’The Room Next Door’ er et hjertevarmt spansk postkort fra New York

Der er filminstruktører, og så er der klenodier som spanske Pedro Almodóvar.

Den myreflittige filmskaber har siden debuten i Pepi, Lucia, Bom tilbage i 1980 været en af de mest toneangivende instruktører i Europa. Han har været instrument for mange karrierer, herunder nogle af hans flittigst brugte skuespillere som Antonio Banderas og Penélope Cruz.

Derfor kan det måske undre lidt, at vi skal over 40 år ind i spanierens instruktørkarriere, før han laver sin første engelsksprogede spillefilm.

Selv om sproget er anderledes, er The Room Next Door stadig meget Almodóvarsk.

Psykologen Ingrid (Julianne Moore) har ikke set vennen Martha (Tilda Swinton) i flere år, men mødes igen under lidt sørgelige omstændigheder. Sidstnævnte lider af uhelbredelig kræft, og selv om veninderne er glade for at genfinde hinanden efter så lang tid, er det hele tiden med cancerspøgelset lurende i baggrunden.

Da dødsdommen er endeligt afsagt, og det bare er et spørgsmål om måneder, max et år, tager Martha en beslutning: Hun stopper med de livsforlængende behandlinger og køber en eutanasi-pille på det sorte marked. Den tidligere krigskorrespondent vil ende sit liv på egne præmisser.

Men det skal ikke ske alene.

Martha spørger Ingrid, om hun vil tilbringe den sidste tid sammen med hende i et lejet hus, væk fra New Yorks gader. Hun siger ikke, hvornår hun vil tage pillen. Tegnet vil være, at hun har lukket soveværelsesdøren.

Spansk postkort fra New York

Titlen The Room Next Door refererer til, at Martha gerne ville have, at Ingrid skulle bo i værelset ved siden af. Hun finder dog det lidt for lille og tager et større et nede i kælderen. Det betyder til gengæld, at hver morgen skal hun gå op ad trapperne og som det første se den røde dør ind til den terminalt syge veninde.

Skrækken er synlig, da en brise har lukket døren ved et uheld, og Ingrid kaster op i vasken, mens hun græder over, at veninden er borte. Eller det tror hun i hvert fald.

Filmen er fyldt med dialogscener, hvor emner som liv og død, moderskab, sex og ungdommelig løssluppenhed bliver endevendt. Endda i en sådan grad, at det nærmest virker som et manuskript til et teaterstykke, vi ser blive opført foran kameraets linse.

Men det er en film, Almodóvar har lavet efter forlæg af Sigrid Nuez’ bestseller What Are You Going Through. Fotograf Edu Grau har fået de frieste tøjler og udover det nærmest obligatoriske skud, hvor Ingrid går langs East River med New Yorks skyline i baggrunden, er der ikke de store visuelle øjeblikke at komme efter.

The Room Next Door er, som titlen antyder, tæt på og intim. Det er den nære relation mellem mennesker, der er i centrum.

Fremragende præstationer

Derfor er det også nødvendigt med skuespillere, der kan løfte den opgave. At fastholde publikums interesse i en film, hvor alt er båret af rolig eksistentialistisk dialog, kræver noget.

Til den opgave er der næppe nogen bedre end duoen Tilda Swinton og Julianne Moore.

Selv om der er andre medvirkende – herunder John Turturro som en gammel fælles flirt for veninderne og danske Alex Høgh Andersen i en mindre, men vigtig rolle – er det de to hovedroller, der fylder og pryder The Room Next Door.

Det er afmålte, fremragende og meget naturalistiske præstationer.

Når der grædes og råbes, er det i kontekst til døden og al den uretfærdighed, der følger med det stadie af livet. Men den giver også mulighed for at tænke over det liv, der er levet. Martha fortryder, at hun ikke var mere til stede i sin datters liv af forskellige årsager.

Først som teen-mor, der fik sine forældre til at opdrage barnet og senere hen som krigskorrespondent, der rejste fra konfliktzone til konfliktzone.

På et tidspunkt spekulerer hun højlydt over, om det mon egentlig ikke var en moderfigur, datteren manglede i sit liv. Det taler ind i et af Almodóvars velkendte temaer, som altid har en plads i hans film. Mødre og deres børn.

Af de to skuespillere er det Swinton, som får mest udfoldelsesplads i forhold til følelsesregistret. Lidt diskret makeup og døden males overbevisende i ansigtet. Resignationen og accepten af døden formidler skuespilleren formidabelt med små blikke og afslappet kropssprog.

Det er en træt krop, som trænger til ro. Kontrasten til Moore, som er langt mere rørig og vital, er derfor slående og en fin diskret indikator for de to karakterers positioner i livet.

Er The Room Next Door så Pedro Almodóvars bedste? Nej, der er stadig langt op til for eksempel Volver. Men det er en god og hjertevarm film om venskab og ikke mindst, hvordan vi forholder os til døden.