Når hun mødes med sine skuespillerveninder, er der en samtale, de bliver ved med at have

Når Ulla Vejby ses med sine skuespillerveninder, er der en tilbagevendende dagsorden for tiden.

– Nå …

Ulla knipser raskt med fingrene og lægger stemmen i forskellige tonelejer.

– Har I fundet ud af noget andet, vi kan lave end skuespil?

– Jah … noget med terapi, måske …

– … Hm, jeg læste om en talelæreruddannelse. Måske kunne man det?

Ulla griner og siger, at den lurer lidt derude, skillevejen, for der er bare færre roller til kvinder, når de er blevet 40-45 år. 40 fyldte hun selv for nogle måneder siden. Dagen blev fejret med den nærmeste kreds, og Ulla havde både lejet pølsevogn og fadølsanlæg, og så blev der ellers talt og festet hele natten.

Tanken om skillevejen skræmmer hende ikke.

– Livets essens er jo at gøre sig erfaringer. Det eneste, vi er sikre på, er, at intet varer evigt eller forbliver det samme, og nogle gange er vi nødt til at nulstille det hele. Heromkring mit fyrreogtyvende år har jeg derfor gået og summet og tænkt over, hvor lang tid jeg mon får lov at lave skuespil endnu?

– Jeg er landet på, at jeg også ville glæde mig til, at der blev åbnet et nyt kapitel. Jeg frygter det i hvert fald ikke, for livet har sgu så mange dejlige kapitler, siger Ulla og udbryder samtidig, at dét ville hun aldrig have kunnet forklare sit 22-årige jeg, der bare drømte om at blive skuespiller.

– Dét unge jeg var meget ”Else-fokuseret”, men nu har jeg været skuespiller i 12 år, fået sat et aftryk og føler, jeg har lavet så mange fede, forskellige ting, så hvis der kom et nyt kapitel med en anden faglighed og en anden retning, kunne det da saftsuseme også være spændende.

Så 40-års-krise? Nej. Det kan det kun blive, hvis man ikke synes, man er der, hvor man gerne vil være, og Ulla synes egentligt, at hun – med egne ord – er et skidedejligt sted.

Egentlig er der absolut heller ingen grund til at kigge efter andre veje netop i disse år. For hun har aldrig haft så meget at lave som nu, og karakteren Else i TV 2’s populære serie ”Sygeplejeskolen”, der netop har haft premiere på 6. sæson, er blot en af de roller, der har gjort Ulla Vejby landskendt.

Det er dog mest Michael, hendes mand gennem 16 år, der bemærker, at folk indimellem kigger på hende, når de går en tur. Selv lægger hun ikke så meget mærke til virakken.

Som hun tager imod i det rolige rækkehuskvarter i Kokkedal, hvor parrets ældste datter, Marie, på 10 er hjemme efter en tur i tandlægestolen, er der heller ikke meget kendisglamour over Ulla, som hun sidder i behageligt, løst tøj, makeupfri og let opsat hår.

Det passer hende fint at gå lidt under radaren. For selv om hun elsker skuespilfaget, har hun også brug for at kunne restituere alene eller med sin familie, der også tæller yngste datter Ida på seks år.

– Jeg er enorm følsom, og det er ikke blevet mindre med årene. Eller også har jeg bare lært følsomheden bedre at kende, siger Ulla.

– Det betyder, at når jeg har været sammen med en masse mennesker på optagelse, så skal jeg bare være alene her eller sammen med min familie og få ladet batterierne op.

Bare vent, bare vent

Alene skal Ulla også være, når ”Sygeplejeskolen” løber over skærmen. Så sætter hun sig i sofaen og tager noter. Rent arbejde – og lidt hårdt og grænseoverskridende, siger hun. For skuespiller eller ej, så er hun lige så lidt vild med at se sig selv på kamera som de fleste andre.

Else-rollen er hun til gengæld ret vild med. Selv om hendes karakter, der har været med fra første færd, både er ærgerrig, mistroisk og meget stolt, og, som Ulla forklarer, har et motto, der hedder ”every man for himself”, så skal man ikke sige noget ondt om Else. Ulla er med hende i ringhjørnet.

– Det er nemt for os, der har en masse privilegier, at dømme, men hvad hvis man ikke har haft det nemt? Else kommer ud af noget armod, både økonomisk og kærlighedsmæssigt, men er det så ikke fair nok, at hun gerne vil opbygge et liv – også selv om det foregår på nogle uhensigtsmæssige måder indimellem? Det kan jeg godt forstå, lyder det fast fra Ulla, der selv kender til at have den Else-energi, hvor man går målrettet og dedikeret efter noget.

Hun er opvokset i Klovborg i Midtjylland, har en tvillingebror og tre storesøstre, forældrene er landmænd. Her var ingen skuespillere i familien eller andre omkring hende med kunstneriske kontakter eller erfaringer.

Til gengæld fik hun mod, stamina og stædighed med i bagagen, og dét fik hun brug for.

– Jeg kan huske, jeg sad derude på pløjemarken og ventede på at blive kørt til håndbold, og tænkte: ”Hvor fanden finder jeg nogle at sparre med? Hvordan bliver jeg dog skuespiller?”. Dengang var internettet ikke en stor ting, så jeg kunne ikke lige søge på Google. Men når man går derude i naturen, er der plads til drømmene, og til at det poetiske væsen kan kultivere sig selv, siger Ulla, som også erkender, at der var et element af ensomhed i at være den eneste, der havde skuespillerdrømmen.

Ofte har hun da også haft lyst til at give sig selv et kram som ung.

