Hun havde "hele pakken", men var ikke lykkelig. Så tog hun en drastisk beslutning

Anna-Caroline kommer ud ad åbningen i det store, beigefarvede glampingtelt på bare tæer med et lille spejl i hånden. Beklager, at hun kun har nået at få mascara på det ene øje. Hun kom sent i seng, fordi hun baksede med at slå teltet op sammen med sin far.

Teltet ser ellers ud, som om det har været indrettet og beboet længe. En stor madras på paller med et mønstret sengetæppe, lyskæder i loftet, små pynteting, en krystallampe og i det ene hjørne et staffeli og en masse malegrej.

Udekøkkenet med vask er næsten lige blevet færdigmonteret, og mellem nogle træer bag et naturhegn, hun selv har bygget, står et muldtoilet.

Et lille, sammenfoldeligt solcellepanel hænger ned fra bordpladen og rammer en nogenlunde stabil solstråle mellem de ellers mange træer og buske på natur­grunden, hvor hun er ved at skabe sig en boplads.

Det er helt nyt for 25-årige Anna-Caroline at slå sig ned et sted. De seneste tre år har hun nemlig levet som cyklende nomade uden fast bopæl i længere tid ad gangen og for et minimalt husholdningsbudget.

– Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne cykle rundt og leve så ekstremt minimalistisk for evigt, og da jeg fik problemer med knæene, blev jeg nødt til at gøre noget andet. Samtidig blev jeg mæt af at opleve – det kræver mange ofre og en særlig mentalitet at leve som nomade. Til sidst havde jeg heller ikke lyst mere, siger Anna-Caroline.

Ensom og usund

Vi sidder i to havestole, der er fundet til storskrald, på en lun plet i solen foran glampingteltet. Her fortæller Anna-Caroline, hvorfor hun for tre år siden valgte at sige farvel til et liv, der ellers nok på overfladen kunne virke attraktivt for mange unge.

Der var både fast kæreste, hus i skoven i Holstebro, fast job og bil.

– Jeg kunne se mig selv i det hus de næste 30 år. Men jeg havde det bare ikke særligt godt. Jeg var mega ensom og virkelig usund. Tog mig virkelig ikke af mig selv. Jeg havde haft en kæmpe forventning til at rykke ud i det hus og købte en masse ting og tøj, men fandt ud af, at intet af det hjalp på et dybere plan.

Over nogle måneder fandt Anna-Caroline ud af, at hun måtte gøre noget drastisk for at forandre sit liv. Som med meget andet i hendes hverdag planlagde hun ikke langt ud i fremtiden – så hun ville bare ”cykle en tur”, besøge nogle venner og se, hvad der skete.

Hun slog op med kæresten, flyttede ud af huset og kørte afsted med lidt penge på lommen og ellers kun det udstyr, der kunne være på cyklen – telt, sovepose, madlavningsgrej og lidt tøj.

– Jeg kunne mærke, at det gjorde noget helt vildt godt for mig at være alene i naturen og bevæge mig meget. Bare dét at leve meget simpelt, siger Anna-Caroline, der også oplevede virkelig hårde dage, fordi hun var i dårlig form og alligevel ofte cyklede omkring 100 kilometer om dagen.

– Med tiden opdagede jeg, at når jeg konfronterede mine egne tanker og mine følelser i alle de timer, fik jeg også en meget større ro.

Et vendepunkt kom en dag i naturen. Det var første gang, Anna-Caroline opholdt sig lidt længere tid det samme sted.

– Jeg sad og græd under et træ, fordi jeg blev så rørt over, hvordan det også kunne føles at være i live, som jeg ikke rigtig havde mærket det før. Der var hverken hus, ting eller penge. Og jeg havde aldrig følt mig mere lykkelig. Dér besluttede jeg mig for at blive boende i naturen.

Små ting skaber lykke

I januar 2022 besluttede hun sig for at cykle videre gennem Europa – igen uden deadline.

Knap fem måneder var Anna-Caroline i sadlen gennem Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Østrig. Videre til Slovenien, Italien, Kroatien, Bosnien og Serbien.

