Hun sidder for sig selv og spiser, da en kvinde kommer forbi. Med ét bliver chokoladebollen slået ud af hendes hånd

Marit sidder uden for supermarkedet, lige ved siden af børnehaven, hvor hun arbejder. Hun holder pause.

Tager en cigaret, mens hun spiser en chokoladebolle. Hun kan mærke, hvor godt det er med disse minutter for sig selv, for der har været meget på arbejde for nylig. Stressende, men samtidig meningsfuldt.

Marit læner sig tilbage og mærker solen varme huden. Endelig er det forår, tænker hun.

Men så dukker en midaldrende kvinde op i hendes synsfelt og slår bollen ud af Marits hånd.

- SÅDAN EN SKAL DU IKKE HAVE! siger hun og forsvinder ind i butikken.

- Hun sagde det, som om hun skældte et barn ud: Sådan gør du ikke!

Det er over ti år siden nu.

Vi møder Marit Røste på en café i Oslo centrum, nogle dage før udgivelsen af hendes første bog: "Tyk - Fuck skammen!"

- Jeg indså, at jeg var nødt til at bruge mine oplevelser og forsøge at gøre verden til et bedre sted for sådan nogle som mig, siger hun.

- Jeg kan ikke bare stikke hovedet i busken og håbe, at det går over. Jeg var nødt til at sætte mig imod.

Marit nåede ikke at svare kvinden dengang. Hun blev bare helt chokeret - men samtidig ikke. For det var langt fra første gang, hun oplevede den slags.

Hun kommer med et nyere eksempel. Noget, der skete for bare et par uger siden, da en fremmed mand kom løbende efter hende og råbte:

- Hej! Du må passe bedre på dig selv!

- Bliver du ikke vred?

- Jo, jeg bliver vred og ked af det, når sådan noget sker, og så bliver jeg vred, fordi jeg bliver ked af det, og fordi jeg ville ønske, jeg kunne være mere sådan: Det handler om dem, ikke om mig. Men det gør så ondt, når det føles, som om folk hader mig og bliver provokeret af, at jeg bare går ned ad gaden.

Lige siden hun var barn, har Marit tænkt, at hun skulle tabe sig. Hun blev nødt til at blive tynd.

Og hun har prøvet det meste.

Grethe Rohde, knækbrødsdiæten, shakes, Nutrilett-barer og low carb-diæten, bare for at nævne noget.

Sidstnævnte var den mest effektive. Dengang formåede Marit at tabe sig 50 kilo.

Men så tog hun dem på igen, mere end hun havde tabt, og sådan har det været hver eneste gang.

- Hvor går det galt?

- Jeg mener, det går galt, fordi løsningen er forkert. Selvom jeg taber mig, føler jeg mig ikke godt tilpas, kun sulten og stresset – lidt i panik hele tiden. Jeg kan jo ikke leve sådan?

For omkring syv år satte Marit sig virkelig for at tabe sig og tilmeldte sig et træningsophold.

Hun kunne ikke holde ud at være "den tykke" længere. Hun ville give det et sidste forsøg. På forhånd glædede hun sig til at blive set, hørt og måske endda forstået.

Men da hun sad til informationsmødet på dag to og lyttede til, at instruktørerne gennemgik planen for opholdet, begyndte hun at græde. Dette var endnu en kur, tænkte hun.

Endnu et forløb, der kun fokuserede på kalorier, træning og ikke andet. Der var ingen, der ville forsøge at forstå, hvad der lå bag det hele. Ingen, der ville grave lidt dybere, følte hun.

Alligevel holdt Marit ud i to måneder. Hun husker, hvor glade alle de andre var ved afslutningen. De fejrede det. Men ikke Marit, selvom hun havde tabt 15 kilo.

- Jeg vidste, at det ikke ville vare ved, og at jeg bare ville blive endnu tykkere bagefter.

Men oplevelsen gav hende noget. For første gang formåede Marit at se sig selv udefra. Hun så, hvor desperat hun var efter at tabe sig, hvordan hun altid havde følt, at hun måtte blive tynd for at have lov til at leve.

Hun indså samtidig, at alt, hvad hun gjorde og havde gjort, ikke fungerede. Der var ingen varig løsning.

- Jeg forstod også, at alle forsøgene på at blive tynd var roden til mit problem. Det øgede kun trangen til mere mad og dermed mere skam. Det blev en ond cirkel, hvor det ene forstærkede det andet.

Marit forsøgte derfor at tænke anderledes. I stedet for at se manglende viljestyrke som problemet begyndte hun at se det som en psykisk lidelse. En overspisningslidelse.

