Hun protesterede i sit undertøj, nu løslades hun uden anklager
Foto: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix
Tidligere på måneden blev en iransk kvinde anholdt for at gå rundt i undertøj på sit universitet. Nu fortæller de iranske myndigheder, at de ikke vil stille anklage for protesten.
– Da hun blev sendt til hospitalet, og det blev konstateret, at hun var syg, blev hun overdraget til sin familie... og der er ikke blevet indledt nogen retssag imod hende, siger Asghar Jahangir, talsperson for det iranske retsvæsen til BBC.
Blandt andre har Amnesty International udtrykt bekymring for kvinden, der er blevet identificeret som Ahoo Daryaei. Derfor var de også hurtigt ude og kræve, at hun blev løsladt, skriver Politiken.
Amnesty Internationals bekymring kommer ikke ubegrundet. For på sociale medier påpeger flere iranske aktivister, det mønster, de mener, er ved at tegne sig. De iranske myndigheder har nemlig før diagnosticeret kvinder, der protesterer mod hijab-loven, som psykisk syge.
Azam Jangravi skrev på sin X-profil, at hendes familie blev presset til at fortælle, at hun var psykisk syg, efter at hun havde fjernet sin hijab under en protest.
– Det er sådan, den islamistiske stat prøver at diskreditere kvinder, ved at sætte spørgsmålstegn ved deres mentale sundhed, siger hun til BBC.
Da Ahoo Daryaei blev anholdt tidligere på måneden, var hun blevet, advaret af sikkerhedsvagter på universitetet om, at hun skulle efterleve påklædningsreglementet, skriver DR.dk. Hendes hår var nemlig ikke ”ordentligt” tildækket, og advarslen var angiveligt det, der fik hende til at tage sit tøj af.
Og netop et påbud om ikke at have dækket sit hår ”ordentligt”, var også det, der førte til, at Masha Amini blev anholdt og døde i det iranske moralpolitis varetægt for to år siden.
En sag, der ledte til store nationale demonstrationer, hvor mere end 500 mennesker blev dræbt, skriver BBC.
Ahoo Daryaei er nu løsladt uden anklager, men som vi tidligere har skrevet, så vokser desperationen og vreden i den iranske befolkning.