Heather, og hun er klar til at deltage i valgkampen.

Mange af Trumps kernevælgere på den kristne højrefløj mener, at livet begynder, i det øjeblik et æg bliver befrugtet af sperm. Derfor ser mange af dem alle former for provokeret abort som mord.

Det er den tankegang, der ligger bag en lang række lovstramninger de seneste to år.

Da Trump var præsident, indsatte han flere nye dommere i USA’s Højesteret. I juni 2022 besluttede det nye konservative flertal ved domstolen at skrotte 50 års forfatningssikret beskyttelse af abortretten.

Siden da har flere republikansk-ledede delstater benyttet deres nye mulighed for at stramme loven. Flere har helt forbudt abort – selv i tilfælde hvor en graviditet er resultat af incest eller voldtægt, og også selv om morens liv måtte være i fare.

Men meningsmålinger viser også, at et stort flertal af de amerikanske vælgere – også blandt republikanerne – mener, at lovstramningerne er gået for vidt. Der er også mange Trump-vælgere, der synes, abort skal være tilladt i nogle situationer.

Eftersom spørgsmålet splitter de Republikanske vælgere, ligner det en oplagt vindersag for Harris og Demokraterne.

Heathers første graviditet i 2006 endte i en langstrakt spontan abort. Hun mener selv, at den blev mere kompliceret af, at hendes gynækolog var abortmodstander.

- Jeg var 18, hjemløs og sammen med en skidt fyr. Min læge nægtede at se mig, da jeg begyndte at bløde. Da jeg spurgte, om jeg skulle tage på skadestuen, sagde hun, at de så ville ringe til hende, og så ville hun få mig udskrevet. Jeg blødte i flere måneder, husker Heather.

Anden graviditet var i 2008. Heather boede sammen med en voldelig kæreste. Men hun var fast besluttet på at få barnet.

Trods hendes egen svære barndom er det én ting, hun altid har vidst om sin fremtid: Hun ville være mor.

Hendes egen mor forsøgte at presse hende til at få en abort. Og kæresten holdt en pistol mod hendes hoved for at få hende til at afslutte graviditeten. I stedet for at blive siddende og trygle for sit og barnets liv, rejste Heather sig og råbte af kæresten. Så trak han sig. Og Heather pakkede sine ting og gik.

Hun var afklaret med, at hun ikke ville have en abort. Hun støttede kvinders ret til selv at vælge. Men for hende skulle det kun ske, hvis hendes eget liv var på spil, eller hvis barnet ikke var levedygtigt.

- Jeg har overlevet alle de her forfærdelige ting, så jeg ville også kunne klare en uplanlagt eller uventet graviditet. Men jeg ville ikke lade mit barn blive forældreløs. Så hvis mit eget liv var i fare, så ville jeg have valgt en abort.

- Jeg havde ikke nogen at give barnet til, og jeg ville ikke risikere, at barnet havnede hos pårørende og blev misbrugt, sådan som det skete for mig, siger Heather.

Jack var sund og rask, da han blev født. Men det var hans mor ikke. Hun skulle igennem to uger med livstruende barselsfeber, før hun og Jack blev udskrevet.

Nogle år senere havde Heather brug for en familieretsadvokat. Hun fulgte en anbefaling og opsøgte Jason Martell. Behovet for advokaten gik i sig selv igen. Men Jason blev hængende. De mødtes i 2012, begyndte at date i 2013, blev forlovet i 2014 og gift i 2015.

Jason er katolik, og allerede tidligt talte de om, at han var imod abort i alle situationer.

- Jeg syntes jo egentlig, at abort skulle være en mulighed. Men jeg tænkte også, at man jo bare skal beslutte sig, inden man når grænsen. At der altid er tid nok.

- Så Jason og jeg var bare enige om at være uenige. Det ville jo alligevel ikke blive relevant for os. Og så talte vi ikke mere om dét, siger Heather.

Men det skulle vise sig at være svært for hende at blive gravid igen. Måske fordi hun er diabetiker. De forsøgte sig med insemination seks gange, inden lægen sagde, at det kunne de godt glemme. Så det gjorde de egentlig.

Men i 2021 blev Heather gravid på naturlig vis.

To hjemmetest og en blodprøve bekræftede det, de havde opgivet at håbe på. Jason græd. Heather græd. Nu skulle de endelig have deres fælles barn. Og Heather skulle endelig have en ønsket, planlagt graviditet i et liv med ro på.

