Hun havde fået det hele, men noget manglede: ”Nu vil jeg på jagt efter det, jeg oprindelig var!”

Det er helt bevidst, at ph.d., psykolog og håndarbejdslærer Anne Kirketerp kalder håndarbejde for craft og ikke bare for håndarbejde. Det er noget med at blive taget alvorligt, siger hun.

Da hun i 1995 underviste en masse tidligere bankansatte, der var røget i en kæmpe nedskæringsrunde, på en etårig kunsthåndværk-højskole, lagde hun mærke til et sært træk, der gik igen:

De talte allesammen overraskede om, hvordan de glædede sig til hver ny dag på højskolen og til at stå op om morgenen og komme i gang.

Det havde de aldrig oplevet før.

Anne Kirketerp, der underviste de ‘genopståede’ bankansatte, var chokeret.

– Sådan havde de aldrig før haft det, altså prøvet at gøre noget, der var passioneret. De havde haft et ydrestyret liv, hvor man gør ting af hensyn til andre eller normerne, og så bliver hverdagen noget, der helst skal overstås. Den giver jo ikke rigtigt én noget, siger Anne Kirketerp, der blandt andet underviste i vævning og håndarbejde. Hun elskede hvert sting og hver pind.

Som craft-psykolog vil hun gerne forklare os noget, der er kompliceret, men egentlig også let at forstå:

Når vi optagede af noget håndarbejde eller havearbejde, er aktiviteten belønningen i sig selv.

– Det er ikke noget, der skal overstås, det føles dejligt, og kvaliteten af den glæde, vi opnår ved at være indrestyrede, er højeste kvalitet. Jeg skrev en artikel til Håndarbejdets Fremme om det bagefter, og så besluttede jeg, at det her må jeg finde ud af, hvorfor virker så godt. Så læste jeg til psykolog.

Det svære nej tak

Anne Kirketerp blev færdig som psykolog fra Aarhus Universitet som 32-årig, og skrev derefter en ph.d. om kreativitet, foretagsomhed, foretagsomhedspædagogik og entreprenørskab. Og arbejdede som leder på Aarhus Universitet.

Der var rift om det, hun kunne, og efter et par år blev hun tilbudt en fast stilling som docent på VIA University College. Faste jobs er der ellers ikke mange af i universitetsverdenen, så det var en kæmpe cadeau.

Men barnet var røget ud med badevandet …

– Jeg sad med kontrakten fra VIA UC foran mig, mit nye faste job gik ud på at hjælpe andre med at lave forskning og vejlede phd-studerende på et område, der interesserede mig. What’s not to like?

– Men med alle de mange muligheder i mit liv var det blevet det samme liv som bankdamernes: Jeg ville bare være vævelærer igen, jeg savnede at undervise i håndværk og håndarbejde. Det var en meget stærk oplevelse i min krop af, at livet blev mindre, selv om det på papiret så ud til, at jeg havde fået flere muligheder.

– Det var ikke noget, der skete lige pludselig, det kom snigende med mikroskridt: Penge, magt og anseelse. Jeg sagde højt til mig selv: ”Nu vil jeg på jagt efter det, jeg oprindelig var!” Jeg kan huske, at jeg var på vej fra en konference og sad i loungen og strikkede, da en af de andre kom hen til mig og sagde: ”Det er sjovt at se, at du ikke bare er et klogt hoved, at du kan noget med dine hænder …” Jeg sad og strikkede en trøje. Det ramte mig, fordi det var, som om det at være akademisk og intelligent var en modsætning til at bruge hænderne.

Anne Kirketerp gik i gang med at forske og opbyggede senere sin egen virksomhed. Men først skulle hun lige definere håndarbejde, for det er nemlig ikke kunst:

– Kunstmaleren er ikke med i min forskning, og det er det at spille musikinstrumenter som musiker heller ikke. Jeg arbejder med det, der virker terapeutisk – og som virker positivt på vores trivsel ligesom eksempelvis havearbejde.

– Da jeg begyndte at forske, startede jeg med at søge på håndarbejdsterapi, og der kom ikke noget op, så søgte jeg på craft-psychology på engelsk og fandt et tøjfirma, der hed det, men der var ikke noget at finde om begrebet. Jeg var sådan lidt ”kan det virkelig passe, er der ikke nogen, der har samlet det her op?”

Hun lavede sin egen undersøgelse, hvor hun interviewede 1000 mennesker om deres håndarbejde.