Det blev en udfordrende tur – især på grund af vejret i de østeuropæiske bjerge. Minus 20 grader, så hun måtte sove med et kæmpe lag af uldundertrøjer i soveposen i teltet, hvis hun da ikke fandt et gratis sted at overnatte via fællesskabet ”warm showers”. Alligevel blev hun ved.

– Når man lever et hårdt liv og så pludselig får en solstråle eller medvind, skaber det en vild lykkefølelse. Eller når man finder vand eller møder et sødt menneske – sådan nogle ret simple ting er en kontrast til, at livet ikke bare er nemt på sådan en tur.

Undervejs funderede Anna-Caroline en del over, at man sagtens kan føle sig både ensom og ramt af livet, selv om man har haft en privilegeret opvækst.

– Selv om det er hårdt og koldt på sådan en tur, er det en meget værre følelse at være ensom og leve et liv, jeg ikke følte mig tilpas i. Sjovt nok er min følelse af ensomhed forsvundet fuldstændig, efter jeg begyndte at leve selvvalgt alene. Jeg tror, det er fordi, jeg har taget ansvaret tilbage for at ville lære mig selv at kende, siger hun.

Da Anna-Caroline havde levet som cykelnomade i cirka halvandet år, deltog hun sammen med en veninde i tv-programmet ”Alene i Vildmarken”, hvor det gælder om at overleve længst mulig tid i den vilde natur i Nordnorge om efteråret.

Her fik hun noget så eftertrykkeligt bekræftet, at hun var robust og havde en indre råstyrke – både når det kom til sult og kulde.

– Jeg fandt ud af, at jeg kan holde til meget mere, end jeg troede. Jeg føler egentlig, at jeg er skabt til at leve et naturligt, hårdt liv. Jeg kan faste enormt lang tid. Og hvis jeg bliver kold, bliver jeg varm igen. Alt det, man tænker er et stort problem ved at leve i naturen om vinteren – ja, det er udfordrende, men det kan godt lade sig gøre.

Anna-Caroline fik aldrig helt styr på at fiske i programmet, og derfor levede hun og veninden af bær og andet fra naturen. På et tidspunkt havde hun ikke spist i tre uger. Af tv-holdet havde de fået en ”startpakke” på 100 gram nødder, hvoraf Anna-Caroline spiste én nød om dagen.

– Selv om jeg ikke fik noget at spise, var jeg gladere på et meget dybere plan end året før, hvor jeg havde alt muligt mad og materielt, som jeg troede, jeg skulle have for at føle mig lykkelig.

Hun klarede 21 dage i den norske vildmark med sin veninde, selv om de begge tabte 11 kilo undervejs.

På cykeltur som fireårig

Efter både vildmarken og de lange cykelture har Anna-Caroline nu så god kontakt med alle følelser, at hun kan mærke hver en lille reaktion i sin krop. Hun har løbende reflekteret over, at hun har følt sig afkoblet fra sin krop gennem det meste af sit liv.

– Jeg er vokset op med en mor, der er diagnosticeret med bipolar lidelse. Og som voksen er jeg begyndt at tænke over, hvordan det egentlig har påvirket mig. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg ikke har lært af mine forældre at mærke mig selv og mine følelser i så høj grad, som jeg kunne have ønsket – måske også fordi det nogle gange var bedst ikke at mærke så meget, når min mor til tider havde det svært, siger Anna-Caroline.

Hendes forældre blev skilt, da hun var fem år, og hun boede på skift hos dem. De har dog altid været venner og haft et godt samarbejde. Hun beskriver sin far som et modstykke til sin mor – en logisk og analyserende ingeniør med ganske lidt kontakt til sine følelser.

– Jeg har taget mange af min fars egenskaber på mig og har også fundet ud af, at jeg faktisk havde ret svært ved at sætte grænser og sige fra. Min barndom har dog været fin, og min mor var enormt god til at passe på sig selv med sin sygdom – hvis hun havde det svært, kom vi hjem til min far.

