Cecilie skiftede storbyen ud med ø-livet, hvor hun bor sammen med 70 andre
Foto: Jonna Fuglsang Keldsen
En septemberlørdag i 2022 tog Cecillie Bandelow den lille røde færge fra Hou til Tunø for første gang i sit liv. Himlen var så høj og blå, som kun septembers himmel kan være, og inde midt på øen lå en gul og forsømt gård, som havde været til salg i flere år.
Gården er let at finde, for den ligger på Tunø Hovedgade, øens eneste asfalterede vej, der bliver til en grusvej og ender ude i vandet. Tunø er bilfri, så Cecillie og hendes kæreste, Rami Sverdlin, gik fra færgen, og på toppen af en lille bakke dukkede den gule gård op.
– Det var et fantastisk dejligt sted. Da jeg stod ved gården, var der ingen støj, ingen trafik. Kun lyden af vind og vand. Jeg grundede fuldstændig, husker Cecillie.
Alting blev kun endnu bedre, da hun gik gennem gårdens skov og mose ned til stranden. En vild og urørt skov, hvor solen spiller i alle toner ned gennem trækronerne og kaster et eventyrligt lys på væltede, krogede træer, kaprifolier, bregner og vandhuller. For enden af skovvejen ligger en lang hvid strand med udsigt til Samsø og Aarhus i det fjerne.
Cecillie Bandelow, 57 år, var på jagt efter et nyt liv, og da hun stod ved den gule gård på bakken, var hun ikke i tvivl. Blåkærgård skulle være rammen om hendes nye liv.
– Jeg havde slet ingen betænkeligheder eller overvejelser. Det virkede bare som det helt rigtige. Ja, allerede på færgen til Tunø føltes det rigtigt. Jeg har aldrig været i tvivl, siger hun med overbevisning.
Derfor står der nu Cecillie Bandelow på gårdens skøde. Hun er den retmæssige ejer af Blåkærgård, et lille landsted fra 1880 med tilhørende 3,5 hektar og en gammel, rusten traktor, der kan startes med det helt rigtige vrid fra en skruetrækker.
Der er meget langt fra Cecillies liv før og nu. Tidligere begyndte hver dag med en halv times stressende cykeltur gennem myldretrafikken i Aarhus, hvorefter Cecillie satte sig foran computeren på Aarhus Universitet, hvor hun var afdelingssekretær på en marinegeologisk enhed. Et kontorarbejde, der var fuld af skemaer, skriv og struktur.
Nu starter dagen helt anderledes. Hver morgen året rundt går Cecillie gennem sin skov og møder ikke andre medtrafikanter end måske en hare eller et rådyr.
Nede på stranden breder hun yogamåtten ud og laver de fem tibetanere. Herefter smider hun alt tøjet og hopper i havet. Så er dagen i gang.
– Jeg synes næsten altid, solen kommer frem, når jeg laver min solhilsen på stranden, siger hun.
Og det er ganske vist. Da hun tager journalisten og fotografen med til sin morgenrutine næste morgen, titter solen frem på en ellers regnfuld dansk sommerdag.
– Jeg kan lide friheden og at være min egen chef. Det her skulle jeg have gjort for længe siden, afgør Cecillie.
Omskiftelig hverdag
Arbejdsdagene på Blåkærgård er aldrig ens. Hver dag kommer nye gæster, par, enlige og børnefamilier, der ønsker at tjekke ind på den gule gård. Og sejlere fra ind- og udland, der sætter sig i caféen med en kop kaffe og hjemmebag eller bestiller bord til aftenens hjemmelavede pizza.
– Vi har allerede fået stamgæster, der kommer tilbage til caféen igen og igen. Det er både lokale, sejlere, sommerhusejere og campister, fortæller Cecillie.
Der er omkring 70 fastboende på Tunø, og øen har haft sine udfordringer med at holde liv i købmandsbutik og skole. I efteråret 2022 rejste den sidste elev fra Tunø Skole, og dermed lukkede Danmarks mindste skole, mens købmandsbutikken blev reddet endnu en gang.
Kort om Cecillie Bandelow
57 år og indehaver af ø-hotellet Blåkærgård på Tunø. Tidligere afdelingssekretær
Har to børn på 18 og 22 år og en kæreste.
Se mere på Tunoe.dk
Denne sommer blev Tunø kåret til 'Årets Ø 2024-2025' for sin evne til igen og igen at modstå dystre forudsigelser og overleve trods et meget lavt antal beboere.
Cecillie Bandelow og Rami Sverdlin er øens nye tilflyttere. De vil bo på Tunø sommer som vinter, og Cecillie er ikke betænkelig ved udsigten til at bo året rundt på en næsten øde ø.
– Det føles helt rigtigt for mig. Og folk er så hjælpsomme. Det er helt vildt.
Livsnysgerrighed
Cecillie Bandelow er født på Østerbro i København, men flyttede med sine forældre til forældrenes barndomsland Fyn som 10-årig. Her opdagede hun for alvor, hvad naturen betyder for hende. Og her flyttede hun tæt på sin mormor og morfar.