– Jeg spurgte blandt andet, hvorfor de laver håndarbejde ”hvad giver det dig?, men også, hvad der sker med dem, når de ikke laver håndarbejde. Svarene var enslydende: Man bliver glad af at bruge sine hænder, og når man ikke har adgang til sin have, sit strikketøj eller sin cykel, der skal smøres, får man det dårligere. Man bliver urolig, rastløs og deprimeret.

Hjernen går i default mode

Anne Kirketerp dykkede endnu dybere i det psykologiske og i, hvad der sker i hjernen. Det minder om mindfulness, bare bedre.

– Det gode ved at bruge hænderne på at ælte en dej, lave mad, sylte, sy eller grave kartofler op, er, at aktiviteten i sig selv er belønningen. Tiden er din egen, og du er i flow.

– Flow betyder, at du er til stede i nuet, og at det, du laver, ikke er for let og ikke for svært. Du arbejder dig frem stille og roligt og oplever mikrosucceser, som fastholder opmærksomheden undervejs. Lidt ligesom mindfulness, bare meget lettere, mener Anne Kirketerp.

– Der er ikke noget galt med mindfulness, men det tager to år at lære at blive god til at meditere eller dyrke mindfulness, og når jeg tager et strikketøj i hænderne, er jeg der med det samme. Vores neurologi er sådan indrettet, at når vi bruger hænderne, så aktiverer vi ca. 30 procent af cortex (hjernebarken, red.). Vi holder hjernen i gang. Det betyder, at vi undgår, at den selv tager ”på tur” og begynder at gå i det, der kaldes default mode network, som er en slags fabriksindstilling i hjernen, der betyder, at så snart vi lægger os ned og skal sove, begynder hjernen er producere tanker.

– Det med tankerne er ikke i sig selv stresstegn, sådan som mange tror: Det er faktisk det, hjernen skal gøre. Problemet er bare, at det er der, selvkritikken og alle bekymringerne ligger. Man ved, at mennesker med depression eksempelvis har et overaktivt default mode network center.

Det smarte kommer her: Når vi bruger vores hænder på at udføre noget aktivt, også gerne noget, der kræver øje-håndkoordination, så lukker default mode network centeret ned.

– Det er f.eks. når du nusser om din cykel, plukker svampe i skoven, laver mad eller snitter en gren til snobrød eller hvad som helst, så længe det er ”en manuel aktivitet med et materielt output”.

Det modsatte af stress er ikke nul

Når nu det er så godt for os at bruge hænderne, hvorfor smider vi os så på liggestolen?

– Fordi vi tænker primitivt: ”Åh, jeg er så overbebyrdet, jeg længes efter ingenting at lave. Så nul stimuli til mig, tak”. Men når man så lægger sig ned, begynder hjernen at gå default mode network, og man stresser indeni. Hvis du i stedet går over til naboen og siger: ”Må jeg ikke hellere luge jeres have?”, så slapper du af, for så oplever du, at dér står en mælkebøtte, og når du har hevet den op, får du øje på den næste og den næste … Det er det, craft kan, opgaverne er synlige, tydelige og tilfredsstillende her og nu, det er akademisk arbejde ikke på samme måde.

Anne Kirketerp skelner mellem det, hun kalder høj og lav struktur. Lav struktur er der, hvor der ikke er retningslinjer, altså kunst og design, hvor man selv skal medskabe. Det er krævende.

Mens høj struktur som eksempelvis en trin-for-trin opskrift fra PetiteKnit og den slags, er det, man skal kaste sig over, når man er stresset og udkørt.

– Hvis jeg er rigtig træt, laver jeg ”koplede” aktiviteter, hvor jeg for eksempel strikker, mens jeg hører podcast. Nogle gange giver to sat sammen mere end én, især, hvis den ene aktivitet er understimulerede, så kan man bedre fokusere på den anden.

Er det derfor, vi kaster os over to skærme og den slags?

– Ja, hjernen er sådan. Hvis din veninde fortæller den samme historie, mødet trækker ud eller hvis filmen er kedelig, begynder default netværket: Ingen mennesker kan holde til at kede sig. Hvis folk keder sig, begynder de automatisk at tjekke mails eller Facebook, og det er til gengæld ikke godt, for det stjæler opmærksomheden.

– Man kan ikke kigge på Boozt.com og høre efter. Mennesker med adhd har generelt svært ved at holde deres default network nede, men når de selv får lov til at vælge en craft-aktivitet, så kan de lytte.

