Prinsesse Diana var ydmyget - i dag er det et ikonisk modeøjeblik
Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix
Året er 1980. Prinsesse Diana var dengang ’bare’ Lady Diana Spencer og arbejdede i en børnehave. Hun var 19 år gammel og på ingen måde vant til det cirkus, der skulle blive hendes liv, efter hun giftede sig med kronprinsen af England, den daværende Prins Charles.
Medierne og særligt paparazzifotograferne, havde dog ikke meget til overs for den unge piges privatliv, da det først blev kendt, at hun datede Prinsen af Wales.
For at imødekomme pressen – og som et greb for at få pressen lidt på afstand fra børnehaven og børnene, hun passede – arrangerede Diana en fotosession foran Young England Kindergarden den 17. september 1980. Herfra var aftalen, at pressen skulle lade hende og børnehaven være i fred.
Det blev til en i dag ikonisk billedserie af den unge, kommende prinsesse iført en løs hvidmønstret nederdel fra Laura Ashley, lilla strikvest og lavendelfarvet skjorte. Et look, der på alle måder repræsenterer den afslappede mode i start-80’erne.
Til billedserien tog Diana fotograferne med til en nærliggende park, hvor der kunne tages afslappede billeder i naturlige omgivelser, som matchede hendes underspillede udtryk.
Det, ingen havde taget højde for, var, at modlyset i parken gjorde hendes lyse nederdel komplet gennemsigtig, så den kommende prinsesses figur stod til frit skue gennem skørterne. Diana havde nemlig ikke underskørt på, hvilket – dengang – stadig var kutyme.
Billedserien, der ifølge en af de tilstedeværende fotografer kun varede et par minutter, var på alle forsider landet over den næste dag.
Og det afstedkom ifølge kilder, at en ydmyget Diana havde sagt til Prins Charles, at hun ”… ikke ville være kendt som kæresten uden underskørt”.
Var det sket i dag, ville ingen have blinket to gange. En af tidens største tendenser er nemlig gennemsigtige materialer - ja sågar de såkaldte 'naked dresses', der ikke overlader meget til fantasien. Mon Diana var med til at bane vejen for dette, ligesom hun gjorde med så meget andet i moden?
Lady Diana Spencer og Prins Charles blev gift året efter, den 29. juli 1981 i St Pauls Cathedral. De blev skilt 15 år senere i 1996 efter det blev offentligt kendt, at prinsen havde en langstrakt affære med Camilla Parker-Bowels. Prins Charles og Camilla Parker-Bowels blev gift i 2005 og er i dag konge og dronning af England.