– Min mormor er et kæmpe forbillede for mig. Hun var livsnysgerrig. Når hun havde nået et mål, satte hun sig et nyt og sagde: Det dér kunne jeg godt tænke mig at opleve. Sådan var hun. Hun havde en gnist og en gejst og det største hjerte. En skøn dame, der tog motorcykelkørekort som 53-årig. Jeg har helt sikkert min livsnysgerrighed fra hende, fastslår Cecillie.
Cecillie Bandelow tilbragte sine sommerferier hos mormor og morfar, hvor hun fik lov til alt og hjalp til med alt.
– Det lærte jeg meget af. Jeg tror også, det er grunden til, at jeg turde kaste mig ud i det her, siger hun.
– Min morfar lærte mig glæden ved naturen. Han var en stout og stille mand, der var fritidsfisker og satte garn og åleruser. Nogle dage tog jeg med ham. Så cyklede vi tidligt om morgenen og hilste på køerne, inden vi satte båden i vandet og roede ud for at sætte garn eller se, om der var gået fisk i.
Cecillies kæreste, Rami, er pædagogisk leder i Aarhus, og han har også en del af ansvaret for Cecillies nye liv.
Han boede på Samsø, da Cecillie lærte ham at kende, og når hun besøgte Rami, stod hun tit på Samsø og kiggede over mod Tunø og tænkte: Hvordan mon man kommer derover?
– Jeg mødte Rami i 2014. Dengang havde han et lille anneks i sin have. Da kroen lukkede, overtog han deres pizzaspade, og så lavede han en café i annekset og serverede pizzaer. Jeg hjalp ham om sommeren, og det var megahyggeligt. Man møder en masse mennesker, og det er noget andet end at sidde på et kontor, smiler Cecillie.
Cecillie Bandelow mærkede, at hun skulle noget andet end arbejde på kontor. Hun sagde sit job op uden at ane, hvad hun skulle eller ville.
– Jeg gav mig selv et halvt års selvbetalt orlov, hvor jeg kunne undersøge mulighederne. Når man mærker, at man skal noget andet, så skal man gøre det. Jeg tror, mange går med følelsen af, at de burde gøre noget andet, men har svært ved at slippe månedslønnen og trygheden. Man skal ikke vente. Men jeg ville heller ikke bare kaste mig ud i noget. Jeg ville undersøge tingene og mærke efter.
– Jeg sov nærmest hele den første måned af min orlov. Jeg var så træt. Men herefter begyndte tankerne, og idéerne kom væltende. Og et sted som Blåkærgård blev ved med at dukke op. Jeg kunne mærke, at det var sådan noget, jeg skulle. Jeg skulle bare finde det rigtige sted.
Og Blåkærgård var det rigtige sted. Det var Cecillie Bandelow slet ikke i tvivl om. Hun fik lov til at leje gården det første år, for hun ville lige tjekke sine egne evner og forudsætninger for at drive et ø-pensionat med 14 værelser og café. Og tjekke at Tunøs gæster syntes om idéen om et pensionat på Blåkærgård.
Rami har bakket op hele vejen. Han har beholdt sit arbejde i Aarhus, men hjælper på fuld tid om sommeren og er blevet Tunøs ukronede pizzamester.
Han tager den røde færge en times sejlads til fastlandet og kører herefter 30 kilometer til Aarhus, når han skal på arbejde. Og på lange arbejdsdage eller i vinterhalvåret med få færgeafgange overnatter han i sin lejlighed i byen.
Planer og drømme
Cecillie Bandelow overtog Blåkærgård en kold februardag, og både øen og gården så noget anderledes ud i vintermørket end den første dag med høj sol og ditto himmel.
– Vi flyttede ind om vinteren. Det var pivkoldt, og brændeovnen virkede ikke. Alt var anderledes, og der var nærmest rimfrost på næsen, når vi vågnede. Men jeg elsker stedet både sommer og vinter, og jeg elsker at være ude i al slags vejr. Der er masser af projekter her, og det kan jeg godt lide. Der skal males, saves, hamres. Drives café og pensionat. Der er altid noget at gå i gang med, fortæller hun.
Cecillie har to børn på 18 og 22 år, og sønnen har overtaget lejekontrakten på Cecillies lejlighed i Aarhus. Nu er hun blevet én af meget få tunboere.
– Ja, det er en meget lille ø med meget få fastboende. Men det er søde og hjælpsomme mennesker. Om vinteren sker her ikke så meget, men det kan man jo lave om på. Jeg planlægger at invitere yogalærere til at lave retreats her og håber, vi kan blive et eftertragtet yogasted, også om vinteren. Og der er to andre kvinder, der for nylig er blevet selvstændige på Tunø. Vi kommer til at samarbejde og få gode idéer sammen, siger Cecillie.
Lige nu råder Blåkærgård over øens eneste værelse med eget bad, nemlig gårdens suite. Det bliver der lavet om på. Cecillie har planer om at bygge alle værelserne om, og flere får eget bad og toilet. Og på den ene mark kan man dyrke økologiske grøntsager til caféens menukort. P
å marken ved siden af kan der gå heste, så Blåkærgård kan tilbyde ridning på øen. Maskinhuset kan blive til yogasal, og den lille lejlighed kan måske … Idéerne står i kø hos Cecillie på Blåkærgård.
– Don´t get me startet … Jeg er først lige begyndt, siger hun.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 36/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.