Anna-Carolines far introducerede tidligt hende og hendes bror for ture i naturen. Fra de var ganske små tog de på shelter- og cykelture.

– Han prioriterede nærhed højt, og jeg har følt mig tryg i at være sammen i naturen, selv om det er en væsentlig anden måde at være sammen på.

Flere gange om året tog Anna-Carolines far sine børn med på én bestemt cykeltur langs naturstien mellem Silkeborg og Vrads.

– Vi cyklede 20 kilometer hver vej, selv om jeg var fire år gammel. Det kunne tage lige så lang tid, som det var nødvendigt, men frem, det skulle vi. Det føltes som en uendelighed, fordi stien var flad, og man kunne se virkelig langt frem. Men for hvert år blev den rute kortere og kortere mentalt. Jeg tror, at jeg har tillært mig en råstyrke med årene, siger hun og fortsætter:

– Ofte var det mørkt, når vi nåede frem, fordi min far ligesom mig er meget tidsoptimistisk. Men han har altid haft en ro i det, og når far siger, vi bare skal være rolige, så går det jo. Og kontrasten for en fireårig var enorm … den hårde cykeltur og så få lov til at vælge noget slik eller få en is hos den gamle købmand, når man kommer frem, smiler hun.

Kan leve for 500 kroner

Anna-Caroline følte sig ikke helt færdig med sin selvudviklingsproces efter 
cykelturen gennem Europa – og sagde ja til at deltage i en ny sæson af ”Alene i Vildmarken” i 2023. Denne gang … alene.

– På cykelturen havde jeg spurgt mig selv igen og igen om, hvad meningen med det hele egentlig var. Så mit mål med at tage i vildmarken igen var et indre retreat og en chance for virkelig at gå dybt. Jeg havde forinden tænkt, at det kunne være fedt at prøve at skrive min egen nekrolog og tage stilling til døden. Jeg var kommet for at lave hardcore mentalt arbejde, fortæller hun.

Anna-Carolines tilgang til at overleve i vildmarken ved primært at gå i en form for hi i sin sovepose satte dog produktionsholdet på overarbejde. Da de blev bekendt med, at hun havde skrevet sin egen nekrolog, blev hun sendt hjem, fordi de var bekymrede for hendes mentale tilstand.

– Mange ting gik op for mig på den tur. Der var ingen stimuli overhovedet, og jeg havde virkelig tid til at reflektere over, hvilke mennesker der betyder noget for mig. Jeg havde været meget rundt, og når man kører på sådan en eventyrrus, er det svært at se, hvor vigtigt det også er at sætte farten ned, siger hun.

Efter optagelserne besluttede Anna-Caroline, at det på længere sigt ville blive for ensomt at fortsætte nomadelivet – og så er vi tilbage på naturgrunden i Midtjylland.

Hun har ingen planer om at ”melde sig ud af samfundet”, men har svært ved at se, hvordan et eventuelt fremtidigt familieliv kan hænge sammen med et normalt fuldtidsarbejde og et socialt liv.

– Jeg bliver nødt til at indrette mit liv på en væsentlig anden måde, end de fleste mennesker gør. For jeg kan se, at for mig og mange andre fungerer det ikke særlig godt at ville det hele på samme tid.

I dag lever hun af at sælge nogle af sine malerier via Instagram og holde foredrag. Hun kan snildt klare sig for omkring 500 kroner om måneden til mad og mobil­abonnement, selv om hun dog i øjeblikket har flere penge mellem hænderne.

Hun skralder fra supermarkederne og spiser ikke altid så mange måltider på en dag.

– Der er nogle, der vil kalde det egoistisk, men altså – skal jeg leve efter samfundet, som det er i dag? Eller skal jeg leve, som jeg egentlig ønsker, det skal være? Hvis vi skal tage ansvar for os selv, vores børn, vores helbred og den jord, vi bor på, er der rimelig mange ting, der vil have godt af at blive ændret. Det er virkelig ikke for at være hellig, men jeg lever enormt ansvarligt, og det er godt for naturen, men det er virkelig også godt for mig …

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 34/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.