”Det har virkelig været rart, at vi har været to”

Det blæser en del her, men lad os prøve at sidde udenfor, siger James Price, da han byder velkommen sammen med sin kone, Anette Price, i parrets hjem på en rolig villavej i Hørsholm.

Omgivelserne er på sin vis den perfekte setting for dagens samtaleemne. Et hyggeligt kvarter omgivet af skov og fuglefløjt, bier og blomster i haven og kaffe i de riflede mega-musselmalede kopper. Så hyggeligt, at man næppe kunne forestille sig, at der ville ske et mord her.

Det samme gør sig gældende i Gudhjem på Bornholm, som danner baggrund for fortællingen i krimien “Det røgede lig” – den første krimi af James og Anette Price.

For en krimi behøver ikke at være lig med “bloddryppende indvolde på hver anden side”, som James siger. Efter mange år med krimier i netop den genre mener den nye forfatterduo, at der er plads til en mindre sindsoprivende og mindre voldsom fortolkning af genren.

Ægteparret James og Anette Price havde i mange år tænkt, at de gerne ville kaste sig over et fælles projekt. Og da forlaget Gutkind kontaktede James Price med opfordringen om at skrive en bog i genren “cozy crime”, var det oplagt, at det skulle være i samarbejde med sin kone, Anette.

Men først skulle han lige overbevises, for faktisk troede James Price, at de havde fået fat i den forkerte Price-bror.

– Jeg tænkte, at det måtte være Adam, de måtte have i tankerne. Det er jo ham, der er forfatteren, tekstmanden, hvor jeg er musikmanden. Jeg har primært skrevet opskrifter, en enkelt bog med Søren Ryge og et par artikler i ny og næ.

Den forkerte bror?

Da det stod klart for James Price, at forlaget rent faktisk havde netop ham i tankerne, var han imidlertid sikker på én ting:

– Jeg tænkte med det samme, at hvis jeg skulle binde an med det, skulle det være i et samarbejde med Anette. En krimi er jo i virkeligheden et puslespil, hvor man skal sidde og regne baglæns og lave streger og sammenhæng, og hvor det hele skal gå op i sidste ende. Jeg tænkte, at det ville være svært at gøre alene, siger James.

– Vi har i mange år talt om, at det kunne være hyggeligt at lave et arbejdsprojekt sammen, så jeg takkede selvfølgelig ja, da James bød mig op til dans, siger Anette.

Tilsammen dækker deres baggrunde store dele af underholdningsverdenen – fra musik og teater til kommunikation, hotel- og restaurationsbranchen. Anette er ligesom James samtidig ydmyg over den opgave, de skulle udføre sammen.

– Jeg har aldrig skrevet skønlitterært før og bestemt ikke noget, der ligner en krimi. Men jeg kan sætte ord sammen, og det kan James også, siger hun.

Ingen af dem kan forestille sig at have gjort det alene.

– Der kommer jo nogle processer i en bogudvikling, hvor man sidder fast. Hvor man lige skal have vendt stenen 47 gange, før den går op. Det har virkelig været rart, at vi har været to. Efter at have skrevet bogen, vil jeg sige, at vi har fået dyb respekt for dem, der gør det her alene, siger James.

Rent praktisk er bogen blevet til, ved at Anette og James har været fælles om karakterudvikling, research og storyline, men når det kom til at skrive selve bogen, har det været James, der har ført pennen.

– Alle skriver jo forskelligt, og vi synes, det var vigtigt, at der var en ensartet tone, siger Anette og tilføjer, at der til gengæld ikke har været en luns af teksten, som de ikke begge har læst igen og igen, redigeret og skrevet om.

Parret har især sparret meget med hinanden, når det kom til karakterudviklingen. Og ikke mindst her kom deres forskellige tilgange i spil. Helt ned i de små detaljer.

Den ene kvindelige hovedperson har f.eks. en hund. Og hvordan taler en kvinde egentlig til en hund? Det ved James intet om, men det gør Anette, som har haft én.

Alt i alt har det taget et års tid fra idé til færdig bog, hvor begge har passet deres andre projekter sideløbende. Lige bortset fra den periode, hvor James skulle producere musik til årets Tivoli-Revy.

– Der kender jeg dig jo godt nok til at vide, at når du laver revy, lades alt håb ude om, at du kan andet samtidig, siger Anette, og James nikker selverkendende.

Mord på solskinsøen

Selve handlingen i bogen foregår i Gudhjem på Bornholm. En kvindelig billedkunstner flytter med en vis modvilje til øen, fordi hendes kæreste har fået tilbudt jobbet som køkkenchef på sin egen restaurant finansieret af en lokalkendt matador. Da sidstnævnte en dag findes myrdet, hvirvles den kvindelige hovedperson ufrivilligt ind i opklaringen.

James har selv et helt særligt forhold til Bornholm, så for ham var det naturligt, at handlingen skulle foregå der. Hans far, den kendte skuespiller og sceneinstruktør John Price, forelskede sig nemlig allerede i 1930’erne i solskinsøen.

– I 1960’erne, da jeg var ganske lille, fik far og mor bygget et vidunderligt sommerhus i Gudhjem, som vi tilbragte alle ferier i. Så mine ferieminder som lille og ung handler alle om Bornholm, fortæller han.

Anette har ikke været fast gæst på øen, men har været der flere gange. Hun er til gengæld uden tvivl den største krimilæser og krimielsker af de to.

– Men selv om jeg har læst virkelig mange krimier, var det stadig svært at finde ud af, hvilken type krimi vi var ude i. Var det Kastanjemanden, Agatha Christie, Kepler eller noget helt tredje?