Men hun begyndte også hurtigt at føle, at noget ikke var, som det skulle være. Hun var syg. Kunne ikke spise. Kunne ikke sove. Det føltes, som om kroppen ikke ville have babyen.

Både Jason og lægen afskrev det som nerver. Men Heather blev ved med at insistere på at blive undersøgt. Så det blev hun igen og igen.

En ultralydsscanning i ottende uge bekræftede graviditeten. Alt så fint ud. Gentesten i 10. uge viste intet unormalt. Scanninger i 12. og 15. uge viste, at alt var godt.

Men da Heather blev scannet i 18. uge, var det svært at få et ordentligt billede af fostret og alle hans lemmer og organer. Han lå krummet sammen og bevægede kun armene en smule. Han sparkede ikke.

Da Heather, Jason og Jack kom tilbage til en ny scanning en uge senere, væltede verden.

Som ung havde Heather flirtet med tanken om at blive sygeplejerske. Hun nåede aldrig så langt.

Men hun fik lært en del anatomi og kunne godt selv se på scanningsbillederne, at der var noget galt med hendes babys ryghvirvler. Og at hjertet opførte sig som en våd svamp, der blev vredet.

Røntgenteknikeren hastede ud af rummet og kom tilbage med en læge, der kun fandt én nyre. Og den havde det heller ikke godt.

Lægen gav Heather et papirlommetørklæde og sendte hende videre til flere undersøgelser næste dag.

Diagnosen var VACTERL-syndrom. Det er en fællesbetegnelse for en lang række defekter og misdannelser. Hver for sig kan de behandles. Men for Heather og Jasons søn var de så omfattende, at lægerne ikke gav den lille dreng mange chancer.

- Jeg spurgte, om de ikke kunne lukke hullet i hans hjerte ved at operere, mens jeg stadig var gravid. Transplantation? Stamcelleterapi? Men alle mine idéer blev mødt med svar om, at jeg ikke var en egnet kandidat, eller at det ikke ville fungere i vores situation.

- Det var ikke noget, der kunne fixes. Alt ville være palliativ pleje. Hvis jeg fortsatte graviditeten, og babyen faktisk overlevede til fødslen, så ville det være den direkte vej til hospice. Det ville handle om at holde ham smertefri, til han døde, siger Heather.

Heather og Jason gav deres søn navnet Oliver efter Heathers morfar. Og Heather var afklaret med, at det for hende var abort eller selvmord.

Hvis man siger den slags højt i Wisconsin, risikerer man at blive tilbageholdt. Men hun lod sin mand vide, at hun ville afslutte graviditeten på den ene eller den anden måde.

- Jeg ved, hvordan jeg gør en ende på lidelserne, sagde hun.

Og så var abortmodstanderen Jason med på, at det rigtige var at gøre en ende på hans ufødte søns lidelser.

Heather bad om en henvisning til Planned Parenthood. Det er den organisation, der typisk står for aborter i USA, hvor hospitalerne kun tager sig af de helt akutte tilfælde.

På det tidspunkt var hun 19 uger og seks dage henne. Den typiske grænse for brug af abortpiller er 11 uger. Og i Wisconsin var abort dengang kun tilladt indtil 20. uge, og der er indbygget nogle døgns vente- og tænketid.

Så det var for sent i Wisconsin.

Den lille familie planlagde i stedet en abort i St. Paul i nabostaten Minnesota. I sidste ende nåede de det lige én dag før Minnesotas øvre grænse på 23 uger.

Proceduren var den, man i USA kalder en D&E-abort. Det står for dilation og evacuation – udvidelse og tømning.

Det er den slags, abortmodstanderne ynder at vise i meget grafiske og blodige detaljer. De har plancher med billeder af det, når de står uden for abortklinikkerne og råber til kvinder på vej ind ad døren, at det er drab, og at babyer bliver ”flået fra hinanden, kropsdel for kropsdel”.

Heather priser sig lykkelig over, at hendes aftale på abortklinikken var så tidligt på morgenen, at der ikke var så mange demonstranter. Blot et par gamle mænd, der råbte, at hun kunne få hjælp på et ’kvindesundhedscenter’ i nærheden.

Den slags centre er dukket op i umiddelbar nærhed af mange abortklinikker. De har ikke noget sundhedspersonale. Ifølge aborttilhængere er deres eneste funktion at tale kvinderne fra at få abort og også at forsinke processen.

