I spejlet så hun noget, der ikke fandtes. Så stødte hendes veninde på diagnosen i et blad

De fleste af os kender til frustrationen over at kigge os i spejlet om morgenen og pludselig få øje på en ubuden gæst. En bums.

Det var også sådan, det startede for 31-årige Kirstine Jørgensen, da hun i teenageårene, ligesom mange af hendes jævnaldrende venner, begyndte at gå op, hvordan hun så ud.

Hun nærstuderede sig selv i spejlet, hver gang muligheden opstod, og ofte fik hun øje på defekter, hun ville fikse.

For bumserne blev pludselig mange på kinderne og i panden, og de cremer og hudplejeprodukter, hun fik på recept af sin læge og fra kosmetologer, som lovede at kunne få bumserne til at gå væk, virkede ikke.

- Jeg følte mig beskidt og forkert. Det skulle bare gå væk, og ellers syntes jeg ikke, at jeg var god nok, beskriver Kirstine Jørgensen.

Men i virkeligheden kiggede Kirstine sig i spejlet og så noget, der ikke fandtes. Hun havde ikke akne. Hun havde faktisk en meget ensartet hud.

Det prøvede både hendes forældre og veninder at fortælle hende, men lige meget hjalp det.

Kirstine Jørgensen blev besat af sin hud. Og det, hun så i spejlbilledet hver morgen, når hun stod op, blev efterhånden styrende for, om hun fik en god eller dårlig dag.

- Når jeg kiggede mig i spejlet, tænkte jeg, at det skulle være perfekt.

Først flere år senere fik Kirstine Jørgensen svaret på, hvad der var galt. Diagnosen var ikke en hudsygdom, men i stedet en psykisk lidelse.

Body Dysmorphic Disorder (BDD), eller på dansk kropsdysmorfofobi, er en forholdsvis ny diagnose i det internationale diagnosesystem ICD-11, som viser sig ved overdrevne tvangstanker om, at der er noget alvorligt galt med ens udseende.

Lidelsen rammer omkring to procent af befolkningen.

Sådan forklarer psykolog Malene Klindt Bohni, der blandt andet har specialiseret sig i lidelsen. Mange BDD-ramte udvikler derudover depression, socialfobi eller selvmordstanker, fortæller hun blandt andet.

- Personen vil være plaget af tanker om "defekter" ved deres udseende, som andre ikke lægger mærke til. Og det medfører typisk en trang til at udføre tvangshandlinger.

- Det kan eksempelvis være at tjekke sig i spejlet eller at undgå det, at købe overdrevne mængder af hår- eller hudprodukter, sammenligne sig med andre i virkeligheden, på sociale medier og på TV, opsøge skønhedsspecialister eller plastikkirurger, at få bleget tænderne hvide eller få opereret kønslæberne kortere, forklarer hun om den psykiske lidelse.

I dag bliver sygdommen overset af mange behandlere, fordi diagnosen endnu ikke er rullet ud i det danske sundhedsvæsen, siger hun.

Det betyder også, at mange patienter ikke får den rette behandling.

- Rigtig mange er fejldiagnosticerede, typisk med OCD eller med depression. Og i de værste tilfælde får de en psykosediagnose som skizofreni, fordi det næsten virker psykotisk, at du er overbevist om, at din næse er skæv, når vi andre ikke kan se det, forklarer hun.

Kirstine Jørgensen havde i flere år ingen anelse om, hvad der egentlig var på spil, når besættelsen af hendes hud i ansigtet tog til.

Men hun mærkede tydeligt, at tvangstankerne og ikke mindst tvangshandlingerne voksede i perioder, hvor hun generelt havde det svært.

- Det skete især under mit sygeplejestudie, hvor jeg var i praktik i Bangkok. Jeg havde en rigtig hård tur mentalt, og der tog det til. Hver aften skulle jeg sove på rene håndklæder, og jeg måtte aldrig røre ved mine kinder. Det var slemt, fortæller Kirstine og fortsætter:

- Jeg koblede det også op på noget, jeg havde spist, afprøvede forskellige diæter og undgik gluten i en periode. Indimellem undgik jeg helt alkohol, chips og blev hjemme fra sociale aktiviteter eller byture. Det blev bare for meget. 

Det lykkedes hende også på et tidspunkt at overtale sin daværende hudlæge til at udskrive medicinen Isotretinoin til hende, som bruges til behandling af meget svær akne.

Det, på trods af, at Kirstine altså ikke havde decideret akne.

Men medicinen gjorde hende lykkelig, fordi hun var overbevist om, at det ville virke.

Da de mange rutiner og ritualer for alvor havde taget kontrollen over Kirstines hverdag, og hun ikke længere kunne modstå tvangshandlingerne, gik det op for hende, at der var noget galt, og at hun havde brug for hjælp.

På det tidspunkt var hun også sygemeldt fra sit arbejde.

En veninde havde læst om diagnosen BDD i et blad og fortalte Kirstine om symptomerne, som hun syntes, lignede Kirstines.

Og så kom hun i kontakt med psykolog Malene Klindt Bohni.

- Hun hjalp mig med at indse, at det ikke var et fysisk problem. Vi satte grænser for, hvor mange gange om dagen jeg måtte kigge mig i spejlet, i vinduer eller på min telefon, hvor tæt jeg måtte stå på spejlet og i hvor mange sekunder ad gangen. I en periode var min opgave også at vende mine spejle helt om.

- Den adfærdstræning var virkelig vild for mig, og at undgå at kigge mig i spejlet har virkelig gjort en forskel. Jeg var besat af mit eget spejlbillede og kørte det op på en sådan måde, at jeg tvang min hjerne til at se noget på en bestemt måde. Noget, der ikke fandtes.

Psykolog Malene Klindt Bohni forklarer, at det er vigtigt, at diagnosen bliver rullet ud i det danske sundhedsvæsen. Implementeringen af ICD-11 i Danmark er i gang, men den slags tager tid, forklarer hun.

- Det er enormt vigtigt, både fordi fagfolk lige nu ikke opdager diagnosen, men også fordi BDD-ramte oftest ikke selv opsøger psykologer eller psykiatere. De opsøger i langt højere grad plastikkirurger, tandlæger og hudklinikker, forklarer Malene Klindt Bohni og fortsætter:

- De ramte oplever ikke, at de har et psykologisk problem. De oplever, at de har et fysisk problem, og lidelsen går desværre ikke bare væk, fordi man fikser noget ved sit udseende. Langt de fleste får det ikke bedre af en kosmetisk operation for eksempel, mange får det faktisk værre. De vil bare begynde at bemærke en ny defekt. Eller være utilfreds med resultatet.

Hun kalder det et “kæmpe problem”, at mange BDD-ramte lige nu lander mellem forskellige stole, fejldiagnosticeres og ikke kan være sikre på at få den rette behandling.

- I fremtiden, når nogen virkelig har pinefulde tanker om deres udseende, så skal der ringe en BDD-klokke, så vi ikke automatisk kommer til at tænke, at det handler om forfængelighed, slår hun fast.

I dag har Kirstine Jørgensen det meget bedre. Hun er fuldkommen fri af sine tvangstanker og tvangshandlinger. Selvom om det stadig sidder en smule i hende, har hun lært ikke at lade sig styre af tankerne.