Hvor er mine hvide, heteroseksuelle mandlige forbilleder blevet af?

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er en 35-årig hvid cismand, der bor på Nørrebro og har det relativt godt. Men ingen har det altid godt, og når kloden står i flammer, og alle statistikker tegner et billede af, at mænds (og kvinders) generelle trivsel i Danmark bliver værre og værre, så er der også brug for en kampdag for mænd. Ingen tvivl om det.

Og netop derfor er der så sandelig også brug for nogle mænd at se op til, nogle at blive inspireret af og lære fra.

Forbilleder giver håb og tro på, at tingene kan være og føles anderledes, måske endda bedre. Men hvorfor skal jeg gang på gang søge trøst hos kvinder, queers eller marginaliserede mænd? Hvor er alle mine hvide mandeforbilleder blevet af?

Sådan plejede det ikke at være.

Min barndom var spækket med hvide mandlige forbilleder fra David Beckham, Leonardo DiCaprio og Nik & Jay – og nu står vi i en situation, hvor de største mandlige forbilleder stadig er… David Beckham, Leonardo DiCaprio, Nik & Jay?

Jeg kan ikke komme i tanke om én stor sanger, skuespiller, sportsstjerne eller præsident for den sags skyld, som udgør et forbillede for en som mig.

Okay, der er måske også Ryan Gosling og Harry Styles, og jeg kender da også helt almindelige mænd, som er forbilledlige på deres egen måde, men min pointe er, at vores kulturelle udvikling som køn stagnerede ved årtusindskiftet – som ellers var udråbt til at være et stort vendepunkt for hele vores civilisation. Bare ikke for mændene, åbenbart.

Jeg tror, vi mænd – nogle af tvang, andre med tillid – har taget et skridt tilbage for at give plads til kvinderne på ledelsesgangene, ved mikrofonerne og i hjemmet. Men det er misforstået, at vi mænd skal gå på kompromis med vores værdier for at give plads til det feminine.

I min optik bør de leve i symbiose og lade sig forstærke af hinanden. Tænk på Adam og Eva, Yin & Yang og alle de andre dejlige spirituelle symboler.

Metoo, BlackLivesMatter og sågar Covid-19 har alle gjort os opmærksomme på, at verden skal være mere rummelig og ærlig for at være i fremdrift, men den bliver alligevel stadig mere polariseret og nostalgisk. Oasis og Bloodhound Gang skal pludselig på tour igen, mens det samtidig er mænd som Trump og Putin, der ser ud til at styre verden ind i en ny dystopisk fremtid.

Gammeldags, hypermaskuline, fedladne og arrogante “forbilleder”, som jeg håbede, at verden og vi mænd var vokset fra. I stedet virker vi som mænd fastfrosset i vores idealer.

Man ligger, som man har redt, fristes man til at sige, men jeg tror, det er et langt større og strukturelt problem, hvor min generation, og desværre nok også mange generationer før af heteroseksuelle mænd, har kunnet sige og gøre, hvad de ville i alle slags rum uden særlig store konsekvenser. Vi har haft så lidt modgang, at vi har glemt at udvikle os.

Jeg er selv skyldig i netop det – og skyldig i at have haft et trygt og privilegeret liv og en dejlig, tryghedskabende og dermed overbeskyttende familie.

Men det betaler jeg, og alle andre, også min familie, prisen for nu, hvor mandens frygt for at gå under er steget ham til hovedet.

Og han tager desværre verden og klimaet med sig i faldet.

Af frygt for at blive undermineret vil den stærke testoteronfyldte mand hellere tage et slagsmål end at erkende nederlag. En klassisk mandschauvinistisk nærmest Trump-lignende strategi, som tydeligvis stadig virker lidt for godt.

Kald mig endelig feminist, woke eller hippie, men jeg ved, at kloden og vores følelsesliv havde haft det meget bedre, hvis vi levede i et matriarkat. Eller i det mindste i et ligestillet samfund.

Alle undersøgelser viser i hvert fald, at kvindelige ledere er både mere empatiske og mindre overmodige. To faktorer, der skaber færre krige. Men også to faktorer, der ikke har særlig stor værdi eller gennemslagskraft.

De yngre generationer er heldigvis ved at få øjnene op for værdien af en jordklode med et klima i balance, så for at bruge endnu et hippie-udtryk, er der håb forude.

Spørgsmålet er så, om den håbefulde horisont er så langt ude i fremtiden, at vi aldrig når at se den. Jeg tvivler i hvert fald på, om jeg gør. Men det er en helt anden snak.

Det store spørgsmålet her og nu, i dag, på mændenes internationale kampdag, er, om jeg overhovedet behøver et hvidt, heteroseksuelt forbillede?

Måske ikke, men jeg har brug for at mine medmænd får det bedre både mentalt og fysisk for samfundets og klodens skyld. Den vej er lang og svær – men den starter med solidaritet og omsorg frem for magtliderlighed og overforbrug.

Og hvor ville det dog være fantastisk dejligt, hvis der allerede fandtes hvide, heteroseksuelle mandlige forbilleder i samfundets top og i populærkulturen, der turde tage den agenda på sig eller endnu bedre inkarnerede netop dét.

Men jeg kan simpelthen ikke få øje på ham. Kan du?