– Jeg gad godt kunne hviske til lille Ulla fra pløjemarken: ”Bare vent, bare vent. Der kommer så meget fedt – bare vent”. For jeg var jo totalt klar på at slide og knokle, men ville det være nok til at klare den? Selv hvis jeg BLEV skuespiller, ville der være mange om buddet, for så mange roller er der heller ikke. Den usikkerhed lå der også hele tiden.

Ulla skulle igennem fire forsøg, før hun blev optaget på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Det var fire hårde år, og der var også stunder undervejs, hvor hun var ved at opgive.

– Det var ikke sjovt at være så stålsat og dedikeret og alligevel få den lussing hver gang. Det var en lille sorgproces efterfulgt af en ”komme-til-kræfter”-proces. Jeg kan huske, jeg som ung interviewede skuespilleren Johannes Lilleøre, og han sagde noget, jeg tog til mig: ”Du skal kun blive skuespiller, hvis du ikke kan lade være” – jeg KUNNE ikke lade være. Det var den dér målrettede Else-energi, jeg kørte på, fortæller Ulla, der også måtte lægge fløjlshandskerne undervejs i det hårde optagelsesforløb.

– Jeg er opdraget til at være høflig og ordentlig, men nogle gange må du stille dig op foran, vise hvem du er og ikke være så pæn og sød og lade de andre komme til i stedet. Lægge flinkepigen væk, og nu bliver det lidt feministisk, men vi kvinder er opdraget til at sørge for, at hele gruppen har det dejligt, men nej, måske behøver vi ikke at tage mere ansvar end nødvendigt.

– Det var svært, da jeg var 22 år, nu er jeg 40 og har øvet mig mere i det. Det er nok også en del af det at blive rigtig voksen – at man finder ud af, hvad der er på spil.

Gennem hele vejen fra barn til nu har Ulla Vejby haft en fast følgesvend, der har fungeret som en støttende hånd på skulderen – også i modgang. Hendes kristne tro.

Egentlig synes hun, det er en intim, privat sag, fordi den handler om hendes måde at være i verden på. Desuden oplever hun, at hun nærmest skal skynde sig at sige, at hun altså ikke er rabiat og skam støtter homoseksuelle ægteskaber. En slags tabu kalder hun det ligefrem.

Tro er tiltro

– For mig er min tro en TILTRO til, at det hele nok skal gå, og egentlig er det jo det oplagte livssyn at have som kunstner, fordi når man arbejder med kunstneriske projekter, aner man ikke, hvor det hele ender. Man går ude i tågede landskaber ad ukendte stier, så man er nødt til at have tiltro til, at det hele nok skal ende godt. ”Bare vent, bare vent”, hvisker Ulla smilende.

– Min tro gør, at jeg føler, der er nogen, der har min ryg. At når jeg putter et frø i jorden, kommer der en blomst op.

Der er kommet mange blomster op i Ullas liv, og en af dem var castingen på ”Badehotellet”, da hun var nyuddannet; den, der skaffede hende rollen som Elses modsætning, den livsglade, nysgerrige og naive Edith.

– Jeg havde gået arbejdsløs et halvt års tid, efter jeg var færdiguddannet, og det var enormt hårdt, at man sådan var på andres nåde. Jeg nåede da at tænke, om det virkelig var dét, jeg havde kæmpet så hårdt for, fortæller Ulla, der ikke underkender de tilfældigheder, der ud over talent også råder i skuespilfaget.

– Det handler også om, om man har den rette højde og drøjde, og om kemien passer med ens medspiller. Jeg tror for eksempel aldrig, at jeg havde fået rollen som Edith, hvis ikke det var Merete Mærkedahl (der spiller stuepigen Otilia i ”Badehotellet”, red.), der var trådt ind ad døren til castingen. Vi havde med det samme sådan en storesøster-lillesøster-energi, siger Ulla.

Hun er glad for, at hendes karriere har været en blød kurve, der har bygget sig op, og i modsætning til de første år, hvor det bare handlede om at have noget at lave, er hun i dag glad for de pauser, der indimellem forekommer som skuespiller. Hun skal jo også lige restituere helt for sig selv.

Ullas tid har i flere måneder været brugt på optagelser af ”Sygeplejeskolen”, for en 7. sæson er også på vej. Hun har brugt sin indlevelse i Else meget i de nyeste sæsoner.

– Ligesom jeg selv er Else også følsom, og jeg har puttet mere af mig selv ind i hende og ladet hende trække vejret mere gennem mine lunger. Desuden har jeg haft scener med flere af mine medspillere, som jeg ikke har haft one-on-one-dialoger med før, og så sker der nye ting, så der ikke går metaltræthed i den.

– Et menneske er så mange forskellige farver, alt efter hvilke situationer vi er i, hvor vi er i vores liv, og rigtig meget alt efter hvilke konstellationer vi er i – og også hvilke kolleger vi står ved siden af. Alle de små møder i løbet af en dag giver os alle mulige former for energi, og som skuespiller vælger man en retning, men holder også det hele åbent, så alt det andet kan slippe ind.

Når Ulla lægger Else på hylden – forhåbentlig blot for en stund – skal hun lave en børneforestilling på Syddjurs Egnsteater om langdistancesvømmeren Jenny Kammersgaard, der i 1937 svømmede 90 km over Kattegat fra Sjællands Odde til Grenå. 29 timer tog det.

– Ingen, særligt ikke mændene, troede, hun kunne. Hun var skideligeglad – og gjorde det, siger Ulla om den rolle, der er lidt af et hjerteprojekt for hende, og som bliver efterfulgt af en større forestilling om Peter Brixtofte på Folketeatret, hvor Ulla er en brik i et større ensemble.

– Det er en rigdom sådan at kunne gå ind og ud af forskellige roller og projekter, lyder det fra Ulla.

Eventuelle planer om at blive talelærer eller ”noget med terapi” må nok skubbes noget tid endnu.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 40/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.