Tre af Danmarks dygtigste skuespillerinder skaber gnistrende filmmagi i ny film

Der er masser af talent i den danske filmverden, og et af de navne, man bør holde godt øje med i de kommende år, er Jacob Møller, der spillefilmsdebuterer overordentligt stærkt med Madame Ida.

Madame Ida kommer hårdtslående fra start. Flora Ofelia Hofmann Lindahl spiller 15-årige Cecilia, der er oppe at toppes med nogle af de andre piger på børnehjemmet, hvor hun bor.

Det er hverdagskost, må vi forstå. Men det bliver snart meget værre.

Cecilia er nemlig blevet gravid og nægter at fortælle med hvem. Ganske forståeligt, eftersom graviditeten skyldes et overgreb fra en af de voksne på børnehjemmet, der jo ellers skulle forestille at passe på hende.

Og Cecilia er erfaren nok til at vide, at det ikke er hendes version, man vil tro på.

Hun bliver derfor sendt bort for at føde barnet hos den velhavende 45-årige kvinde Ida (Christine Albeck Børge), der ikke selv kan få et barn.

Engang holdt Ida dekadente fester i sit palæ, men de seneste år har hun isoleret sig fra omverdenen med sin tjenestepige, 70-årige Alma (Karen-Lise Mynster).

Af årsager, der først senere bliver afsløret (og derfor ikke skal afsløres her). Ida er egoistisk, drikker for meget og har tendens til voldsomme udbrud.

Men hun er også spontan, levende og fuld af forførende energi.

Alma har passet på Ida hele hendes liv, og ser derfor først lettere skeptisk til, da der udvikler sig et først tøvende, men snart meget tæt venskab mellem Ida og mutte Cecilia, der for første gang i sit liv vover at sænke skuldrene og begynder at tro på, at der er godt i verden.

Ja, måske endda en fremtid for hende.

Lige der, sammen med Ida. Selv skrappe Alma overgiver sig til den pludseligt så lysende teenagepige, der spreder liv og latter i det gamle, tavse palæ.

Og så er det, at man som garvet biografgænger godt ved, at det er for godt til at være sandt. Hvad er Idas hemmelighed? Hvorfor vogter Alma over hende som en høg?

Hvorfor er der rum i huset, der er låst af og forbudt område? Og hvad sker der for alle de udstoppede dyr, som Ida producerer?

Vi aner hurtigt et mørke bag Idas store smil og sprælske personlighed.

Noget ustabilt, der hele tiden truer med at bryde gennem overfladen. Som en ulmende vulkan, smukt dækket af græs og blomster, efter lang tids ro, men ulmende og potentielt farlig nede i dybet, hvor det bobler og syder.

Langsomt begynder man at overveje, om det i virkeligheden er en gotisk gyser, man har indløst billet til. Godt hjulpet på vej af fotograf Stroud Rohde Pearces stemningsfulde billeder, der ofte antyder mere end de viser.

Men det viser sig snart at være noget helt andet, og i virkeligheden langt mere uhyggeligt, der er på spil.

Nemlig en fortælling om menneskelig tragedie. Gennem flere generationer. For alle tre kvinder i det store hus gemmer på deres egne hemmeligheder, deres egne grusomme oplevelser og deres egen smerte.

En smerte, der kan lettes ved at dele – hvis man vel at mærke formår det. For er noget først gemt meget langt væk i sindets afkroge, kan det gøre utroligt ondt at hive det frem i lyset. Måske kan man ligefrem gå i stykker.

Madame Ida er så intens, at det til tider tangerer det teatralske.

Men Jacob Møller styrer fermt sine virkemidler og holder balancen, så vi bliver suget ind i de tre sammenflettede skæbnehistorier, der både rører og ryster i takt med, at de bliver foldet ud i al deres gru – og genkendelighed.

For det er skæbnehistorier, der får en ekstra dybde af at foregå i en tid, hvor kvinders liv udadtil var mere begrænset og regelsat – og styret af mænd. Men det er også tanker og følelser, der er genkendelige på tværs af tid, år og generationer.

For i hjertet af Madame Ida er et ønske om kærlighed, nærhed, tryghed.

Om at høre til et sted, hvor man ved, at verden også er lys og let, når man åbner sine øjne igen. Hvor det ikke bare var en flygtig drøm.

Det er hjerteskærende og barskt, men også smukt. Ikke mindst på grund af de utroligt stærke skuespilpræstationer.

Karen-Lise Mynster, Christine Albeck Børge og Flora Ofelia Hofmann Lindahl er tre af Danmarks dygtigste skuespillere, fra hver sin generation. Tilsammen skaber de gnistrende filmmagi med et utroligt stort nærvær.

Madame Ida giver et fascinerende og tankevækkende indblik i en tid, hvor kvindeliv var alt andet end enkelt.

En tid, hvor kvindernes muligheder var begrænsede, og hvor frygt, overgreb og traumer ikke var noget, der skulle ud i lyset og håndteres, men noget der skulle gemmes væk. I skam og ubehag.

Noget privat, andre ikke skulle belemres med. Som andre vendte ryggen til. Det hele gennemsyret af en gennemgående sympati for de tre kvinder – selv når deres handlinger ikke altid er sympatiske. Fordi Jacob Møller får os til at forstå. Med hovedet og med hjertet.

Man tager sig i at tænke, at hvis Jacob Møller kan debutere så træf- og stilsikkert, hvad kan han så ikke bedrive det til i sine kommende film? Det bliver spændende at se!