Her fandt de hurtigt ud af, at det passede dem godt, at blodet ikke dryppede ud af siderne i bogen.

– Stemningen er ikke så dyster, vi beskriver ikke mordet i nær så mange detaljer, vi gør mere ud af omstændighederne, og vi følger heller ikke morderen, forklarer James.

James og Anette har, fordi de begge er debuterende både som forfattere og i krimigenren, brugt en stor del af arbejdet med bogen på at sørge for, at detaljerne sad lige i skabet. For godt nok har de begge hentet inspiration fra brancher, de kender – f.eks. en karismatisk hoteldirektør og i forhold til jargonen og hierarkiet på restauranten – men med mange andre elementer har researchen af detaljer været helt essentiel.

Blandt andet har parret talt med den tidligere drabschef Jens Møller Jensen for at blive helt klar på, hvordan det helt lavpraktisk foregår, når der sker et mord, ligesom det kom bag på dem begge, at en obduktion under normale omstændigheder tager tre til fem uger og ikke få dage.

– Vi har haft et stort behov for, at det var rimelig tæt på virkeligheden. Jeg sad i mange timer med færgeplanen fra Ystad til Rønne for at regne ud, hvor lang tid det ville tage for efterforskerne at nå frem til øen, fortæller James Price.

Frankofil forelskelse

Anette og James Price mødtes, for det ikke skal være løgn, faktisk ved det skrevne ord. Om ikke ligefrem litteratur. Det var nemlig på en chattjeneste, ingen af dem kan huske, hvad hedder, at de to første gang fik kontakt til hinanden for lidt mere end 16 år siden.

– Jeg vidste jo godt, hvem James var, for Spise med Price var lige begyndt at blive sendt. Men James vidste jo ikke, hvem jeg var, siger Anette.

Det fandt han imidlertid hurtigt ud af, for ikke længe efter mødtes de, og derefter gik der ikke længe, før de fandt ud af, at de havde meget til fælles.

– Vi deler først og fremmest mange værdier og livsdrømme, men det handlede nok også om, at vi mødtes relativt sent i livet, hvor man ved, hvilke knaster der kan være, og så får man hurtigt spurgt ind til dem og får dem afklaret, siger Anette.

– Det kan jo være helt banale ting. Hvis du havde forslået, at vi skulle tage vandrestøvler på og et telt på nakken og vandre i nogle høje bjerge eller de svenske skove, havde jeg nok ikke bidt på, siger James.

I stedet nyder parret på femte år deres lejlighed i Sydfrankrig, hvor de få dage efter dette interview rejser ned for at være i flere måneder. Det var langt fra tilfældigt, at det netop var her, de fandt deres ferie- og fristed. James’ familie har i flere år haft en bolig i Frankrig, og begge har et særligt forhold til landet.

– Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi begge interesserer os meget for kultur og rejser, og at vi begge er frankofile. Jeg har boet i Frankrig og taler flydende fransk, og Frankrig er James' yndlingsland i Sydeuropa. Allerede der kunne vi se, at der var noget at bygge på, siger Anette.

Men det var ikke kun fransk mad og varme himmelstrøg, der bandt dem sammen.

– Jeg var helt fra begyndelsen vild med Anettes enorme overskud og humør. Hun har sådan en stabilitet i sindsstemningen, som jeg synes er ufattelig vigtig. Jeg har det lidt svært med folk, der svinger enormt meget, og hvor man aldrig helt ved, hvor man har dem, siger James.

– Jeg er nok ret meget no nonsense. Jeg er nok ret rationel og pragmatisk, siger Anette.

Hele Danmarks Price

I de 16 år, parret har tilbragt sammen, er James Price som bekendt ikke ligefrem blevet et mindre kendt eller eksponeret ansigt.

– Det var ret voldsomt, da Spise med Price blev flyttet fra DR 2 til hovedkanalen. Det ændrede vores liv ret markant, men jeg vidste også, at det var jeg nødt til at være med på, hvis jeg ville være sammen med James. Det betyder nok også noget, at jeg ikke var 25 år og ikke så let lod mig skræmme eller rive med, siger Anette.

For James var medieopmærksomheden ikke ligefrem ukendt, da han vokset op hos forældre, som Danmark var på fornavn med.

– Men det var da lidt underligt i starten, når jeg gik ned i Brugsen og puttede mine varer op på båndet, og kunden bagved kunne finde på at sige: “Nåh … Det dér troede jeg, at du lavede fra bunden!”, siger James.

– Eller når vi går på gaden, og en tilfældig kvinde går forbi os og siger “Hej James”, selv om vi ikke aner, hvem hun er, siger Anette.

– Og fordi jeg møder så mange mennesker i mit arbejdsliv, er jeg altid bange for, at det faktisk er en, jeg burde vide, hvem var, siger James med et grin.

Når alt kommer til alt, har hverken James eller Anette Price har haft nogle særlige forbehold ved at kaste sig ud i at skrive en bog sammen og dermed arbejde sammen professionelt. Ingen af dem kan faktisk heller nævne nogle episoder i processen, hvor samarbejdet har været svært.

– Vi laver virkelig mange ting sammen som par, og vi minder på mange måder om hinanden i vores tilgang til mange ting. Vi er begge planlæggere. Selv om James er kunstner, er han samtidig enormt organiseret. siger Anette Price.

– Vi er nok begge lidt strukturfascister, og det har bestemt hjulpet os i arbejdet med vores bog, siger James og tilføjer, at de uden at afsløre for meget godt kan sige, at de allerede er i gang med at tænke over en efterfølger.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 40/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.