Pludselig kunne et kort telefonopkald fra en veninde gøre hende forvirret. Så opdagede hun, at noget var helt galt

Egentlig var det en dag som så mange andre i mit arbejdsliv. Jeg sendte mails, forberedte et interview, talte i telefon og tog så ud på et andet interview. Interviewet gik godt, det blev senere bragt, men på vej tilbage på arbejde fra interviewet skete der noget mærkeligt.

Jeg blev pludselig helt enormt træt, så træt som jeg aldrig har været det før, og jeg fik kvalme og hovedpine.

Alligevel fortsatte jeg ned i metroen, som jeg havde planlagt, selv om mit syn lidt efter lidt også blev sløret, og kvalmen tog til.

Jeg vil spare dig for detaljerne, men på et tidspunkt blev kvalmen for massiv, og jeg indså derefter, at jeg ikke kunne fortsætte min arbejdsdag.

”Jeg er syg”, skrev jeg til min chef, og gik hjem i håbet om, at jeg næste dag ville være på højkant igen.

Problemet var bare, at det ikke skete. Næste dag var jeg præcis lige så udmattet, kvalm og svimmel som dagen før.

Først troede jeg, at en gammel hjernerystelse var blusset op igen, for symptomerne mindede om dem, jeg havde haft dengang.

Jeg tog rimelig panikslagen forbi både min neuropsykolog og min læge. Begge meddelte mig, at det næppe var hjernerystelsessymptomer, der var tale om.

”Har du måske haft lidt for travlt på det sidste?”, spurgte min neuropsykolog forsigtigt, og jeg tænkte tilbage på de seneste par måneders virvar af e-mails, møder, interviews og andre opgaver.

Jeg havde haft travlt, det havde jeg da, men ikke mere travlt end jeg plejede.

Men noget var ikke, som det plejede at være: Det var som om, min krop sagde stop, og det ganske enkelt var blevet umuligt for mig at arbejde.

Udmattelsen var overvældende, jeg havde svært ved at koncentrere mig, og kvalmen lurede hele tiden bagerst i halsen.

Med røde ører meddelte jeg min chef på min neuropsykologs opfordring, at jeg trak stikket en uge for at få bugt med den stress, min neuropsykolog mente, havde ramt mig.

Hurtigt pakkede jeg en taske og tog i sommerhus, hvor jeg satte mig på terrassen og stirrede ud på forårshaven, hvis jeg da ikke sov.

Jeg var målløs: Hvad var det, der skete med mig? Jeg plejede at kunne jonglere alle mulige bolde på én gang, men nu gjorde selv et kort telefonopkald fra en veninde mig forvirret. Jeg kunne ganske enkelt ingenting.

Sådan gik der 10 dage i sommerhuset, og lidt efter lidt mærkede jeg, hvordan jeg fik mere energi, og kvalmen næsten forsvandt.

Solstrålehistorien havde selvfølgelig været, hvis jeg her havde forstået det vink med en vognstang, min krop gav mig. Det gjorde jeg imidlertid ikke.

Efter de 10 dage i sommerhus tog jeg tilbage på arbejde og fortsatte, som om intet var hændt, selv om jeg hver dag stadig tog mig selv i at have længere perioder med træthed og kvalme. ”Du må arbejde igennem det”, sagde jeg til mig selv – indtil der en dag landede en bog på mit bord.

”Pause power – hvordan vi får kvalitet i arbejdet og energi til livet med hjernepauser”, hed den.

På bagsiden kunne jeg læse, at hjernepauser er ”en veldokumenteret kur mod træthed, stress, mangel på energi og svigtende koncentrationsevne”.

I ”Pause power” kommer forfatter Pia Hauge med en række eksempler på, hvordan fraværet af pauser skader både den enkelte og samfundet. Mest slående er en undersøgelse, der viser, at sygeplejersker på akuttelefonen i højere grad nøjes med at henvise patienter til en specialist, hvis det er længe siden, de har holdt pause.

Sagt på en anden måde: Sygeplejersken har som opgave på akuttelefonen at foretage en kritisk, faglig vurdering af den, der ringer, men det holder de op med at gøre, når de er trætte.

I snit steg sandsynligheden for en henvisning med 20 procent for hver time, der var gået, siden sygeplejersken sidst holdt en pause. Det er hverken smart for patienten, der skal vente med en diagnose, og så er det dyrt for samfundet, da mange henvises, uden det er nødvendigt.

Det er kun et af de eksempler, Pia Hauge kommer med i bogen. Af andre kan nævnes piloters træthed som skyld i flystyrt. Nu er jeg ikke pilot, men som Pia Hauge skriver: ”Mental træthed kan synes ganske ufarligt, når man sidder og finpudser sin powerpoint med begge ben på jorden og hæve-sænkebordet indstillet til perfektion. Verden går nok heller ikke under, fordi du mister koncentrationen under chefens gennemgang af den nye struktur på fællesdrevet (…). Men fejl og ulykker kan have mange former. Og jeg kan få den tanke, at vi ville have været en del kuldsejlede it-projekter, forsinkede byggerier og uoverskuelige forandringsprocesser foruden, hvis kloge mennesker ikke havde været trætte i hovedet”.

