Familieliv
18. oktober 2024

Bruger du humor i opdragelsen? Så får du formentlig et bedre bånd til dine børn

En ny undersøgelse viser, at humor kan have en positiv effekt på forholdet mellem børn og forældre.
Af: Signe Larsen
forældre

Foto: Unsplash

Tænker du tilbage på din barndom og husker den som sjov? Og dine forældre som humoristiske?

Så er der også en god chance for, at du har et godt forhold til dine forældre i dag.

Det skriver Videnskab.dk på baggrund af et nyt pilotstudie publiceret i PLOS One.

I en pressemeddelelse fremgår det, at forskerne bag studiet har fundet frem til, at forældres brug af humor i opdragelsen har indflydelse på kvaliteten af forholdet til deres børn.

Over halvdelen af de 312 personer i alderen 18-45, som undersøgelsen bygger på, svarer, at de er blevet opdraget af personer, der har brugt humor, og 71,8 procent er enige i, at humor kan være et effektivt værktøj for forældre at bruge.

Forskerholdet har derudover fundet en korrelation mellem forældrenes brug af humor, og hvordan de nu voksne børn opfatter deres forhold til forældrene.

Af dem, der fortæller at have at godt forhold til forældrene i dag, svarede 63 procent, at deres forældre havde brugt humor i opdragelsen, mens 3,7 procent svarede, at deres forældre ikke brugte humor.

Af dem, der svarede, at de syntes deres forældre havde gjort det godt i opdragelsen, svarede 68,4 procent, at forældrene havde brugt humor i opdragelsen, mens 5,6 procent svarede det modsatte.

Undersøgelsen kan ikke fastslå direkte, at humor er årsag til en god forælder-barn relation. Der kan også være andre faktorer på spil.

Alligevel påpeger professor og medforfatter til studiet, Benjamin Levi, at der er flere gode grunde til at huske humoren som forælder.

- Humor kan lære folk kognitiv fleksibilitet, lindre stress, fremme kreativ problemløsning og robusthed, udtaler han og forklarer, at man ved fra andre undersøgelser, at humor i erhvervslivet har vist at kunne reducere hierarkier og skabe bedre arbejdsmiljøer.

Forskerne vil nu bygge videre på studiet og undersøge en større og mere divers gruppe af forældres brug af humor.

Læs mere om:

Læs også