Heather gik forbi dem og ind på klinikken. Hun mener ikke, at de forstår, hvad hun og klinikkens andre patienter går igennem. Hun kalder demonstranterne for ’ekstremister’.

- Aborten var det mest barmhjertige, vi kunne gøre for vores søn. Den eneste hjælp, vi kunne give vores barn.

- Vi sørgede jo allerede, og det var ikke spor morsomt. Og så siger de, at der er hjælp lige nede ad gaden. Men det var der jo ikke. Det er virkelig en kæmpe misforståelse.

Heather forklarer selve aborten som en procedure over to dage.

På førstedagen fik Oliver inde i livmoderen en injektion, der stoppede hans hjerte. Hun oplevede det, som at han døde næsten øjeblikkeligt til den trygge lyd af sin mors hjerteslag.

Da Heather kom tilbage næste dag for at fuldføre proceduren, gik hendes krop i fødsel. Men hun kunne ikke få lov til selv at føde Oliver.

- Det har noget med finansieringen at gøre, at de ikke kan tillade den form for abort. Så proceduren involverer en skalpel og udsugning, og der er ikke noget, man kan holde bagefter.

- Men de var i stand til at lave et fodaftryk, efter at de havde sikret sig, at der ikke var flere stykker tilbage i min livmoder. At der var gjort rede for alle dele.

Heather og Jason fik Olivers fodaftryk med hjem. Og Oliver selv blev kremeret og kom med hjem i en urne.

- Han er her hos os. Det betyder rigtig meget, siger Heather.

Hun fortæller historien med fattet stemme. Det er ikke nemt. Men hun er bevidst om, at det er vigtigt at give Oliver en stemme.

For hende var aborten ikke et ideologisk valg, men en sundhedsmæssig nødvendighed. Og ligesom hun tror på, at Olivers sjæl er et sted, så er hun også overbevist om, at der er en grund til, at hans livsbane var, som den var.

- Jeg tror på, at Gud ønskede, at vi skulle have Oliver. Han skulle ikke fødes ind i denne verden, men vi skal fortælle hans historie.

- Det er mit barns eftermæle. Vi kan vise folk, at vi ikke er uhyrer. At vi ikke er mordere. Vi er nogens naboer, vi er nogens familie, og det her var en forfærdelig tragedie.

- Der er en masse komplekse følelser i det. Men nogle gange bliver folk så optaget af deres egne holdninger og af præstens tolkning af et bibelvers, at de glemmer at se, at der står en kvinde, som har brug for lægehjælp. Og at det handler om mennesker, siger Heather.

For hende at se bør politikerne blande sig udenom. Ikke to tilfælde er ens, og det må være kvindens egen beslutning.

Hun er ikke nødvendigvis enig med Demokraten Kamala Harris i alt. Og hendes mand, Jason, er stadig mest Republikaner.

Men Heather ved, at Jason ikke kommer til at stemme på Trump. Og for Heather er det spørgsmålene om abort og transrettigheder, der vejer tungest ved valget til november.

- Det handler om personlig frihed. Man bør ikke kunne diktere et andet menneske, hvilke medicinske indgreb de kan eller ikke kan få.

- Hvis nogen er født med en penis og ikke vil have en penis længere, men hellere vil have en vagina, hvordan kan det så overhovedet rage mig? Af en eller anden grund rager det åbenbart Donald Trump og USA’s Højesteret.

- Man bør have lov til at gøre det, der enten er medicinsk nødvendigt, eller hvad man selv ønsker.

Hun har selv været i kontakt med en lokal politiker, der mente, at hun kunne have reddet Oliver ved at bede for ham. Men hun tror ikke på, at de manglende organer på magisk vis så ville være dukket op, og at alle defekterne ville forsvinde.

Hun gjorde, hvad hun følte var rigtigst for sig selv og sin familie – far, mor og tre børn.

Nu håber hun snart at få et fjerde barn. Levende.

Heather og Jason har taget hul på en ny runde fertilitetsbehandling, denne gang via IVF – altså kunstig befrugtning uden for livmoderen. Det foregår i Colorado, for Heather føler sig ikke tryg ved, at lovgivningen i hendes hjemstat, Wisconsin, ikke bliver lavet om igen.

Trods alle de hårde erfaringer med sine tre tidligere graviditeter siger Heather, at hun ikke er bange. Højst lidt nervøs. Så planen er, at der kommer en lille ny baby Martell til verden engang til næste år.