Brevkasse
25. oktober 2024

Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal rydde op efter mine kolleger?

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Af: Redaktionen
brevkasse

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Forestil dig stakke af brugte kaffekopper og vandglas, der hober sig op. De står på køkkenbordet LIGE over en halvtom opvaskemaskine.

Sådan ser min arbejdsplads ud dagligt.

Køkkenet er skærmet af, og rodet er derfor ikke synligt fra vores skriveborde. Derfor irriterer kopperne mig egentlig heller ikke rigtig, men jeg har alligevel dårlig samvittighed.

Den dårlige samvittighed bunder i, at det ofte ender med, at det bliver andre ansatte i bygningen, der må rydde op efter os.

Jeg har selv arbejdet mange år i servicebranchen, og jeg har altid undret mig over de gæster, som efterlader deres bord med servietter og krummer kastet ud over det hele, som havde de spillet yatzy med dem.

Er det ikke normal pli at rydde op efter sig selv - i hvert fald som minimum bare tage det værste?

Måske er det den fortid, der danner grobund for, at jeg synes det er dårlig stil at efterlade et rod af et køkken til de andre ansatte. Og det tager jo vitterligt to sekunder, hvis alle satte deres egen kop i opvaskeren.

Jeg har selv en gang imellem ryddet lidt op midt på dagen og smidt de beskidte kopper i – og jeg har da også bemærket, at der er nogle få andre på kontoret, som gør det samme.

Men kan et virkelig være rigtigt, at vi skal bruge vores tid på det? Det er før blevet nævnt i plenum, men det er som om, at det hjælper i maks to dage, og så er alt tilbage ved det normale.

Så hvad stiller jeg op herfra?

Hilsen den tidligere servicemedarbejder

Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Hej tidligere servicemedarbejder

Måske er det din fortid, der danner grobund for din holdning til dilemmaet - måske er det samme tilfældet for mig.

Svaret er jo og jo. Det er helt normal pli at rydde op efter sig selv. Desværre er det bare ikke alle mennesker, der helt har fanget den. Det er også vildt dårlig stil at lade sin(e) kop(per) stå, så andre kan komme og rydde op efter en.

Jeg må gå ud fra at alle, eller i hvert fald størstedelen af medarbejderne, er voksne mennesker. Som voksent menneske på en arbejdsplads har man et ansvar - også for at rydde op efter sig selv.

Og til jer, der rydder op efter de andre, har jeg faktisk kun én ting at sige: Stop.

Stop med at rydde op efter de hundehoveder, der (åbenbart) ikke har lært det hjemmefra. Det er en bjørnetjeneste og en ikke-karrierefremmende opgave - og dem er der nok af.

Jeg har to bud på den nok ret universelle problemstilling. Du kan sige det til chefen, som kan sprede ordet. I kan også indføre en bødekasse - så ville nærigheden måske vinde over dovenskaben?

En ting er sikkert, du skal ikke rydde op efter andre (voksne) mennesker.

Afslutningsvis vil jeg sætte en stor, fed streg under, at det er pinligt, man som voksent menneske ikke rydder op efter sig selv.

Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen

Starter hver morgen ud med et blødkogt æg, et nummer med Gilli, og så suser jeg på arbejde på min elcykel. Jeg har glædet mig umådeligt til den crispy efterårsluft, tæpper, stearinlys, gilmore girls og ‘hoa hoa hoa’-sæsonen.

Svar 2

Hej tidligere servicemedarbejder

Det forstår jeg virkelig godt, du synes er - sagt på godt jysk - træls.

For som du siger, så er det almindelig pli at rydde op efter sig selv - både fordi det er service, man selv har brugt = du rydder selv op, men også af hensyn til kollegaerne, så det ikke står og lugter. Så du har helt ret i dine betragtninger.

Du skriver, at problemet tidligere er blevet taget op i plenum, men måske det blot er på en mail?

Hvis ikke det er blevet italesat med ord, så synes jeg, at du skal gå forrest og sige det til jeres næste fællesmøde - det er altid stærkere, når det kommer fra en medarbejder/kollega, end hvis det "bare" bliver et punkt på det månedlige personalemøde fra afdelingschefen.

Du siger også, at der er andre på kontoret som er begyndt at rydde op efter andre, så du er jo i hvert fald ikke alene med din holdning.

Så mit råd er: speak up!

Hilsen Emilie Bech Zerlang

Digital redaktør og mor til to under fem år. Elsker alle film og serier, der rimer på romantik eller forbrydelser og elsker at se mine yndlings igen og igen. 'Nikolaj og Julie' og 'Rejseholdet' ser jeg mindst én gang om året. Jeg misunder folk, der glæder sig til at løbe en tur og drømmer om at blive en af dem en dag.

Læs mere om:

Læs også