Se, lyt & oplev
25. oktober 2024

Jeg tog en beslutning for tre år siden, som jeg kan anbefale til alle

Hver uge dykker vi ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad skuespiller Amanda Collin ser og lytter til lige nu.
Af: Signe Bjørg Granberg
amanda collins

Foto: Henrik Ohsten

Amanda Collin bragede igennem i 2017 i rollen som Marie i Christian Tafdrups kontroversielle komediedrama En frygtelig kvinde.

Herefter har man kunnet opleve hende i store, danske film som Paprika Steens Fædre & mødre og Nikolaj Arcels Bastarden samt i internationale hitserier som Raised by Wolves og House of the Dragon.

Snart er hun aktuel i Frederik Louis Hviids hæsblæsende actionbrag De lydløse, der rammer biograferne 31. oktober.

Hvad arbejder du på for tiden?

- Lige for tiden er jeg på en engelsk produktion og filmer i Sydengland ved kysten. Her er meget smukt, og i dag har jeg været i vandet efter en dejlig løbetur på stranden. Det er om at finde det halvfulde glas frem, når man er væk fra sin familie i lange perioder ad gangen.

Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?

- Fordi jeg er så meget væk, har jeg set mere tv, end jeg har de sidste to år. Jeg har lige færdiggjort Palm Royale, som var underholdende og underligt rørende i det sidste afsnit. Hvem vidste, at Ricky Martin var så sød som skærmtrold?

Og så fik jeg anbefalet en serie af en kollega: Platonic på Apple TV+. Jeg har ikke grinet så meget i lang tid. Helt alene på et fly. Den er vidunderlig, og det er fantastisk at få så høj en koncentration af Rose Byrne. Nem og spiselig, vil jeg sige.

Hvilken tv-serie er din all time-favorit?

- Ej, det er svært. Jeg vil sige, at jeg er meget begejstret for House of The Dragon. Og det er ikke kun, fordi jeg er med i den. Jeg synes specielt, at sæson 2 bød på nogle smukke lange spillescener, fantastisk skuespil og meget spændende dilemmaer, som kan overføres til livet generelt. Samtidig med at æstetikken er bevaret.

Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?

- Platonic. Det er lang tid siden, jeg har prøvet - efter en serie er slut - at savne at hænge ud med karaktererne. Og One Day! One fucking Day. Sådan en gammel romantiker som mig. Jeg spiste den i toget frem og tilbage mellem optagelser i Aarhus i foråret. Jeg har ikke grim-grædt så meget, siden… guderne ved hvornår. Første sæson af The Handmaids Tale, må det være. Men av, den sad. Jeg kom helt hævet på optagelser efter sidste afsnit og med en hovedpine, som kun flere timers hulken kan give. Fantastisk!

Har du en guilty pleasure, hvad angår tv-programmer?

- Hvad tv angår, så ser jeg faktisk ikke så meget af det. Når jeg gør, er det primært Bluey eller gamle børneklassikere som Lille Virgil eller Brødrene Løvehjerte.

Hvilken film har senest gjort indtryk på dig?

- Når jeg bliver begejstret for en film, så bor jeg faktisk længe i den. Den sidste film, som jeg har taget med mig videre, er nok Oppenheimer. Jeg lytter stadig meget til soundtracket og har set ekstramaterialet tre gange, fordi jeg er så begejstret for Nolans process. Tænk sig en legeplads. Det gør mig ekstremt glad at tænke på, hvor meget nørderi, der ligger bag at lave sådan et værk. At de skød på gamle larmende filmkameraer, og al den effekt i filmen, der er lavet analogt. Det er en nysgerrighed og en umage, som jeg synes, man kan mærke i det endelige produkt.

Hvad er din all time-yndlingsfilm?