Denne lidelse er kendetegnet ved tab af kontrol over mad. Denne gruppe kan have episoder, hvor de spiser store mængder mad på kort tid, og selvom de føler sig mætte, kvalme eller andet ubehag, kan de ikke stoppe med at spise, ifølge Sunniva Mollandsøy, psykolog hos Rådgivning om Spiseforstyrrelser (ROS).

- Mange siger, de slår hovedet fra, når de spiser, og kan spise uden at lægge mærke til det, siger hun til KK.

Men selvom de kan føle sig roligere, mens de spiser, fortæller psykologen, at de efterfølgende ofte føler stor skam, skyld og afsky.

- Det typiske for denne gruppe er, at de prøver mange forskellige diæter og ender i et mønster, hvor de spiser lidt og meget rigidt, hvilket ofte bare ender med et tilbagefald og en følelse af at have fejlet, siger hun.

For det er ikke kun sult, disse mennesker kæmper med – mange har oplevet traumer og har aldrig lært at håndtere deres egne følelser. Som børn er mad derfor blevet deres eneste værktøj.

- Overspisning er en psykisk lidelse, der kræver psykologisk hjælp. Derfor vil kostråd og slanketips ikke hjælpe dem. Det gør kun deres forhold til mad endnu mere rigidt og vanskeligt, hvilket igen forværrer og opretholder overspisningen.

Overspisningslidelse har ikke tidligere været anerkendt som en selvstændig diagnose, hvilket har betydet, at denne gruppe ikke har haft en fastsat ret til psykologhjælp på lige fod med dem, der kæmper med anoreksi eller bulimi, ifølge Mollandsøy.

- De kan få hjælp, men bliver desværre ofte ikke prioriteret, siger hun.

Men i det nye diagnosesystem, ICD-11, får overspisningslidelse sin egen plads.

- Der bliver løbende mere kompetence på dette område. Desværre er der stadig få ressourcer, og mange vil ikke blive prioriteret.

Marit har også følt dette og har savnet et mere skræddersyet behandlingstilbud, noget, der behandler årsagen og ikke kun overvægten.

- Slankekure og kurser om livsstilsændringer tror jeg kan forværre min spiseforstyrrelse. Det er sådan, jeg har oplevet det i hvert fald.

Marit har derfor forsøgt at finde sin egen løsning og har det seneste år arbejdet aktivt med at stoppe med at tabe sig. Stoppe med hele tiden at forsøge at fikse sig selv.

- Jeg har altid tænkt, at jeg skulle tabe mig, før jeg kunne få en kæreste, før jeg kunne blive skuespiller, før jeg kunne... Før livet kunne begynde! Og vupti, så er der gået ti år. Nu vil jeg hellere prøve at leve.

Med det mener Marit ikke, at hun skal ligge på sofaen og spise, men at hun skal lade være med at overfokusere på sin krop. Stoppe med at straffe sig selv med tanker som: "Herregud, du har ingen selvkontrol, du er et ynkeligt menneske!"

Nu vil hun hellere tage vare på sig selv, være lidt mere venlig.

- Jeg tror aldrig, jeg bliver tynd, og det er heller ikke længere målet. Men måske kan jeg få et lettere og mindre skamfuldt liv.

Marits nye tilgang passer godt med psykologens råd.

Hun anbefaler nemlig denne patientgruppe at lægge fokus på vægttab til side og i stedet koncentrere sig om overspisningen.

- Spis nok og med jævne mellemrum, og arbejd med eventuelle underliggende årsager. Hvis man spiser, fordi man er ked af det, stresset, vred, ensom eller keder sig, bør man forsøge at finde andre måder at håndtere disse følelser på end med mad. Udvid dit sociale netværk, reducer stress i hverdagen, eller øv dig i at sætte grænser. Hvis man har oplevet traumer, bør man få hjælp til at bearbejde dem.

Man må også have medfølelse med sig selv, understreger psykologen. For skam og kritik er faktorer som opretholder lidelsen.

- Tal til dig selv, som du ville tale til en ven. Hvis du har en episode med overspisning, så prøv at lade være med at kritisere dig selv. Tænk i stedet på, at det er en del af læringsprocessen, og fokuser på, hvad du kan gøre for, at det ikke sker igen. Det vigtigste for at forebygge mere overspisning er at støtte dig selv på en god måde.

Udover at lidelsen er forbundet med meget skam, påpeger Mollandsøy, at denne gruppe mennesker også bliver mødt med manglende forståelse fra samfundet.

