Samfund
18. oktober 2024

Gravide kvinder med epilepsi bør følges ekstra opmærksomt

Nyt studie viser, at kvinder med epilepsi har forhøjet risiko for at dø.
Af: Signe Larsen
graviditet

Foto: Unsplash

Et stort nordisk studie, hvor forskere har gennemgået flere end fire millioner graviditeter, har blandt andet vist, at kvinder med epilepsi har næsten fire gange så høj risiko for at dø sammenlignet med gravide kvinder uden epilepsi.

Det skriver Dagens Medicin blandt andre.

"Mens de fleste kvinder med epilepsi har ukomplicerede graviditeter, er der et presserende behov for forbedret rådgivning, støtte før, under og efter fødslen og adgang til specialiseret pleje for at opnå sikre fødsler for alle kvinder med epilepsi," skriver forskerne blandt andet om studiet, der er offentliggjort i JAMA Neurology.

Udover den forhøjede risiko for mødrene har deres børn også en forøget risiko for at dø eller blive ramt af alvorlig sygdom i de første 28 dage efter fødslen, viser resultaterne.

Forskerne har indsamlet data fra Danmark, Norge, Finland, Island og Sverige fra årene 1996 til 2017, hvoraf over 35.000 af de gravide havde epilepsi.

Resultaterne viste blandt andet også, at gravide kvinder med epilepsi havde øget risiko for fx svangerskabsforgiftning, blodpropper, chok og alvorlig psykisk sygdom.

Jakob Christensen, som er en af forskerne bag studiet, siger, at resultaterne understreger, at gravide kvinder med epilepsi bør følges ekstra opmærksomt, og at der derudover er behov for præcis vejledning om brug af epilepsimedicin for gravide.

- Danske studier har vist, at dødeligheden blandt børnene af kvinder med epilepsi er lavere i dag, end det var før i tiden, men mødrene har stadig høj risiko.

- Måske kan vi aldrig få dødeligheden blandt gravide med epilepsi ned på niveau med baggrundsbefolkningen, men det er et område, der bør være et fokus på, siger professor og overlæge fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Danmark, ifølge sciencenews.dk.

Omkring 55.000 danskere har epilepsi, mens tallet på verdensplan er 50 millioner, skriver epilepsiforeningen.

Læs mere om:

Læs også