Ida var i militæret - og det var ikke, som hun havde forventet

Ida Pihl meldte sig i 2021 til at aftjene værneret og ville gerne have fortsat i Forsvaret. Lige nu er hun i færd med en civil uddannelse som katastrofe- og risikomanager, og hun vil ikke udelukke, at hun søger tilbage til en fremtid i uniform.

Hvad trak i dig, da du søgte ind i Forsvaret?

– Det var muligheden for at få en oplevelse, hvor jeg kunne udfordre mig selv både mentalt og fysisk. Jeg ville gerne opleve den enormt strukturerede måde at arbejde på, og jeg vidste ikke, hvor jeg ellers kunne opleve den. Jeg var enormt skoletræt efter gymnasiet og havde behov for at begå mig i et miljø, hvor hverken min geografiske baggrund eller akademiske færdigheder havde betydning, og se, om jeg kunne føle mig hjemme i den verden.

Blev det, som du havde forventet?

– Det blev meget andet, end jeg havde forventet. Både meget sjovere og meget hårdere. Efter jeg stoppede, er det også blevet meget mere lærerigt end forventet. Jeg havde en forestilling om, at man i Forsvaret altid havde en klar plan for, hvad der skulle ske, og hvordan det skulle udføres, men det var stort set aldrig tilfældet.

– I værnepligten handler en stor del af uddannelsen om basale færdigheder, men også om – og det var noget, jeg kæmpede meget med – det her med ikke at vide, hvad der skal ske, og lære at være omstillingsparat. Det var ikke en ting, jeg havde forventet at skulle lære, men det er en af de ting, der har gjort allermest indtryk på mig. Jeg er gået gennem et uddannelsessystem, hvor jeg altid har haft styr på tingene, været klar over, hvad der skulle ske, så jeg kunne forberede mig.

– Jeg har taget med videre fra Forsvaret, at man ikke altid kan være forberedt på, hvad der kommer, og at det er ok. Jeg blev bekræftet i, at ikke alle hører til på universitet, og fandt ud af, at jeg kan finde ud af de militære færdigheder. Der er et fag til os alle derude.

Overvejede du at blive i Forsvaret efter de fire måneders værnepligt?

– Ja, og jeg søgte faktisk videre og blev også optaget på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse, men jeg valgte til sidst at sige nej, fordi der længe ikke var styr på, om mit hold blev oprettet eller ej. I mellemtiden fandt jeg et andet job, jeg var glad for. Men jeg kunne godt finde på at vende tilbage til Forsvaret.

– Nu er jeg startet på en anden uddannelse som katastrofe- og risikomanager, og jeg har en tanke i baghovedet om måske at søge ind igen, når jeg er færdig med den. Jeg føler, jeg har noget uforløst i Forsvaret, for jeg endte med at være enormt glad for det. Jeg følte, at jeg var dygtig og havde de militære færdigheder at bygge videre på.

Hvilken forskel tror du, det vil gøre, at værnepligten ikke længere bliver valgfri for kvinder?

– Det er ærgerligt, hvis nogle skal ind, som ikke har lyst til det, uanset om det er mænd eller kvinder. Men hvis vi skal have værnepligt, er det fint at ligestille det, lige som vi gør i alle andre aspekter af samfundet.

– Grundlæggende tror jeg, at det vil gavne Forsvaret med flere kvinder, fordi man får flere kompetencer og en bredere vifte af mennesker fra hele landet. Det er min oplevelse, at de kvinder, der har meldt sig indtil nu, har gjort det, fordi de kunne og hungrede efter den form for læring, men at det nu vil give et endnu bredere spektrum af unge mennesker i hele Danmark.

– Jeg har ikke selv oplevet forskelsbehandling af mænd og kvinder, men jeg har oplevet en stor interesse fra Forsvaret i at rekruttere kvinder. Den forskel, jeg oplevede, handlede meget om materiel – om rygsækken, der er lavet til en mandekrop og den slags.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 37/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.