Nu siger jeg det, som ingen tør sige: Café Vivaldi er oprigtigt en god madoplevelse

Katherine Bækgaard Gade er praktikant på Heartbeats. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

En søndag aften gik jeg inkognito på Amagerbrogade for at få stillet min trang til trekantede chips med smeltet ost. Café Vivaldi var min destination. Det eneste oplagte sted at tage hen for at stille min sult.

Selvom nachos bestemt ikke er en stilet ordre i en gastronomisk overlegen by som København, var de virkelig tiltrængte. Særligt på sådan en ‘dagen derpå’-agtig søndag, hvor både krop og sind cravede den fedtede, velkendte tryghed, som Vivaldi tilbyder. Og så var de nachos altså virkelig lækre.

Men da jeg sad der med mit enorme fad fyldt med snask, føltes det dog en smule skamfuldt. Nu hvor jeg åbenbart gør mig selv til ambassadør for dårlig smag, skammer jeg mig endnu mere. Nachos ser nemlig overhovedet ikke sejt ud.

Men spøgsmålet er nu alligevel, om der overhovedet findes dårlig smag, for det var helt oprigtigt en virkelig en god oplevelse, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor.

Chipsene var flankeret af den hellige treenighed creme fraiche, salsasauce og guacamole, naturligvis serveret med en halv liter café-cola. På Vivaldi er der garanteret mæthed. Det er måske ikke altid definitionen på et kvalitetstegn, men lige netop her spiller det max med kæmpe portioner.

Med så, ja, enorm en portion kan man nemlig dele. Og så smager det bare underligt godt, at drikke sodavand med sugerør af glas med fod. Netop denne måde at indtage sin cola på har nemlig en helt særlig cafe-stemning over sig. Det fuldender faktisk oplevelsen.

På Café Vivaldi har udtrykket ‘what you see is what you get’, aldrig været mere rammende. Og det er der noget uendeligt trygt ved i disse tider, hvor alting forandres med lynets hastighed. For uanset hvor i landet du besøger Vivaldi (eller de andre klassiske steder som Café Karma i Herning), bliver du sjældent overrasket over, hvad du får serveret. Eller hvordan det smager.

Da jeg for eksempel for nyligt bestilte jeg Pad Thai på en regnvejrsdag fra et sted, jeg ikke havde prøvet før, modtog jeg en helt uspiselig ordre. Skuffet over de triste gummiagtige grøntsager måtte jeg derfor ty til havregryn til aftensmad, for jeg havde absolut ikke andet. I sådan en situation kan man eksempelvis godt side og længes lidt efter Vivaldis spisekort, der aldrig hverken skuffer eller overrasker.

Jeg ruller nu alligevel med et par simple Vivaldi-regler. De er selvfølgelig helt for egen regning, men kan måske tjene til inspiration for andre nysgerrige derude.

For det første findes der for mig kun to acceptable retter på Café Vivaldi, man kan vælge imellem. Nachos uden kylling eller en klassisk café-burger. Altid med cola til. For mig er det de nostalgiske og sikre valg – også selvom jeg har hørt, at kagen også skulle være udemærket.

For det andet vil jeg til hver en tid vælge cafeen på Amagerbrogade, når jeg er i København. Her er energien bare lidt mere til det. Og selvom jeg åbenbart er villig til at hylde den ‘dårlige smag’, vil jeg helst gøre det et sted, hvor jeg ikke møder nogen, jeg kender. Lidt skamfuld er jeg måske stadigvæk?

Man skal derfor være klar på allerede på cykelturen derhen at smide sin forfængelighed langt, langt væk. For oplevelsen er god, men jeg vil ikke ligefrem mene, at den er cool.

Opfylder man ovenstående – og glemmer selvhøjtidelighed derhjemme -, kan man til gengæld virkelig få sig godt et godt måltid.

Ikke et livsændrende, overraskende eller overlegent måltid, men et ganske stabilt og lidt fedtet et af slagsen. Og det er måske hele pointen. Særligt når man helt slidt søndag aften får lidt lyst til cafémad. Selvom de hvide duge og det fransklingende navn ikke snyder nogen, er maden virkelig god på sin helt egen måde.

Den udgiver sig nemlig ikke for at være noget, den ikke er. Og det kan være virkelig befriende i en by som København, hvor de fleste har travlt med at opdage det næste nye sted, der serverer naturvin og raffinerede grøntsager på deletallerkner. Det kan jeg klart også være til falds for, men nogle gange søger jeg altså, hvad der virker som andres største skræk: Almindeligheden. Det, der slet ikke, er noget særligt.

Café Vivaldi smager desuden af nostalgi, og så er det virkelig simpelt og overskueligt. For nylig udgav vi her på Heartbeats en liste med comfort food, og selvom nachos ikke kom med, må mit ultimative valg i dén kategori netop være nachos på Café Vivaldi. Det er grundlæggende lækkert, hvilket nogen nok vil mene, er en smule kontroversielt. Men hvem er helt ærligt ikke fan af smeltet ost på en søndag?

Jeg oplever i hvert fald, at flere ser lidt ned på den vidunderlige cafémad. Og at flere kommer til at proppe Vivaldi ned i samme beigefarvede madklub som buffetorgierne Dalle Valle og Restaurant Flammen. Det synes jeg ikke, at den fortjener.

Som udgangspunkt mener jeg egentlig ikke, at man skal blande sig i andres spisevaner. Det må folk helt selv bestemme. Jeg føler mig dog kaldet til at forsvare mig selv, Café Vivaldi og den skamfulde glæde, det bringer mig at spise der.

For mig er det præcis det samme princip som med provinspizzaen, der jo til tider kan være helt eminent. Og det er ikke, fordi jeg ikke sætter pris på god mad og høj kvalitet, jeg behøver bare ikke napolitanske bunde og stracciatella hver gang.

Afslutningsvis vil jeg gerne slå et slag for den afslappede atmosfære, man også finder hos Café Vivaldi. Her kan man nemlig helt uforstyrret begrave sig i ostebelagte chips, mens man er garanteret privatliv.

What you see is what you get. And what you get is good.