Kunne jeg have været 10 dages sygemelding i et sommerhus og en god portion kvalme og træthed foruden, hvis jeg havde holdt pauser? Det kunne jeg ikke lade være med at tænke, mens jeg læste. I det hele taget fik bogen en nysgerrighed til at spire mig:

Hvad ville der ske, hvis jeg begyndte at bruge pauser aktivt og planlagt i mit arbejdsliv? Tænk nu, hvis der fandtes et middel, der samtidig gjorde mig mere effektiv og kreativ?

Det var vel forsøget værd at prøve af. Så jeg ringede til Pia Hauge.

Kom hjernen til opladning

– Det er veldokumenteret, at man her har masser af tænkekraft om morgenen, men at tænkekraften daler, som dagen skrider frem. En af de mest effektive måder at få strøm på hjernen igen er ved at holde en pause. Man kan sammenligne det med, at man tanker sin elbil eller kommer sin mobiltelefon til opladning. På samme måde skal hjernen genoplades, fortæller Pia Hauge mig, da jeg ringer hende op for at tage en snak om pauser.

Jeg behøver ikke engang fortælle hende om min sygemelding og mine symptomer – Pia Hauge begynder helt at sig selv at snakke om stress.

– Vi har talt meget om en stressepidemi, og det er selvfølgelig komplekst, men jeg er helt sikker på, at en af de afgørende årsager til, at så mange mennesker får stress, er, at vi har mistet evnen til at holde pauser.

– Vi er holdt op med at have øjeblikke i løbet af dagen, hvor vores hjerne er i fred. Vi sender hele tiden stimuli ind i vores hoved – både i form af arbejde, men også i form af podcast eller radio eller lydbøger, når vi cykler. Chatsystemer, når vi ellers skulle læse. Instagram, når vi skulle sove. Det var øjeblikke, hvor man før havde sit hoved i fred. De øjeblikke er forsvundet, siger hun.

Midlet er ifølge Pia Hauge at få pauserne tilbage i sit liv. Men hvad vil en pause egentlig sige, spørger jeg hende, og svaret på det er faktisk ikke helt nemt at give, fortæller hun:

– En god pause er et øjeblik, hvor der ikke bliver stillet krav til dig. Hvor du kan gøre lige præcis det, du har lyst til, så du bliver mindre stresset og får mere energi. Den rigtige pause for dig afhænger af, hvem du er, og hvad dit arbejde er. Men der er trods alt noget, alle kan gøre, siger Pia Hauge og fortsætter:

– Meget af forskningen i, hvad en god pause vil sige, viser, at det ikke handler om at mærke efter – tværtimod handler det om at udrette noget. I min gennemgang af forskning på området er bevægelse det, der står tydeligst frem. Det kan være at gå en tur, svinge med armene eller stå og hoppe lidt. Hvis man gør det, blæser man sin træthed væk og øger sin koncentrationsevne i lang tid efterfølgende.

Nøglerne til en arbejdsuge

Pia Hauge og jeg har talt sammen en halv times tid, da jeg føler mig overbevist. Jeg vil nu for en stund give Pia Hauge nøglerne til mit arbejdsliv. I en uge skal hun bestemme, hvordan og hvornår jeg arbejder – og hvordan og hvornår, jeg holder pauser.

Pia skal ikke tænke længe, før hun siger ja til den plan. Sammen laver vi nu et skema for, hvornår jeg holder pause i min arbejdsdag, og her er der ikke kun tale om en frokostpause og et par gange hen til kaffemaskinen.

Faktisk skal jeg holde pause ni procent af min arbejdsuge – ud over frokostpause – for at undgå stress og udbrændthed og samtidig blive mest mulig effektiv. Det svarer til, at jeg skal holde pause i seks til syv minutter hver time, men det er en god idé at klumpe pauserne sammen, siger Pia.

I skemaet kan du se, hvilken plan Pia og jeg lavede. Det er en plan, der både rummer gåture, ture op og ned ad trappen og, gisp, en lur.

– En powernap er en investering i din arbejdsdag. Sæt uret på 25-30 minutter, så du får sovet 20 minutter og har tid til at falde i søvn og vågne op igen, siger Pia, der også understreger, at det i ”hendes” uge er slut med at fikse praktiske ting i arbejdstiden.
Alle gør nemlig det, Pia Hauge kalder ”komprimering” – hvis vi endelig tager en pause på arbejde, bruger vi den til at ordne andre ting i:

– I et almindeligt liv skal der for eksempel også koordineres legeaftaler, købes gaver, bookes billetter, ringes til lægen, tjekkes e-boks. De ting gør vi danskere som regel i arbejdstiden, selv om vi ikke taler om det. Vi putter alt muligt ind i vores arbejdsdage, der gør, at det, der kunne være en pause, forsvinder, siger hun.

Jeg må altså ikke svare på chatbeskeder, tjekke e-Boks eller gøre noget som helst andet, der kræver min opmærksomhed, i min arbejdstid – ”forstyr ikke”-funktionen skal være slået til.