- Hvis de har en høj vægt, er der mange, der ikke forstår det og bare tænker, at de skal tage sig sammen, få mere viljestyrke eller prøve en ny diæt. Mange fra sundhedsvæsenet møder dem også på denne måde, og det er meget trist, for det gør, at mange ikke søger hjælp.

Marit ser mod cafévinduet ud mod St. Hanshaugen. Det er hendes gamle nabolag, men efter 13 år i hovedstaden flyttede hun sidste år tilbage til Larvik. Tilbage til roligere omgivelser, familie og have.

- Jeg vil ikke sige, at jeg har dårlige minder fra Oslo, men det var en tid præget af stress og jobpres. Jeg var meget isoleret, havde det ikke altid godt og var ofte tynget af...

Marit leder efter ordene.

- Jagten. Et pres for at blive tynd og succesfuld skuespiller har fyldt mit hoved.
Hun sætter to fingre mod panden.

- Jeg har haft en fikseret idé om, hvad der skal til, for at jeg kan blive lykkelig, men nu er jeg åben for, at jeg måske ikke behøver at være tynd og stå på hovedscenen ved Nationaltheatret.

- Hvad har du så brug for?

Marit ler kort og læner sig tilbage mod bænken.

- Jeg tror, at relationer er nøglen. Jeg har været meget alene, fordi jeg har været bange for at blive såret. Og når jeg har det svært, spiser jeg mere. Derfor har jeg sat relationer på standby, for så bliver jeg ikke såret, men heller ikke særlig glad.

Selvom hun har forsøgt at ændre sin tankegang, er Marit stadig påvirket af skam.

Hun peger på det smalle mellemrum mellem bordene.

- Tidligere havde jeg svært ved at komme igennem her, det er trangt, og bordene sidder fast. Sådanne fysiske forhindringer møder jeg hele tiden. Det er pinligt, men det får mig også til at tænke på alle stemmerne. Unge drenge, der står sammen, fulde mænd på en bænk. Jeg er altid bange for, at de skal råbe noget efter mig.

Stemmerne gør det sværere at slippe skammen og gør hende bange for at møde verden.

- Når man først har brændt sig, er det tryggere at lade være. Folk siger til mig: "Jeg forstår, at du frygter gå i fitnesscenter, men alle tænker kun på sig selv, ingen kigger på dig!" Men for mig er det ikke sandt. Jeg har oplevet flere gange, at folk kommer hen og siger, at jeg ikke kan se sådan ud.

Så det er ikke kun hende, der skal arbejde med sig selv, mener Marit. Samfundet må også ændre sig.

Hun peger på skønheds- og slankeindustrien, at der er nogle mennesker, der tjener mange penge på, at disse strukturer i samfundet opretholdes.

- Vi lever i en meget overfladisk tid, og jeg tror, hele samfundet ville have godt af en ændring. For mange i dag, både tynde og tykke, har et anstrengt forhold til mad og krop.

Marit spekulerer også på, om hendes liv havde været anderledes i dag, hvis hendes vægt som barn var blevet set som noget midlertidigt og ikke noget, der skulle fikses.

- Jeg havde nok stadig været tyk, men måske ikke så tyk som jeg er i dag.

Vi går ud af caféen og spadserer hen til parken. Solen, som har gemt sig bag et tæt skydække hele dagen, titter frem.

I dag føler Marit sig mere åben, end hun har gjort længe. Åben for andre mennesker, mere til stede. Samtidig har hun lært at sætte grænser, giver sig selv bedre tid og arbejder ikke længere, til hun falder om af udmattelse.

- Det fører bare til stress, som fører til overspisning. Så nu prøver jeg at opdrage mig selv på ny.

Hun ler.

- Jeg har et godt udgangspunkt, men prøver at indføre nogle nye rutiner, lære at regulere mine følelser, når svære ting sker. Målet er at finde tilbage til lidt sjov og ballade. Alt behøver ikke være så alvorligt hele tiden.

Har du det godt nu?

- Ja.

Marit svarer uden tøven.

- Bedre end i lang tid. Jeg har en ro, en tilstedeværelse, som jeg ikke har haft før. Og jeg er blevet gladere for mig selv. Ikke sådan, at jeg elsker, hvad jeg ser i spejlet – det er ikke det, jeg mener – men jeg tager mig selv mere alvorligt, passer på mig selv.

Hun ønsker sig en karriere, men også en fremtid med forpligtelser. En at dele livet med, børn, en båd og alt det, hun har undgået i ti år.

- Hele mit liv har jeg levet efter en sandhed om, at jeg skal være tynd, at jeg ellers ikke er noget værd. Men nu tænker jeg... Nej. Hvis det er sandheden, så vil jeg ikke være med.

Artiklen blev først bragt hos kk.no, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.