Sundhed
15. oktober 2024

Derfor bør mænd og kvinder spise forskellig morgenmad

Vores køn påvirker kroppens reaktion på mad, viser en undersøgelse.
Af: Signe Larsen
morgenmad

Foto: Unsplash

Nogle spiser yoghurt eller havregryn, andre toastbrød eller æg og bacon.

Vi ved, at vores kost kan have betydning i forhold til at undgå en række forskellige livsstilssygdomme. Og nu kan du altså med fordel også tænke over, at du bør spise efter dit køn.

Det skriver Illustreret Videnskab på baggrund af canadisk forskning.

Ernæringsforskere fra University of Waterloo har nemlig fundet ud af, at vores stofskifte - som spiller en rolle i forhold til vores generelle sundhed og energi - reagerer forskelligt på morgenmadsmåltider.

Konkret har de kigget på, hvordan henholdsvis mænd og kvinder omsætter kulhydrater og fedt. Undersøgelserne viste blandt andet, at mænds stofskifte reagerer bedst på kulhydratrige måltider som havregryn.

Kvinders stofskifte reagerer derimod bedre på fedtrige måltider som æg eller avocado.

Undersøgelsen bygger videre på et allerede eksisterende hul i forskningen om kønsforskelle i forhold til, hvordan mænd og kvinder omsætter fedt, lyder det fra medforfatter Anita Layton, der er professor i anvendt matematik.

- Vi har ofte færre forskningsdata om kvinders kroppe, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at resultaterne blandt andet viser, at kvinder opbevarer mere fedt umiddelbart efter et måltid, men også forbrænder mere fedt, når de faster om natten.

Forskerne vil arbejde videre på de komplekse modeller, så det i fremtiden også vil være muligt at se på faktorer som vægt, alder og stadie i menstruationscyklussen, når det kommer til at forebygge sundhedsproblemer.

Læs mere om:

Læs også