Popkultur
25. november 2024

Er der ikke altid noget trist over et comeback? Jo, det er der

Der er efterhånden ingen tvivl om, at vi befinder os i genforeningernes tid. Det er måske ikke så lækkert, som vi tror.
Af: Thomas Balslev
Er der ikke altid noget trist over et comeback? Jo, det er der

Foto: Zak Hussein/PA Images/Ritzau Scanpix

Thomas Balslev er redaktionschef hos Heartbeats. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Egentlig vil jeg godt indrømme, at jeg selv sad og klappede lidt i hænderne, da det kom frem, at Oasis vender tilbage. Jeg tror måske endda, at jeg råbte lidt på kontoret i et eller andet bestialsk anfald af rockmusikalsk nostalgi, men her efterfølgende er det stilnet en del af med begejstringen.

Da jeg sad og læste e-mails forleden og så, at rockbandet Bloodhound Gang også genforenes for at spille koncerter igen, blev det hele lidt for meget. Der er efterhånden ingen tvivl om, at vi befinder os i genforeningernes tid – alle mulige rockbands har nærmest simultant fået den idé, at de skal gøre comeback. Det danske indieband Figurines spiller en stribe koncerter til foråret, og de bliver sikkert udsolgt allesammen. Turboweekend har også meldt deres genkomst næste år, det samme har Kent, Linkin Park og No Doubt.

Men det var ligesom nyheden om Bloodhound Gang, der var dråben. Det er comebacket, som ingen har bedt om. De var ikke engang et fedt band, dengang de eksisterede første gang. Så hvad skal vi med dem nu? Det korte svar er nostalgi. Vi skal svælge i lyden af svunden tid, fordi vi – det store kollektive forbrugeriske ‘vi’ – elsker nostalgi mere end noget andet lige for tiden.

På den anden side er det nu ikke, fordi vi rigtigt er efterladt med noget valg. For folk, der elsker rockmusik, er der ikke så meget andet at gøre end at svælge i gammel musik af den simple (og nedslående) årsag, at der ikke kommer noget nyt. Det er selvfølgelig hårdt sat op, for der findes nye rockbands, der er rigtig gode, men i det store hele kan vi vist godt blive enige om, at der ikke er så meget tråd at komme efter.

Det kunne man selvfølgelig godt slutte fred med, men det er interessant, at der tilsyneladende stadig er en temmelig stor efterspørgsel på rockbands, der beslutter sig for at tage en tur mere i manegen. Nu har Raveonettes ganske vist ikke rigtig holdt en officiel pause, men det faktum, at de fra i dag spiller seks koncerter i streg i København, bekræfter ørkesløsheden og, ja, at folk vil have det sådan.

Med al respekt for dem kan det undre, at vi virkelig ikke er kommet op med noget bedre – eller rettere nyere rockmusik de seneste 15 år. Der sidder et hav af indiekids og millennials derude og sulter, og lige nu er comebacket deres eneste trøst. Men er der ikke altid noget trist over et comeback? Tit er mindet om et minde jo bedre end selve mindet. Var det virkelig så stort at se Mike Tyson bokse igen, eller var det ikke bare en gammel mand, som fik prygl af en ung YouTuber? Måske havde det været bedre, hvis vi havde holdt fast i myten om ham som den største bokselegende nogensinde.

Jeg tror imidlertid ikke kun, at det handler om et dårlig udbud. Det hænger lige så meget sammen med den kollektive fordovnelse, der finder sted som – tror jeg – følge af, at vi som kulturforbrugere har vænnet os mere og mere til at få det præcis, som vi gerne vil have det. Vi hører musik og ser film alt efter, hvilket humør vi er i, og streaming-tjenesterne har gjort det nemt for os at lægge en bestilling på noget ‘cozy morning piano jazz’, hvis det er det, vi vil have.

Og hvad er problemet så med det? Nogenlunde det samme, som Henry Ford påpegede i sit berømte citat: “Hvis jeg havde spurgt folk, hvad de gerne ville have, ville de have sagt hurtigere heste,” og Ford lavede som bekendt en benzinbil.

Eller som en anden stor opfinder engang sagde: “Customers don’t know what they want. Customers are idiots. 99 percent of them are idiots.”

Det er jeg tilbøjelig til at give ham ret i. Man kommer ganske enkelt aldrig fremad, hvis man bliver ved med at vende tilbage. Med andre ord at gøre comeback.

Det bitre ved det hele er, at manden, der engang formulerede sig så intrigant, var ingen ringere end Noel Gallagher selv.

Læs mere om:

Læs også