- Der er alt for mange genrer. Jeg elsker storhed og nørderi i form af effekter. F.eks. kan jeg se George Millers Mad Max med Charlize Theron igen og igen, fordi jeg kan mærke de store war trucks og forestille mig, hvor BESVÆRLIGT det har været at få hele maskineriet til at spille samtidig. Det i sig selv er en kunst, synes jeg. At nogen er drevet og har energien til at få det gennemført, så jeg kan sidde og nyde det bag en skærm. Det er der mange eksempler på, synes jeg.

- En tidlig yndlings var Moulin Rouge af samme årsag. Kostumer og kamerature ind og ud af sæt og op til månen og ned igen. Når det lykkes, samtidig med at historien er der, så er det ren lykke.

- Og så var jeg rigtig begejstret for Everything, Everywhere, All At Once, som har et budskab, jeg er svært enig i. Jeg synes, det var så dejligt at se en film med den form for humor, samtidig med at budskabet var meget zen og all one-kind of vibe!

Hvad er den næste film, du skal se i biografen?

- Jeg så den i går. Det var The Substance, og jeg havde glædet mig helt utroligt. Jeg syntes desværre ikke helt, at den levede op til mine forventninger. Jeg følte mig lidt taget til fange faktisk i en form for kunstprojekt mere end en film. Hvilket også kan være godt en gang imellem.Jeg så Perfect Days før det, og den var bare vidunderlig. Jeg blev simpelthen så glad for min karabinhage med mit nøglebundt i bagefter. Det er sgu da lykken, at en film kan vække den form for glæde.

Hvad lytter du til, når du er på farten?

- Jeg lytter meget til DOAC - Diary Of A CEO - som har mange spændende og ærlige samtaler. Der er mange, så man kan bare vælge dem, der taler til en.

- Så lytter jeg lidt til Ekchart Tolle og en Ram Dass x East Forest-playlist på Spotify. Når man vælter rundt i filmverdenen, kan det hænde, at man møder et forvokset ego eller to på sin vej. Så lytter jeg til lidt holistisk snak for ikke at tro, at jeg også skal puste til mit ego for at passe ind. Det er rart at have lidt snak i ørerne, som taler mere om træer og stjerner, og at vi alle sammen er lavet af vand og sådan noget, som man måske ikke lige får åbnet op for ved frokostbordet på dag tre.

Har du en podcast, du altid vender tilbage til?

- Den, der har fulgt mig længst, må være Ekchart Tolle, Essential Teachings. Vi er dejligt i sync, synes jeg.

Hvilken teateroplevelse har senest overrumplet dig?

- Åhhh teater. Av. Jeg ville så gerne mere i teatret, men med små børn og skiftende arbejdstider er det desværre lavt prioriteret lige pt. Jeg vil virkelig gerne nå at se Sort Samvittighed på Betty Nansen. Hele det hold har inspireret mig enormt meget gennem tiden, og apropos musik og film, så er Sort Samvittigheds sange også en fast del af samtlige af mine playlister. Jeg har virkelig meget kærlighed og respekt for alle de kvinder og det, de laver sammen og hver for sig. Kæmpe wow!

Hvilken kulturoplevelse vil du anbefale alle?

- Jeg har været en dejlig tur i skoven. Tæller det? Kan klart anbefales!

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?

- Klamt! Fordi jeg er her (på optagelser, red.) og bare sidder i en trailer det meste af tiden, er min skærmtid tårnhøj. Den siger 3 timer og 26 min. I søndags, da jeg var hjemme, siger den en time. Det gør mig glad.

Hvilke tre apps er dine mest brugte?

- Beskeder, Spotify, WhatsApp. Det er sgu da sødt. Jeg slettede al social media for snart tre år siden, og jeg kan klart anbefale det til alle, jeg kender. #JOMO - joy of missing out!

Hvilken app ville du aldrig kunne undvære?

- Jeg tror helt ægte, jeg ville kunne undvære det hele. Se bare, hvor fedt børn har det… indtil de får en telefon.

Læs mere om:

Læs også