Brevkasse
25. september 2024

Mit barnebarn har droppet sin drøm. Jeg frygter, at han udelukkende har gjort det for at 'please' sine forældre

"Hans forældre er begge akademikere og meget karrieremindede, og jeg har indtryk af, at det er dem, der nu har fået ham overbevist om, at han i stedet skal læse jura." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna mejlhede brevkasse

Foto: mew

Kære Anna

Mit barnebarn er en ovenud kreativ (og dejlig) dreng på 19 år, og vi har et godt forhold. Vi går på kunstmuseer og har det sjovt sammen. Han er meget dygtig med sine hænder, og han har altid sagt, at han ville være snedker.

Hans forældre er begge akademikere og meget karrieremindede, og jeg har indtryk af, at det er dem, der nu har fået ham overbevist om, at han i stedet skal læse jura.

Han virker ikke synderligt glad, når vi taler om det, men siger nærmest mekanisk, at ”det er en god uddannelse”, at ”det nok skal blive spændende”, og at ”der er jo penge i det”. (Det sidste med et glimt i øjet). Jeg frygter, at han udelukkende har valgt det studie for at gøre sine forældre tilfredse, og fordi han kunne komme ind med sit flotte gennemsnit.

Jeg kan ikke lide at blive ved med at spørge ind og nærmest tvinge et svar ud af ham. Ligesom jeg frygter hans forældres reaktion, hvis de hører, jeg har stillet kritiske spørgsmål til ”hans” uddannelsesvalg. Men: Hvordan finder jeg ud af, om det virkelig var ham, der pludselig skiftede mening?

Kærlige hilsner farmoren

Kære farmor

Selv om vi ikke altid lander i det job, vi drømte om som barn og ung, er jeg enig med dig i, at det er noget af en kursændring, dit barnebarn nu har taget. Derfor synes jeg bestemt, det er relevant, at du finder en klog og kærlig måde at grave lidt i, hvad der egentlig ligger til grund.

Det lyder, som om I to har en rigtig god forbindelse til hinanden, og jeg tror derfor godt, at du kan finde en måde at vinkle samtalen på, så det ikke lyder som et forhør. Som jeg læser dit brev her, så udspringer din bekymring jo udelukkende af en oprigtig interesse for dit barnebarn – ikke fordomme omkring valget af den ene eller den anden type job.

At en god indkomst skulle være en vigtig bevæggrund for valget af jura, lyder en smule søgt. For en dygtig snedker går vist heller ikke tomhændet og sulten hjem fra sin arbejdsdag?

Forskellen på kritiske spørgsmål – og engagerede spørgsmål – er enorm. Også selv om udgangspunktet for dem kan være nøjagtigt det samme. Lige nu vil du jo bare gerne være sikker på, at det valg, dit barnebarn har truffet, reelt er hans.

Prøv ad, om du kan vinkle dine spørgsmål på en måde, så du fordyber dig i, hvad der vakte hans interesse for juraen. Måske virker det mindre kritisk, end hvis du graver i, hvorfor han valgte snedkeriet fra?

Hvem det reelt er, der styrer vores karrieredrømme, kan være en tåget omgang. For vi påvirkes naturligvis massivt af de mennesker, vi har omkring os.

At være mønsterbryder kræver derfor både mod og opbakning fra andre end den familie, vi ofte spejler os i. Måske er du lige præcis det menneske, der SER dit barnebarn som den, han er, og ikke den, han tror, han skal være?

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også