Se, lyt & oplev
25. oktober 2024

Derfor stopper Joakim Ingversen som vært på Den Store Juniorbagedyst

Når "Den store juniorbagedyst" vender tilbage med en ny sæson næste år, bliver det ikke med Joakim Ingversen som vært.
Af: Laura Dalgård Hansen
Joakim_Ingversen

Foto: Carsten Mol/DR1

Lige nu kan man hver lørdag følge en ny omgang af ”Den store bagedyst” på DR. 10 bageglade danskere jonglerer igen rundt med glaze, chokolade og drilske mousser, og igen er det Timm Vladimir, der er vært, mens Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo er dommere.

De to sidstnævnte er også dommere i ”Den store juniorbagedyst”, som kan følges hvert forår. Optagelserne har fundet sted her i efteråret.

Når programmet vender tilbage, bliver det med en stor ændring, for Joakim Ingversen skal ikke være vært.

– Joakim har haft et travlt efterår, og der var desværre ikke plads i kalenderkabalen til Juniorbagedysten i år. Derfor glæder vi os meget til, at en ny, skøn vært byder inden for i teltet næste forår, skriver redaktionschef Eva Kvist i en mail til BILLED-BLADET.

– Hvem det bliver, løfter vi sløret for senere. Men det bliver helt sikkert endnu en dejlig sæson med en flok meget dygtige og dedikerede børn i køkkenerne, lyder det fra DR.

Joakim Ingversen har den seneste tid været optaget af ”Alle mod 1”, der er blevet sendt live hver fredag, og så har han netop været i Schweiz i forbindelse med optagelserne til det helt nye datingprogram ”Hotel Romantik”.

Joakim Ingversen har været vært på ”Den store juniorbagedyst” siden første sæson i 2021.

Denne artikel blev første gang bragt af Billed Bladet, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også