Hjælper voldtægtsofre

Anne Kirketerp har sågar talt med en journalist om håndarbejde, fordi Folketingets Formand ville forbyde strikning i Folketingssalen:

– Der var forslag om, at det skulle forbydes at strikke i Folketinget, fordi man ikke kan koncentrere sig ordentligt, om det der bliver sagt. Men det er jo lige omvendt, forklarede jeg. Mine venner ved, at jeg er totalt nærværende, når jeg strikker. Jeg ville til gengæld aldrig lave en analyse, mens jeg strikkede, siger Anne Kirketerp, der ser craft som en vigtig sammenhængskraft i samfundet, som vi har tabt på vejen.

– I USA lavede kvinderne kæmpestore, smukke quiltede tæpper sammen. Hvad mange ikke ved er, at det er kollektivt håndarbejde. De startede i hvert sit hjørne og arbejdede sig ind mod midten i smukke, smukke mønstre. De har klart oplevet de positive effekter af håndarbejdet.

Når håndarbejde forskningsmæssigt ikke er lige så dokumenteret som sport, kan det sagtens hænge sammen med, at det er typisk kvindearbejde og hverdagsagtig selvforglemmelse. Det sidste kan være en vigtig ting i forhold til alvorlige traumer:

– Jeg har haft et samarbejde med Center for seksuelle overgreb på Rigshospitalet, hvor vi har lavet nogle akut kits. Ved rigtigt slemme overfald er det meget vigtigt, at man ikke genbesøger erindringen om overfaldet i 14 dage, og i den tid skal offeret ikke tænke på, tale om eller etablere for meget opmærksomhed på begivenheden. Det øger risikoen for traumer.

– Nogle steder giver man ofrene voldsom bedøvelse i 72 timer, så det ikke sætter sig som et kropsligt traume eller bliver til PTSD. Vi har udviklet craft-kittet med fem forskellige typer håndarbejdsaktiviteter, så psykiateren i stedet for at sige ”gå en tur og tænk på noget andet”, kan sætte dem i gang, og det virker.

Sluk hjernen, brug hænderne

Anne Kirketerp er overbevist om, at vi alle sammen får det bedre af at ”slukke” for hjernen og bruge hænderne. Når vi bliver ældre og holder med at nørkle, fordi der er gigt i fingrene, skal vi finde på nogle nye aktiviteter, vi kan klare, for det er vejen til lykkestofferne dopamin og serotonin.

– Hver tredje ældre menneske over 75 tager antidepressiv medicin, og det hænger sammen: Ingen mennesker kan holde humøret oppe, når de er inaktive, medmindre man er mindfulnesslærer.

– Når et ældre menneske holder op med at strikke, bage eller ordne haven, er det et dobbelt tab, fordi vedkommende går glip af gode flowoplevelser og samtidig går i default network mode, hvor man grubler. Du stiller ikke spørgsmålet ”hvad er meningen med livet”, når du er i flow, du sidder med den i hænderne!

– Man skal lave noget passionsdrevet hver dag, man skal lade opvasken stå, og man skal foretage sig det, der giver mest energi på det tidspunkt af døgnet, hvor man har mest energi, for så kommer der skub i tingene. Hvis man tager alle de sure pligter først, ender man med at lave ingenting foran fjernsynet.

– Jeg har altid ti projekter i gang på én gang. Jeg skal kunne mærke det, jeg laver, og jeg vil have en optimal flow-oplevelse med det, jeg laver. Jeg ved nøjagtig, hvad der skal for at komme i dybt flow. Lige nu er det et nyt svært projekt, hvor jeg skal lave et mosaikbord, designe et mønster og forsvinde i at designe mønstre og farver.

Hvad hvis man ikke er særligt kreativ?

– Hvis man har en oplevelse af at være dårlig med sine hænder, er det fordi, det, man har prøvet kræfter med tidligere, har været for svært. Det er ikke en sand oplevelse: Alle kan lave håndværk på et eller andet niveau.

– Meld dig på et kursus, tag workshops og opbyg din selvtillid ved at gå efter en god underviser. Jeg arbejder sammen med én, der har en læderworkshop, hvor man går hjem med en lædershopper, man selv har lavet, efter fire timer, og alle kan være med! Det giver så meget selvtillid, at lykkes med noget, der er svært.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 36/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.