”Jeg går hjem og sover”

Umiddelbart virker Pia Hauges plan for mig at se ambitiøs. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad min chef og mine kollegaer vil sige, når jeg sådan går en formiddagstur eller tager hjem klokken 13.30 for at tage en lur.

Hvad skal jeg sige? Jeg kan da ikke bare skråle ud i lokalet: ”Nu går jeg hjem og sover!”, siger jeg til Pia Hauge.

– Hvorfor tør du ikke sige det? I den pause­skeptiske kultur, der hersker mange steder, forsøger vi at camouflere vores pauser. Vi går måske på toilettet i 20 minutter for at være på Facebook. Vi bliver ved med at bilde hinanden ind, at vi kan tænke klart fra morgen til aften uden pause, men det er der altså ikke nogen, der kan.

– Vi tror, at mange timer er lig med godt arbejde, men det gør det ikke nødvendigvis, siger Pia og giver mig en opgave, inden min uge kan gå i gang:

– Tag en snak med din chef, og forklar hende, at hvis du skal være effektiv, så skal du være i stand til at koncentrere dig. Du skal sige til din chef: ”Du har brug for, at jeg holder pauser, for så træffer jeg bedre beslutninger og bliver mere kreativ, og det er mange penge værd. Du har også brug for, at jeg holder pauser, så jeg ikke bliver stresset, for stressede mennesker laver fejl og er dårligere til at løse problemer. Derudover forebygger pauserne udbrændthed og udmattelse”.

Pia Hauge taler med stor autoritet, som man kun kan gøre, når man har en stor mængde forskning bag sine ord. Efter vores samtale gør jeg derfor, som hun siger.

Jeg indkalder min chef til et møde, hvor jeg fortæller hende om min plan. Op til mødet er jeg nervøs, men min nervøsitet bliver gjort til skamme. Min chef er ligeglad med, hvordan jeg arbejder, for som hun siger: ”Så længe, du passer dit arbejde, er jeg glad”. Så langt, så godt. Ugen kan begynde.

Pauseparadokset

De første dage i ”Pias uge” er det svært for mig at holde de pauser, vi er blevet enige om. Jeg griber automatisk ud efter min telefon, når jeg går min planlagte formiddagsgåtur, men skærmen er blank, for den er sat på ”forstyr ikke”.

Derudover føler jeg mig rimelig fjollet, når jeg går fire etager ned og op igen uden formål. Nogle gange glipper det også for mig at holde de pauser, vi har aftalt. Jeg går en kortere tur end aftalt, og jeg bruger frokostpausen på et telefonopkald eller på at besvare mails. Det har Pia Hauge forberedt mig på vil ske:

– Vi er som mennesker lidt fejlkonstruerede. Når vi bliver overstimulerede, er vi ikke de bedste til at passe på os selv. En anden årsag er pauseparadokset: Jo mere du har brug for en pause, des færre pauser holder du. Derudover kan skam og pausekultur også spille ind.

– Vi har en tendens til hellere at ville ligne én, der arbejder, end faktisk at være én, der arbejder effektivt, siger hun.
Alt det oplever jeg de første dage i den uge, Pia har tilrettelagt for mig. Især har jeg lyst til at krybe ned i et musehul, første gang jeg siger til min chef: ”Nu går jeg hjem og tager en lur”.

Jeg er fyldt med dårlig samvittighed, da jeg sidder i metroen på vej hjem, men da jeg lander på sofaen, falder jeg i søvn med det samme og sover de 20 minutter som aftalt. Og da jeg vågner, føler jeg mig frisk og veludhvilet – de opgaver, der tidligere på dagen føltes træls og uoverskuelige, er nu nemmere at løse.

Én bold ad gangen

Ugen, som Pia Hauge har lavet for mig, er nu gået, og jeg tør næsten ikke tro det, men faktum er, at jeg i denne uge ikke har oplevet hverken træthed, kvalme eller koncentrationsbesvær. Derudover oplever jeg også, at jeg får flere idéer og egentlig også har en større glæde ved at arbejde.

Den overvældende udmattethed, der ofte ramte mig tidligere, er forsvundet. Og hvis jeg mærker den kigge op til overfladen, tager jeg en kort pause mere.

Selv om jeg især stadig kan mærke det, Pia Hauge kalder ”pauseskam”, når jeg går hjem for at tage en lur, er jeg overbevist om, at de 20 minutters powernap gør mig bedre til mit arbejde. Derudover har det været en lettelse ikke at skulle forholde sig til min telefon, mens jeg er på arbejde.

Hvor jeg tidligere havde følelsen af at jonglere med en hel masse bolde på én gang, har jeg nu en følelse af at forholde mig til én bold ad gangen – og det er alt andet lige både nemmere og smartere. Helt kort kan det siges sådan her: De pauser, Pia Hauge har indført i mit arbejdsliv i den her uge, er i den grad kommet for at blive. Og nu er det vist blevet tid til en lur.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 34/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.