Sundhed
21. oktober 2024

Ny sundhedstrend lover større bryster. Men passer det?

Ny trend på sociale medier hævder, at et bestemt kosttilskud giver større bryster. Eksperter advarer mod potentielle sundhedsrisici.
Af: Kamilla Kilias
kvinde står foran spejlet og ser på sig selv

Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

En ny sundhedstrend kan ikke kun booste din energi og dit immunforsvar, den kan også give dig større bryster.

Sådan lyder det i hvert fald fra flere kvinder, der i TikTok-videoer med millioner af visninger hævder, at bipollen er det nye mirakelmiddel.

- Jeg har taget bipollen i flere måneder, og det har virkelig gjort en forskel. Udover min bryststørrelse har jeg opdaget, at jeg ikke er blevet syg, fortæller en kvinde i en video.

Men mens trenden breder sig på sociale medier, advarer forskere om de potentielle farer ved at følge strømmen ukritisk.

Det skriver TV 2.

Til TV 2 understreger Kaj Winther, professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, at der mangler videnskabelig dokumentation for de påståede effekter af bipollen, selvom TikTok-brugere deler deres positive oplevelser.

Bipollen er et naturligt kosttilskud, men det er ikke uden risiko at tage det.

Kosttilskuddet indeholder nemlig planteøstrogener, som ifølge Kaj Winther kan have hormonlignende virkninger i kroppen og i værste fald øge risikoen for brystkræft.

Desuden bør kvinder med pollenallergi være ekstra forsigtige, da bipollen kan udløse alvorlige allergiske reaktioner.

Fascinationen af naturens egen medicin har tidligere ført til lignende trends, og bipollen er blot det nyeste skud på stammen.

Trendforsker Julia Lahme siger til TV 2, at bipollen-trenden er en forlængelse af clean eating-bevægelsen, hvor naturlige produkter fremhæves som sundhedsfremmende.

Selvom populariteten på sociale medier fortsætter med at stige, råder eksperterne til, at man bør være kritisk over for sundhedstrends og kosttilskud, som ikke er videnskabeligt understøttet.

Læs mere om:

Læs også