Popkultur
1. november 2024

"Jeg elsker, når man lærer personerne at kende i krimiserier, og det gjorde man jo virkelig i denne"

Den bogaktuelle forfatter Sara Blædel elsker at læse bøger, lytte til podcasts og ikke mindst at se film og serier. Hun har især et svagt punkt for spanske serier og en helt særlig dansk krimiklassiker
Af: Signe Bjørg Granberg
Sara Blædel interview

Foto: Les Kaner / Aller Media

Den danske krimidronning Sara Blædel er lige nu aktuel med sin nye bog, Ilka vender hjem, der er den fjerde i rækken af Ilka-bøger.

Inden da vil mange nok have stiftet bekendtskab med Blædel via hendes populære serie om kriminalassistenten Louise Rick - der findes nemlig intet mindre end 11 bøger i dén serie.

Sara Blædel har solgt over 5.000.000 bøger på verdensplan, hvilket gør hende til en af de bedst sælgende forfattere i Danmark. Hun er også flere gange blevet kåret til danskernes yndlingsforfatter.

Hvad arbejder du på for tiden?

- Foruden at jeg lige har udgivet min nye bog, Ilka vender hjem, i denne uge, er der simpelthen sket det, at der er eksploderet en ny Ilka-ide inde i mit hoved. Så når bogmessen er overstået, kommer jeg til at sidde og plotte på den her Ilka-bog, for jeg er så nysgerrig på den historie. Jeg tror ikke, jeg har oplevet før, at en historie kom så tydeligt frem, og jeg har allerede nu en fest i mit hoved, fordi der jo også er ting, der ikke passer sammen, som jeg skal få til at passe sammen.

Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?

- Jeg elsker at se tv-serier! Jeg er stor Michael Connelly-fan, så jeg har lige set den nye sæson af The Lincoln Lawyer. Men ellers har jeg her i weekenden kværnet den danske serie Bullshit for anden gang. Den historie havde jeg så svært ved at slippe, og serien er sådan et fint tidsbillede, at jeg måtte se den igen. Den er pissegod.

Hvilken tv-serie er din all time-favorit?

- Rejseholdet! Jeg elsker Rejseholdet, og når jeg virkelig trænger til at putte mig, ser jeg den. Noget af det, jeg selv elsker ved krimiserier er, når man lærer personerne at kende, og det gjorde man jo virkelig med Rejseholdet.

Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?

- Jaget vildt og Forræder. Jeg er da er blevet spurgt, om jeg ville være med i Forræder, men det er ikke noget for mig. Jeg ville nok også ryge ud med det samme. Men jeg elsker at se det!

Har du en guilty pleasure?

- Jeg har altså noget med spanske tv-serier. Blandt andet Velvet, Grand Hotel og Omstillingsdamerne. Jeg kan slet ikke stå for det. Jeg havde en periode for et par år siden, hvor jeg havde arbejdet meget, og så trængte jeg bare til at rulle mig ind i et tæppe og sidde i et hjørne af en sofa. Og så var der bare noget enormt trygt ved det spanske sprog, og jeg begyndte at kalde Velvet for "min spanske familie". Jeg forstår ikke engang spansk, ha ha.

Hvilken film har senest gjort indtryk på dig?

- Jeg var lige ind at se The Apprentice i weekenden. Jeg var spændt på den, og det var ikke fordi, jeg ikke kendte historien, for jeg havde set lidt forskellige dokumentarer om Donald Trumps tidlige år inden. Men hold kæft, hvor spiller de godt. Det er helt vildt!

Hvad er din all time-yndlingsfilm?

- Stegte grønne tomater! Der er så mange rørende scener. Den er hård, den er barsk, og jeg elsker de kvinder. Den har så gode kvindekarakterer. Nu tror jeg faktisk, jeg skal hjem og se den igen.

Hvad er den næste film, du skal se i biografen?

- Jeg tror, det bliver De lydløse. Det er en historie, jeg er lidt nysgerrig på, og så tror jeg, der er fart på!

Hvilke podcasts lytter du til?

- Jeg er meget glad for Sørine og livskraften. Jeg kan også godt lide Lærke Kløvedals Det sidste måltid og Casper Christensens 3080 Tikøb. Jeg elsker de der portrætsamtaler.

Hvilke bøger læser du i øjeblikket?

- Jeg har lige læst Peter Frödins Kan han li' at fiske, og den er bare så god, hyggelig og rar. Vi er jævnaldrende, og det er sjovt at høre om hans tid op igennem 90'erne. Derudover ligger der mange bøger på mit natbord, f.eks. fra Sidsel Jo Gazan, Benjamin Koppel, Morten Pape og Maren Uthaug. Det er jo kæmpe bogsæson lige nu.

Hvilken teateroplevelse har senest overrumplet dig?

- Der er én ting, der overskygger alt andet. Og det er Arven. Jeg har set forestillingen to gange i 8 timer. Og jeg skal se den igen, når den bliver sat op næste gang. Jeg har ikke oplevet noget, der har revet mig med på den måde. Den er simpelthen så god!

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?

- Mit daglige gennemsnit er 4 timer og 35 minutter.

Hvilke tre apps er dine mest brugte?

- Instagram, Facebook og nyheder

Hvilken app ville du aldrig kunne undvære?

- Min bank-app! Og jeg elsker faktisk også MobilePay. Det har virkelig gjort livet nemmere som mor, haha.

Læs mere om:

Læs også